Skriv en kommentar
”Nutella”. Dette er det første ord sagt i de første 10 minutter af filmen. Endda med en meget tyk sønderjysk dialekt. Inden da har vi fulgt den unge Kris, der bor sammen med sin onkel på en gård i det sønderjyske. De forstår hinanden og har en god rytme med fælles måltider og adfærd. Kris interesserer sig dog også for dyr og da den snaksaglige dyrlæge, Johannes kommer forbi, skal man da lige prøve faget af. Samtidig skal der også flirtes lidt med den søde Mike, som hun ved et tilfælde mødte i kirken. Alle disse nye forhold truer det meget rutineplagede liv, Kris lever med sin onkel.
Instruktøren Frelle Petersen har formentligt gået efter at fortælle en meget simpel fortælling om drømme og værdi.
Filmens dramaturgi er skåret helt ind til benet, og handlingen er dermed ikke verdens største. Dog bliver det hele gjort på en meget fin og enkelt måde, hvor autenticiteten bliver overhovedet. Det er nemlig meget banalt nede i det sønderjyske. Utrolig banalt. De samme rutiner i deres trivielle liv, imens tv-nyhederne kører i baggrunden, som glimrende kontrast til en den rædsel, der foregår ude i den store verden. Disse problemer er dog ikke nået helt til deres hjemby endnu.
Vi lever jo livet ret banalt, uden de helt store begivenheder. Derfor har Frelle gjort noget klogt i at holde denne fortælling så enkelt som overhovedet muligt. Det er relevant ukendte skuespillere, der bliver brugt i produktionen, og de gør det alle fremragende. De underspiller alle deres rolle, hvilket passer filmen utrolig godt. Der bliver grædt, når der skal grædes, men så heller ikke mere. Og der er pinlighed i sigte, når onkel skal med på date. Som publikum kan man også sidde tilbage og nyde en anderledes dansk virkelighed. Det er ikke hverdag, at en filmproduktion er rykket til udkantsdanmark, og det er da bare nydeligt at se på marker, kirker og et ægte provinssamfund.
Tematikken er også særdeles vigtig. Selvom man sagtens kan mærke Kris’ frustrationer og tanken om et andet liv, har man stadig på fornemmelsen, at hun gør noget, der er større end sig selv. Nemlig at hjælpe sin stakkels, gamle onkel. Man kunne sige hårdt, at hun blot kunne flygte fra situationen og leve sit eget liv – men hendes karakter virker mere kompleks end det.
”Onkel” er muligvis ikke for alle, men kan man lide filmens enkelthed og autentiske portræt af et banalt provinsliv og en ung kvindes længsel efter mere – så vil man nyde denne fortælling. Alt er underspillet og fornemt, hvor der hverken er de helt store konflikter eller dramaer. Trivielt, men yderst realistisk.
