Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Hævntogt og selvjustits
Gangsteren Julian (Ryan Gosling) styrer et narko-imperium i læet af hans Thai-bokseklub. Da hans bror myrdes, rejser hans mor Crystal (Kirstin Scott Thomas) til Bangkok for at tage sin afdøde søn med hjem, og for at presse Julian til at hævne sin brors død. Julian tager affære, men det bliver mødet med den berygtede Bangkok-kriminalbetjent Chang (Vithaya Pansringarm), der har sin helt egen syn på loven og retfærdighed.
Utilgængelig for mange
Only God Forgives er den danske instruktør Nicolas Winding Refns nyeste trin på hans tumulte karrierestige, der omsider ser ud til at have fundet sin plads. I hvert fald plads i hjerterne hos filmkritikere og film-aficionados. Efter Refns kritikerroste neo-noir Drive (2011), der vandt ham Palm d’Or for bedste instruktør på Cannes, følger han her op med en langt mere utilgængelig film, som mest af alt minder om hans ligeså ambitiøse og kunstneriske Fear X (2003) med John Turturro i hovedrollen.
Utilgængelig på den måde, at Only God Forgives nok ikke er en film for alle. Et fragmenteret plot, scener med manglende dramaturgisk drive, usympatiske og sadistiske hovedkarakterer, fetichistiske bi-karakterer og overordnet set kan det virke som om, at stil bliver fortrukket over historien. Men netop denne stilfulde mise-en-scene og flotte visuelle stil gør filmen til en hypnotiserende oplevelse, selvom det nok kræver, at man lader sig overlade til filmens univers og tilsidesætte sine præinstruerede kanoniske fortæller-dogmer.
Selv siger Refn om filmen, at den er skabt som et langt svar, hvor spørgsmålet kommer til sidst. Altså en form for omvendt kausal dramaturgi. Han tilføjer tilmed, at han følger sit instinkt med hensyn til sin historie og viser hellere, hvad han gerne vil se på lærredet, fremfor hvad fortællerstrategiske metoder dikterer, der skal ske. Han opsummerer sine tanker omkring hans mere alternative og kunstneriske filmtilgang, ved at sige, at ”kreativitetens næststørste fjende er at spille på det sikre. Den største er at have god smag”.
Kompromisløs og brutal Bangkok-symfoni
Only God Forgives er derfor en mere associativ og nærmest drømmende fortælling, end en egentlig realistisk skildring af virkeligheden. Filmen indeholder, som vi kender Refn fra hans tidligere film, kompromisløshed, vold, brutalitet, underspillet humor, alt sammen indhyllet i et stilfuldt uplettet univers med stærke farver, lange indstillinger, sublimt soundtrack og lyddesign og utilregnelige scener.
På en måde benytter Refn byen Bangkok dels som baggrund, men også som karakter. Filmen kan virke både som en by-symfoni, der portrætterer Bangkok som en futuristisk og åndelig tilstedeværende karakter. Bangkok har lige så meget at skule have sagt, som beboerne i den. De andre karakterer i filmen er nærmest underlagt Bangkoks skæbne. Chang er den lovgivende, den dømmende og den udøvende magt underlagt gadernes regler. Crystal er den altdominerende og diabolske mor til Julian, men har i virkeligheden intet at skulle have sagt i Bangkok. Julian selv forsøger at gøre oprør mod Chang og Bangkok, men det bliver en kamp mod overmagten.
Only God Forgives handler om et forskruet mor/søn forhold. Om en kriminalbetjent der tror, han er guddommelig og uovervindelig (Refn kaldte Chang for ”The Angel of Vengeance” i et tidligere manuskriptudkast), og om en mand, der tror, han kan vinde en kamp over det uovervindelige.
Akkumulering af hidtidige film
Ryan Gosling spiller samme underspillede og søgende karakter, som han gjorde i Drive. Kirstin Scott Thomas er fantastisk rollebesat som den altdominerende mor og Pansringarm spiller måske en af filmens mest komplekse karakterer virkelig overbevisende. Refn hentyder til, at filmen på en måde er ”en akkumulering af alle de film, jeg har lavet indtil nu.” Hvis man blander Drive, Fear X og Valhalla Rising får man vist i den grad noget lignende Only God Forgives.
Se filmen hvis du vil udfordre dine sanser og din intelligens og tør dig overlade til Refn’s herlige forskruede universer. Men undgå den for alt i verden, hvis du er til Hugh Grant eller kæmperobotter.
Scanbox.
