Skriv en kommentar
Göteborg 1966. Tommy (Sverrir Gudnason) er som ukuelig forsanger af Tommy and the Heartbreakers en stor stjerne i det lokale musikmiljø omkring rockklubben Cue Club. Han drømmer om USA og et liv med rock’n’roll, mens hans far, en dreven fagforeningsmand, langt hellere ser, at sønnen tager sig en uddannelse.
Lena (Fanny Risberg) er lige flyttet til Göteborg med sin akustiske guitar og drømmer om at spille og synge inderlige kærlighedssange på Cue Club. Mens Erik (Simon J. Berger) i det stille forsøger at løsrive sig fra sin overklassebaggrund – med en landskendt general som far – ved at sidde på sit værelse og høre – ja, faktisk trække vejret igennem – en Bob Dylan-plade.
Disse tre unge mennesker i starten af 20’erne bliver venner i Göteborg med et spirende ungdomsoprør som bagtæppe. Og Sidst i første afsnit knyttes også Rebecka (Ruth Vega Fernandez), en idealistisk medicinstuderende, til firkløveret.
Det er de fire mennesker, vi følger henover en tiårig periode frem til 1976 i den seks timer lange svenske tv-miniserie Op på barrikaderne (Upp till kamp) , der blev sendt på svensk tv i efteråret, og som nu – heldigvis – er kommet på DVD i Danmark. En tv-produktion, der i den grad udmærker sig ved kæmpe ambitioner såvel stilmæssigt som indholdsmæssigt.
For i de dramatisk dybt fængende personhistorier flettes faktiske historiske begivenheder ind. Ikke bare i de dokumentariske klip, der indleder hvert afsnit, også i de fiktive historier, der tager udgangspunkt i virkelige hændelser som rydningen af et aktivitetshus i Göteborg (lad os bare kalde det rimelig aktuelt set med danske briller) og en stor strejke på det lokale skibsværft, der ikke alene på fremragende vis illustrerer det indædte had, der også i Danmark var mellem socialdemokrater og kommunister, men som også fortæller en rørende far-søn historie mellem Tommy og hans fagforeningsfar.
Vi er i og omkring venstrefløjen. I Lenas tilfælde helt derude, hvor det dårligt kunne blive mere rødt. Da hun endelig får tilbuddet om en stor pladekontrakt på Polyfon, er hun allerede så optaget af det kommunistiske miljø i Göteborg at hun afslår – da kravet er, at hun synger om kærlighed. Musik må jo ikke blive et mål i sig selv, som hendes betonkommunist af en kæreste har fortalt hende. Kæresten er i øvrigt spillet af vores egen David Dencik, men han forsvinder ud af serien efter de to første afsnit.
Rebecka er mere idealist end kommunist og kæmper sine kampe ved blandt at stjæle medicin til de palæstinensiske flygtningelejre på det hospital, hvor hun arbejder. Mens Erik ender på avisernes forsider som ’generalsønnen, der blev militærnægter’ og ellers kæmper med sit eget overfladeliv.
Skal man tale om en egentlig hovedperson, så er det Tommy. Han tager i slutningen af første afsnit til USA sammen med Erik, og vender i starten af andet – hvor der er gået to år – hjem som junkie og alkoholiker. Der er så meget drama i Tommy – hans misbrug, forholdet til faderen, forholdet til Erik (vi forstår, at der har været et svigt i USA) og forholdet til Rebecka, som han bliver kæreste med. Han spilles fremragende nuanceret, rørende og tilpas afdæmpet af Sverrir Gudnason.
Der bliver i det hele taget glimrende af de fire ret ukendte unge svenskere. Fanny Risberg er som Lena ikke mindst interessant i de første afsnit, hvor hun er i konflikt mellem kommunismen eller karrieren, mens hendes fortælling afrundet lidt vel rigeligt overfladisk i sidste afsnit. Modsat om Ruth Vega Fernandez som Rebecka, der bliver mere og mere interessant, som serien skrider frem. Mens man ærgrer sig lidt over, at Simon J. Bergers Erik forsvinder ud af serien i lange perioder, idet der er basis for ret meget dybde i det portræt.
Første afsnit og starten af andet afsnit er holdt i sort-hvid. Herefter farver resten af vejen. Et lidt uforståeligt og unødvendigt skifte, men også en understregning af, at der er lagt mange ambitioner i stilen. De indimellem rystede og kornede billeder giver masser af indlevelse og tidsbilledet af 1960’erne og 1970’erne er fantastisk overbevisende. Det samme er soundtracket, der ikke alene består af musiske indslag fra perioden, der skildres, men også af et fængende, insisterende akustisk guitarspil.
Slutningen er jeg ikke pjattet med, men det fratager på ingen måde Upp till kamp prædikatet dybt imponerende, fængende svensk tv-dramatik.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Sandrew Metronome.
