Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Indledning:
Som udgangspunkt er jeg ikke glad for danske film af nyere dato, hvilket for en stor dels vedkommende hænger sammen med, at praktisk talt samtlige replikker, der leveres af danske skuespillere, efter min mening, lyder ekstremt teatralske; som om de leveres af folk, der står på en scene. Der bruges ord og sætningskonstruktioner, som man meget sjældent, hvis overhovedet, ville benytte sig af i virkelighedens verden. Denne stiliserede, grænsende til det litterære, brug af sproget skaber en barriere mellem filmen og mig som modtager, hvilket bevirker, at jeg på ingen måde kan leve mig i det filmiske univers, da illusionen om, at det, der foregår på skærmen er virkelighed, splintres til atomer, præcis fordi skuespillet, i kraft af replikkerne, virkelig emmer af skuespil og således fremstår helt og aldeles uægte. Man kan nærmest tale om en slags utilsigtet verfremdungseffekt, idet det netop er følelsen af fremmedgørelse danske film formår at tænde i mig.
Derudover har jeg det også meget svært med film, der er skudt på video, hvilket desværre tit er tilfældet med mange moderne horrorfilm – det er ikke til at holde ud at se en historie, hvor god den så end måtte være, udfolde sig i noget, der ligner en eller andens ferievideo. Derfor var mine forventninger til Opstandelsen (2011) fra start af også ret lunkne, hvis jeg skal være helt ærlig, idet den netop er dansk OG skudt på video. Nu er det måske ikke helt fair at forvente, at en film er middelmådig eller endda direkte dårlig, fordi den tilfældigvis er dansk og fordi danske film generelt ikke falder i min smag, men det er desværre noget, jeg ikke rigtigt kan styre. Alarmklokkerne begynder uvægerligt at ringe, når jeg hører ordene ”dansk film”, og helt amok går de, når de suppleres af ”video”.
Heldigvis blev mine lave forventninger gjort til skamme, for Opstandelsen er en aldeles fremragende lille film, der byder på fængende og overbevisende skuespilpræstationer, og den meget talentfulde Casper Haugegaard, som har både instrueret, skrevet, produceret og klippet filmen, varsler godt nyt for den efterhånden alt for ligegyldige danske filmindustri. Lad mig allerede nu foregribe konklusionen og sige, at hvis du er bare det mindste til zombiefilm, så lad dig ikke holde tilbage af snobholdninger som mine, og skynd dig ud at købe den med det samme!
Filmen (indeholder spoilers!):
Historien i Opstandelsen er simpel: En sørgende, religiøs familie angribes af zombier i den kirke, hvor de er ved at begrave liget en ung mand ved navn Simon. Fire af de tilstedeværende, to piger og to drenge, hvoraf den ene er den afdødes tvillingebror, undslipper massakren ved at flygte ned i kælderen. Den ene pige, som er blevet bidt, skaffes hurtigt af vejen, da hun zombificeres, og resten af filmen skildrer de tiloversblevne tre personers kamp for overlevelse. Der bydes på godt med blod og lemlæstelse i de 50 intense minutter filmen varer, men som med al god filmkunst komplementeres blodighederne af gode karakter- og dialogscener, der i kombination med det vellykkede skuespil og den effektive klipning og kameraføring bevirker, at filmen formår at hæve sig over rendyrket Grand Guignol-splatter i modsætning til f.eks. tyske Andreas Schnass’ berygtede Violent Shit-trilogi, der, ligesom Opstandelsen, er amatørfilm skudt på video for et begrænset budget.
Man skal selvfølgelig passe på med at læse for meget ind i en film af denne type, for som Casper Haugegaard og fotograf Michael Panduro selv antyder på kommentarsporet, så er det bare en zombiefilm uden de helt store dikkedarer. Ikke desto mindre så indbyder Opstandelsen alligevel til mere end blot kigning med hjernen slået fra, for som med en god Edgar Allan Poe-historie fornemmer man nogle dybere lag under den blodige fernis. Jeg kunne i hvert fald ikke lade være med at se filmen som en slags metafor for en religiøs familie, der splittes ad eller måske rettere ”ædes” op indefra af en dybtliggende dysfunktionalitet og en række indestængte aggressioner, der er opstået som et resultat af moderens, lader det til, benhårde håndtering af sine børn i kølvandet på mandens død. Set i dette perspektiv er det værd at bemærke, at ordet ”opstandelse” kan betyde både en opståen fra de døde, som jo er det, der sker med zombierne, men også en ”situation præget af uro eller kaos” (ordbogen.com). I denne mening er ordet beslægtet med ordet ”opstand”, som jo betyder ”oprør”, hvilket er ret interessant, for er det ikke netop at betragte som et oprør mod familiens matriark, når datteren, der i starten af filmen fremstilles som om hun er totalt underlagt moderens vilje, til sidst slår dennes kranium ind med en stor forhammer – vel at mærke uden, at hun er zombie? Og er opstandelsen af de døde og den efterfølgende massakre på familien i kirken måske i virkeligheden, som en lille cadeau til Lucio Fulcis City of the Living Dead (1980) iværksat af den skumle præst i et forsøg på at straffe familien, fordi den i visse henseender har vendt Gud ryggen?
Selvfølgelig har Casper Haugegaard ikke haft til hensigt at lave et religionskritisk familiedrama, men blot en god, gedigen zombiefilm som nævnt ovenfor. Om formålet har været det ene eller det andet er dog i og for sig også ligegyldigt, for som med al kunst af en vis kvalitet antager også en film sit eget liv, når den forlader skaberens skød og overføres til og modtages af seeren, der i kraft af sin status som selvstændigt individ fortolker værket på sin egen måde og derfor ikke nødvendigvis ser det (eller netop ser mere end det), som instruktøren har haft til hensigt at vise. Hvorom alting er, så er det i min verden kendetegnet for en god film, at den giver anledning, og ikke mindst lyst til, at investere lidt tankevirksomhed i sig, hvilket netop er tilfældet med Opstandelsen.
Skal jeg dryppe lidt malurt i bægeret, så er filmen ikke 100 procent effektiv som horrorfilm, eller sagt på en anden måde, så er den ikke forfærdelig uhyggelig. For mig at se, virker det som om, at man har forsøgt at omgærde jagten på vores tre hovedpersoner i kælderen under kirken (som er MEGET stor!) med en atmosfære af klaustrofobisk frygt og uhygge, men desværre synes jeg ikke, at det fungerer helt efter hensigten, hvilket måske har noget at gøre med, at næsten alle jagtsekvenserne er filmet med et håndholdt kamera, der ryster så meget, at det kammer en anelse over og bliver lidt småirriterende af og til. Zombie-makeuppen og de blodige effekter er måske heller ikke altid lige overbevisende, og filmen forfalder derudover også til næsten samtlige genreklichéer, jeg kan komme i tanke om, f.eks. karakteren, der ofrer sig selv og råber til de andre, at de skal skynde sig at flygte, karakteren, der er ved næsten at have krybet igennem en smal åbning, for så, i sidste øjeblik, at blive bidt i foden osv., men man skal også passe på med at komme med for meget smålig kritik af en film af denne type, for det er en amatørfilm, om end en meget begavet en af slagsen, og der er på ingen måde tale om graverende fejltrin, der skæmmer filmen som helhed.
Opstandelsen er således, i bund og grund, en fremragende lille film fra hånden af en meget lovende, ung instruktør, som jeg glæder mig til at se og høre mere til. Skuespillet, specielt af Mads Althoff (i rollen som Peter, den levende tvillingebror) og Jonas Bjørn Andersen (i rollen som Johannes), er meget overbevisende og helt klart en af filmens store forcer, og jeg håber også, at vi kommer til at se mere til dem i fremtiden. Det er mig en glæde at kunne give Opstandelsen min varmeste anbefaling, og jeg håber, du vil tage lige så godt i mod den som jeg.
Billedkvalitet:
Da Opstandelsen er skudt på video, er billedkvaliteten selvsagt ikke prangende, men det bør på ingen måde afholde nogen fra at investere både tid og penge i filmen. Stærkest står de langsomme sekvenser, der nyder et skarpt, om end lidt uldent, billede. Farvepaletten, der leder tankerne hen på von Triers Riget (1994), er holdt i brungule toner og klæder filmen ret godt.
Ekstramateriale:
Ekstramaterialet til Opstandelsen er omfangsrigt og med til at gøre udgivelsen til en rigtig solid investering. Man får et fint kommentarspor med instruktør Casper Haugegaard og fotograf Michael Panduro, bag kameraet-dokumentar og -slideshow, fire musikvideoer instrueret af hhv. Casper Haugegaard og Michael Panduro (hvoraf de bedste, Michael Panduros video til Cephalic Carnages ”Ohrwurm” (aner man i seppuku-scenen lidt inspiration fra Jörg Buttgereits Nekromantik (1987)?) og CrackMordaZ’ ”I Shall Return” af Casper Haugegaard, er fuldstændig kompromisløse i deres udførsel og gør sit yderste for at forarge på herlig sorthumoristisk vis), samt en trailer og teaser til filmen. Alt dette flankeres af Another World Entertainments sædvanlige trailershow, der i denne omgang, forståeligt nok, er dedikeret til selskabets andre zombie-udgivelser.
Det mest interessante indslag i ekstramaterialet er imidlertid kortfilmen Kældermenneske (2008), der er instrueret, klippet og fotograferet af Casper Haugegarrd og skrevet af Peter Althoff, som også spiller hovedrollen. Peter Althoff er Mads Althoffs tvillingebror og spiller da også rollen som denne, altså den afdøde bror Simon, i Opstandelsen. I Kældermenneske har han dog hele filmen for sig selv, og han gør det fremragende! Ligesom med Mads håber jeg også, at vi kommer til at se mere til Peter i fremtiden.
Kort fortalt omhandler Kældermenneske to unge fyre, der er på vej til en af deres fælles venners bryllup. Undervejs kommer de voldsomt op at skændes, blandt andet fordi ham, der kører bilen farer vild, hvorfor de bliver nødt til at køre tilbage. Hjemme eskalerer skænderiet, og det hele ender med, at Peters karakter slår vennen ihjel. Resten af filmen skildrer Peters hyr med at skaffe liget af vejen og hans psykiske kvaler i forbindelse hermed. Det er en rigtig vellykket og ret deprimerende kortfilm, der er fuldt på højde med Opstandelsen, og som igen bekræfter, at Casper Haugegaard er et særdeles lovende instruktørtalent, ligesom den også beviser, at navnet Althoff er værd at holde øje med.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.
