Skriv en kommentar
Tiden er på grænsen til den første verdenskrig. Den ungarske neurolog og forfatter, Dr. Josez Brenner, møder i depressiv forfatning op til sit nye job på et engelsk sindssygehospital. Han bringer progressive tanker til den ellers middelalderligt orienterede lægekundskab. Der er ikke grænser for maskinerierne, der skal tugte og helbrede de sindslidende for tankens delirium (Filmen lægger således ud med et særdeles eksplicit hvidt snit, der ligefrem fysisk forplanter sig til biografpublikummet). Dr. Brenner har Freud og samtaleterapi med i kufferten. Men stillingen på hospitalet indtages først og fremmest med dekadent egoisme. Han søger adspredelse fra sin skriveblokering, seksuelt understimulerede nonner og let tilgængelig morfin til at dulme kunsterlidelserne. Han møder patienten Gizella, der står som hans eget kontrapunkt. Den spøgelsesagtigt blege, maniske kvindes forbandelse består i, at hun ikke kan stoppe med at skrive enigmatiske digte om den djævel, der har besat hende. Hun skriver og kradser ord ned på alle tilgængelige flader. De to kommer snart til at stå i et gensidigt afhængighedsforhold, hvor han er hendes mulige frelse (”remove my brain”, plager hun ham), og hun for ham er en kunstnerisk/pervers attraktion.
Filmens helt store problem ligger i manuskriptet. Det fortaber sig i gådefulde, lidende og liderlige enetaler henover billeder eller i direkte close-up fra enten Dr. Brenner eller Gizella. Den besatte Gizella fortæller (igen og igen) om den forårsdag, hvor en vind strejfede hende - og vupti, var hun besat af en liderlig forfatterspire af en djævel. I øvrigt var der også noget, med en mor der døde, men vi kommer det aldrig nærmere end det poetiske fantasteri.
Filmen har masser af tankegods (tror jeg nok), men afviser desværre enhver form for indlevelse. Det er svært at følge karaktererne og leve sig ind i deres mørke og deres lidelse, når manuskriptet ikke giver os nogen større fortælling at sætte dem ind i. Både karaktererne og replikkerne fremstår i al deres alvors tyngde som irriterende og fortænkte.
Men filmen kan skabe stemninger. Iscenesættelsen er imponerende. Realiseringen af sindssygehospitalet og de modbydelige behandlings/tortur-instrumenter er ubehagelig og fysisk intimiderende. Man vrider sig i sædet, når nonnerne i et fugtige kalk-klinisk rum spænder Gizella fast til en stol med hul i sædet og tvangsfodrer hende.
Belysning og foto viser god sans for det dunkle, skræk-æstetiske. Vi er fanget i et mareridtsrum. Alligevel bliver det hele dog en smule højstemt og skingert, når den hysteriske Gizella skal afbilledes i dreyersk nærbilledeæstetik som en anden Maria Falconetti. Den lidende sjæl skal transcendere lærredet. Men lidelsen virker hul og som en skuespillers konstruerede lidelse, netop fordi karaktererne fortaber sig i de ”mystiske” og, efterhånden som film skrider frem, irriterende replikker.
Ulrich Thomsen spiller rollen som Dr. Brenner med deprimeret stoneface. I virkelighedens verden hed Brenner Géza Csáth. Han var junkie, hustru- og selvmorder og ungarns første anerkendte neurolog. Det er hans erindringer filmen er baseret på. Norske Kirsti Stubø leverer den fornødne intensitet i rollen som Gizella. De er desværre prisgivet manuskriptet. Se filmen for de flotte billeders skyld.
