Der var masser af glitter og klassisk humor indpakket i en meget showpræget intro ved Akademiets 81. Uddeling af den gyldne Oscar-statuette. Det australske hug, Hugh Jackman, som i år var betroet værtsrollen er ikke ligefrem nogen stand-up-komiker, og derfor havde han klogeligt valgt at satse på en mere sprudlende og udadvendt performance med sang og dans som indgangsvinkel til de i alt 24 uddelinger som aftenen bød på (25, hvis man tæller Jean Hersholt-prisen med som i går gik til Jerry Lewis). Dog kom Jackman ikke udenom en klædelig selvironisk distance, ved at proklamere at værtsrollen netop var tilfaldet ham som ”straf” for at have medvirket i filmen Australia. Han sang sig, akkompagneret af Anne Hathaway, gennem en række omtaler af de nominerede film og det var måske nærmere måden det hele var linket sammen end brudstykkerne hver for sig, som man imponeredes af.
Egentlig var det nu ikke meget man gennem aftenen så til Jackman, eller som sådan mærkede at han faktisk var 2009-udgavens ansigt udadtil. Et musical-indslag med numre fra Top Hat, Singin’ In The Rain, Chicago, Grease m.fl. sammen med selveste Beyoncé, var dog en dejlig adspredelse. Men tid på scenen til Jackman, var der generelt ikke meget af, i et show som virkede mere stramt og tidsberegnet end tidligere års løssluppethed. Flere af de såkaldte blocks bankede helt op til 4 kategorier af på ingen tid, og det virkede sikkert befriende for mange at det gik noget mere snapt med de mindre priser. Men overraskende at tilrettelæggelsen sådan underminerer vigtige filmiske virkemidler som design, lyd og klipning. Omvendt var der så tilsvarende nyskabelse i de tunge kategorier. Når der skulle præmieres skuespillere, så havde hver nomineret en personlig ”bodyguard” som kom med anerkendende gloser om såvel rollen som selve ansigtet bagved. En flot gestus, men også en tidsrøver. Det kan dog sagtens ende med at blive en vinkel vi ser årene fremover.
Salen bugnede som sædvanligt af presentere og celebre gæster. Matthew Broderick, Tilda Swinton, Daniel Craig, Goldie Hawn, Ben Kingsley, Diane Lane, Jack Black, Jennifer Aniston, Queen Latifah, Steve Martin og mange mange flere klædte den feststemte sal som tilmed sad i noget der kunne minde om en halvcirkel frem for den velkendte cinematiske firkant. Mange af de helt tunge drenge og piger skulle siden på scenen og annoncere nominerede kolleger. Anthony Hopkins, Michael Douglas og Robert De Niro havde fundet vej til de bonede gulve. Det havde også en sær fyr med solbriller og skæg, som smurte en tyk parodi på sofistikerede cinematografer. Herren var naturligvis Ben Stiller in disguise.
Mellem de mange uddelinger kørte en række featurettes omkring årets største genremæssige oplevelser. I den animerede kategori var der små bidder med Madagascar, Star Wars: The Clone Wars, Space Chimps, Horton og Støvfolket og den (i Danmark kommende) Despero, ja naturligvis foruden de tre topkandidater Bolt, Kung Fu Panda og Wall*E. Der var også masser af kyssescener fra Revolutionary Road, Twilight, Syv Liv, The Other Boleyn Girl, High School Musical 3, Mamma Mia!, Forgetting Sarah Marshall og Sex & The City. Smæk for skillingen fik vi i actionsekvenser fra bl.a. Quantum Of Solace, Hancock, Operation Valkyrie, Rambo, Mumien 3, Death Race, Indiana Jones 4, Speed Racer, The Incredible Hulk og Death Race. Underholdningsmæssigt var der dog mest at hente i Pineapple Express-parodien med James Franco og Seth Rogen der pretendede at have anskaffet sig alle de film som ikke fik nogen Oscar-nominering. Her var dårlige indslag med hæsligheder som blandt andet Adam Sandler i Zohan og Mike Myers i The Love Guru (som i øvrigt i år høstede den triste ære at få tildelt The Golden Raspberries aka The Razzies for årets værste møg). Og så var der også lige en festlig gestus til Robert Downey Jr., om hvem Cuba Gooding, Jr. var bange for var ved at overtage de sortes marked på filmsiden. Gooding sjoflede med at Downey nok snart kastede sig over en remake af Shaft!
Men midt i alt det sjove er der også en tid til at mindes alle dem som vi har sagt farvel til i det forgangne år. In Memoriam fulgte en lang stribe klip med helte og heltinder som ikke længere er iblandt os. Hvem mindes ikke Stan Winston, 4 gange Oscar-vinder, og effektartist ud over det sædvanlige? Han har arbejdet på så velkendte film som Edward Saksehånd, En Vampyrs Bekendelser, Aliens, Pearl Harbor, Batman Begins, Jurassic Park, Big Fish, Iron Man og som det sidste den kommende Terminator:Salvation. Farvel også til Charlton Heston, som de fleste vel nok bedst husker i Oscarvinderen Ben Hur eller som Moses i De Ti Bud. Eller måske endda som offer for plageånden Michael Moore i Bowling For Columbine. Roy Scheiders hjerte er også indstillet. Vi husker ham primært for den klassiske replik: We Gonna Need A Bigger Boat i hans hovedrolle i Spielbergs Dødens Gab / Jaws. Men alle helikopter-fanatikere har nok heller ikke glemt Blue Thunder som et af Scheiders karriere-højdepunkter. Pat Hingle døde for snart 2 måneder siden. Har man en forkærlighed for Batman i Burton og Schumacher-form, så var Hingle i alle 4 film at finde i rollen som politichefen James Gordon. Isaac Hayes, rapper og stemmelægger til bl.a. kokken Chef i South Park er også gået tabt, sammen med forfatter til Jurassic Park, Afsløring og Congo, nemlig Michael Crichton. Funny Guy Bernie Mac fra Oceans 11, Transformers og Bad Santa blev kun 50 år, og farvel var det også til superskurken Ricardo Montalban og folk som Paul Scofield og James Whitmore. Det hele rundede af med lidt længere sekvenser med Anthony Minghella, instruktør på Den Engelske Patient, The Talented Mr. Ripley, Tilbage Til Cold Mountain m.fl og producer på sidste års Oscar-vinder Michael Clayton og dette års The Reader. Det samme var Sydney Pollack som desuden instruerede Tootsie, Mit Afrika, The Firm og Tolken. Han spillede desuden en række roller bl.a. i Eyes Wide Shut sammen med Cruise og Kidman, fornavnene kender I. Størst opmærksomhed tilfaldt Paul Newman, Old Blue Eyes, som har været her der og alle vegne i en lang årrække inden kræften fik fat i ham. Butch Cassidy og The Sundance Kid, The Color Of Money, Nobody’s Fool, Road To Perdition, Det Store Spring, Skrappe Luke, Kat På Et Varmt Bliktag, The Hustler og mange, mange flere af tidens store film, nåede denne begavelse at berige os med.
Men så var der jo også lige nogle priser som skulle uddeles. Slumdog Millionaire, Danny Boyles indiske drama, stjal så at sige al opmærksomhed og ryddede bordet i så godt som alle dens nominerede kategorier, herunder bedste film, bedste instruktør og bedste overførte manuskript. Den gav også baghjul i musik-kategorierne, bedste lydmix og cinematografi. Den højt profilerede Benjamin Buttons Forunderlige Liv, blev så tilsvarende en slags modstykke. Med 13 nomineringer måtte den således nøjes med en statuette i kategorierne for visuelle effekter, makeup og art direction. Selv ikke i skuespilskategorierne hvor Benjamin Button var at finde uden konkurrence fra Slumdog Millionarie var der succes. Det blev nemlig Sean Penn som kunne hyldes som bedste mandlige hovedrolle for sit portræt af den homoseksuelle politiker Harvey Milk. Bedste kvindelige birolle faldt heller ikke til Benjamin Button via Taraji P. Henson, men til den iltre Penelope Cruz for sin uligevægtige Maria Elena i Woody Allens Vicky Cristina Barcelona. Men nu var det jo så heller ikke kun Benjamin Button som hang i bremsen. Film som Doubt og Frost/Nixon høstede ikke en eneste statuette selv om der var en del nomineringer på samvittigheden. Heller ikke Changeling, Frozen River, The Wrestler, Wanted eller Iron Man kunne tjene til dagen og vejen selvom der var mere end et forsøg. Bedste kvindelige hovedrolle gik til Kate Winslet for filmen The Reader. Winslet afslørede i sin takketale at selve talen var indstuderet siden hendes 8. leveår, hvor et spejl og en shampooflaske udgjorde Oscar-scenariet. Størst bifald i skuespil-kategorierne fik dog afdøde Heath Ledger der posthumt og forventet fik fingre i bedste mandlige birolle for sit psykotiske portræt af skurken Jokeren i The Dark Knight. Ledgers familie modtog på Heath’ vegne den fornemme pris, og vi var tæt på et vaskeægte Oscar-moment, da flere i salen havde en tåre i øjenkrogen. Lige efter bogen fik Wall*E prisen for bedste animerede film, og lige så overraskende høstede den japanske Departures en Oscar for bedste udenlandske film, hvor den tog fusen på favoritter som Waltz With Bashir og The Baader Meinhof Complex. En masse Sank Ju’er senere skortede det på memorable takketaler, for folk havde generelt mest travlt med at takke Akademiet og familie, end at tage kampen op med den tildelte taletid. Sean Penn kom dog lidt ud over flækkerne via sin henvendelse til samfundet om at rykke sig endnu mere i jagten på ens rettigheder for alle grupper, og også lige en hilsen til sin ”bror”, den genopstandne Mickey Rourke som er tilbage i folden. Det samme gjorde Justin Lance Black, som håbede på at hans historie om at blive taget ud af mormon-bevægelsen og kæmpe for en fremtid, kunne drage til inspiration til andre. Og nej, det blev ikke til dansk sejr ved Oscar-showet. Dorthe Høegs Grisen tabte til en film som naturligvis, for Gud ved hvilken gang, handler om nazi-tiden.
Men du læser disse linjer er der for længst taget hul på et nyt filmår med nye store oplevelser som blot venter på afsnit 82. af den mest berømte prisfest af dem alle… Så vel mødt på den røde løber om et år.
Tak til BioCity Århus for endnu et vellykket arrangement.
