Her til morgen fik jeg som det første en sms med teksten: Var der nogle danskere der vandt? I og med at der ikke var nogen dansk film nomineret, kunne man fristes til at svare nej prompte. Dog havde diverse medier som optakt til Oscar-showet haft travlt med at finde danskere med direkte indflydelse på de resterende film, så derfor blev der bl.a. stillet national fokus på Claes Bang, som spiller hovedrollen i det svenske bidrag The Square i kategorien for bedste udenlandske film. Søren Steen Jespersen er navnet på producer på Last Men In Aleppo (kategorien for bedste dokumentar) og han er præcis lige så dansk som det lyder. Mest oplagte kandidat var dog Dan Laustsen som har været fotograf på Guillermo Del Toros 13-dobbelte Oscar-nominerede The Shape Of Water. Det var da også Dan Laustsens navn som Sandra Bullock direkte læste op, da gennemgangen af nominerede lød i salen, men desværre ikke identisk på det navn som stod i Bullocks kuvert, da vinderen for bedste cinematografi skulle kåres. Sejren gik i stedet til Blade Runner 2049, som også opnåede en Oscar for bedste visuelle effekter. Der var heller ikke sejr til hverken Bang eller Jespersen, men i stedet det chilenske bidrag A Fantastic Woman og cykelfilmen Icarus som endte øverst på podiet. Dog vil jeg mene at det alligevel endte med dansk sejr. Mere om det senere…
Det var hele prisuddeling nummer 90 angående den lille gyldne statuette kaldet Oscar (på trods af i virkeligheden at hedde The Academy Award Of Merit). Atypisk startede festlighederne allerede klokken 2.00 dansk tid, hvilket er en halv time tidligere end normalt. Sidste års vært Jimmy Kimmel havde fået genvalg, og formåede atter i år at blande komik og alvor i et meget tight show på trods af jubilæet. Spas og fakta gik således hånd i hånd, hvor Kimmel på sin vis ikke undlod at joke med sidste års brøler med kuverten indeholdende navnet på bedste film. Han fik også spiddet gode gamle Christopher Plummer (nomineret for bedste mandlige birolle for All The Money In The World), da Kimmel påstod at åbningsjoken tilbage til det allerførste Oscar-show havde lydt noget i stil af: Og her sidder så Christopher Plummer – den yngste Oscar-nominerede nogensinde, hvilket umuliggøres af at Plummer altså ”blot” er 88 år gammel… Kimmel gjorde også op med den fortsatte ulige løn mellem mænd og kvinder i branchen, og konstaterede også at antallet af kvindelige filminstruktører i Hollywood blot ligger på en andel af 11 %. Han bakkede også op omkring bølgerne Time’s Up, Never Again og ikke mindst Me Too. Tilbage i den skøre afdeling meldte han at der ligefrem var en præmie til den person som formåede at holde den korteste takketale. Intet indre end en spritny jetski. I øvrigt påpegede han at der i år ikke ville være underlægningsmusik som signal til at afrunde talerne, men i stedet ville scenen blive bestormet af Get Out, som en slet skjult reference til filmen af samme navn.
I gang med prisuddelingen blev Sam Rockwell første vinder for Three Billboards Outside Ebbing, Missouri. Han nævnte i sin takketale sine mednominerede kolleger som en stor inspirationskilde, men fortalte også historien om hans filmpassionerede familie som en drivkraft. En dag som dreng var han blevet kaldt op til skoleinspektørens kontor, da meldingen var at der var alvorlig sygdom i familien. Faren kom og hentede lille Sam, og da knægten på vej ud fra skolen havde spurgt hvem der var blevet syg, så svarede faren blot at det var der ingen der var, men at han havde besluttet sig for at de skulle i biografen, og manglede en undskyldning for at tage Sam med. Dermed var første kandidat til jetski’en en realitet, men det lykkedes undervejs Phantom Threads Mark Bridges at overhale Rockwell og co., da denne skulle holde sin takketale for bedste kostumedesign. Hvad de færreste havde set, var vel sagtens at den altså var god nok. Man kunne vitterligt vinde en jetski, og derfor så man også selvsamme Bridges overskrævs på denne ved showets afslutning.
Traditionen tro var der også musikalske indslag undervejs i showet, da de fem sange fra kategorien for bedste sang fremføres live. Det gav blandt andet Mary J. Blige mulighed for at sætte en slags rekord ved at være den første performer som samtidig er nomineret som skuespiller. Blige sang Mighty River fra Mudbound, for hvilken hun således også spillede en birolle i. Det blev dog ikke hende der skulle hæve trofæet, men derimod sangen Remember Me fra Coco. Det blev i øvrigt til endnu en Oscar til den Mexico-baserede film, for ganske som ventet blev Coco også kåret som årets bedste animerede film. Nu vi er ved animation, så var der en ganske særlig basketballstjerne på scenen siden i form af Kobe Bryant, der modtog en Oscar for den lille fine 5 minutter lange/korte film Dear Basketball, som han selv har skrevet og produceret.
Der var også blevet plads til en række montager som i år fokuserede meget på den positive ånd. Ikke mindst ved at hylde alle dem som holder industrien i live – biografgængerne. Et sammenklip af legendariske og memorable scener og replikker fra filmhistorien var samlet i et herligt gensyn. Det sluttede imidlertid ikke her, for i en tilstødende biograf sad et helt almindeligt publikum og så en forpremiere på A Wrinkle In Time. Ind tropper Jimmy Kimmel sammen med folk som Gal Gadot, Margot Robbie, Guillermo Del Toro, Armie Hammer og selveste Luke Skywalker (Mark Hamill) og spontant hylder de intetanende folk. Med sig har de snacks og et par sandwichkanoner, som kan servicere det ellevilde publikum, som for en stund glemmer alt om film, men i stedet hujer, hviner, skriger og i den grad er starstruck. Ikke mindst da alle finder ud af at de er live igennem til Oscar-transmissionen og en fan endda får æren af at læse et cue-card op, så vi kan komme tilbage på sporet. En anden montage som blev taget vel imod var Akademiets hyldest til alle som har taget part i en krig og sat sig selv under nationens sikkerhed og ofret sig i en større sammenhæng. Denne montage bestod af flere velkendte filmtitler som eksempelvis Saving Private Ryan, Den Tynde Røde Linje, The Deer Hunter, Platoon, Hacksaw Ridge, Full Metal Jacket, The Hurt Locker og American Sniper. Vi får også en montage som sætter skred i den vigtige Time’s Up-debat. En række filmklip er samlet som tager fat i alt fra racediskimination, sexuel orientering og kønsroller. Et af de faste indslag i montageform er featuren In Memoriam, hvor vi mindes de afdøde i det forgangne år. Selveste Pearl Jams Eddie Vedder indtog scenen og sang et nummer fra salig Tom Petty (som selv medvirkede i spillefilm hist og her). Navne som Jonathan Demme, Roger Moore, Martin Landau, Sam Shepard, George A. Romero, Johann Johannson, John Heard, Harry Dean Stanton og John G. Avildsen var blandt de mest berømte. Endnu en gang en rørende gestus til alle de folk, som har bidraget til branchen og underholdt os i så mange timer.
Hvad så med de såkaldte Oscar-moments? Her hvor der opstår noget som man vil kunne huske showet for, og noget som har sin helt egen nerve og særpræg. Jo, det fik vi da lidt af, men slet ikke i det omfang man husker for år tilbage med armbøjninger (Jack Palance) og sædevandring (Roberto Benigni). Ingen tvivl om at Frances McDormand tog stikket i denne omgang. Hende vender vi tilbage til. Først var der legendariske James Ivory (89 år gammel) som langt om længe modtog en Oscar. Det skete i form af prisen for bedste adapterede manuskript. Han fik længere taletid end mange andre, hvilket virkede kalkuleret. En anden manuskriptvinder var debuterende Jordan Peele som hev sejren hjem med den originale Get Out, hvis genre er meget atypisk i Oscar-feltet. Peele proklamerede at Get Out havde haft en omtumlet levetid, for han nævnte at han nok havde skrevet handlingen om 20 gange, da han undervejs var sikker på at det bare ikke var godt nok og at ingen nok gad at se hans film. Nu stod han så med hele tre Oscarnomineringer, bl.a. bedste film. Derfor rettede han også en stor tak til alle som havde købt billet til filmen, og i særdeleshed dem som efter at have set filmen og bagefter havde bedt andre om at indløse billet. En rørt Guillermo Del Toro indtog scenen med en takketale som bedste instruktør, hvor han reciterede gode gamle James Cagney. En tilsvarende rørt Gary Oldman snuppede en statuette for sit portræt af Winston Churchill i Darkest Hour. En film som i øvrigt også vandt i kategorien for makeup og hårstyling. Oldman hyldede USA som helhed og sendte også en hilsen til sin aldrende mor, som sad hjemme i sin sofa og fulgte med. Sæt vand over, mor. Jeg kommer og jeg har Oscar med. Sådan lød Oldmans ord inden stemmen knækkede lettere over. Dog er der ingen tvivl om at det nok er føromtalte McDormands tale som står tilbage, når man med tiden mindes den 90. prisuddeling. Om hun vitterligt hyperventilerede eller spillede momenter af hendes karakter fra Three Billboards Outside Ebbing, Missouri skal jeg lade være usagt. Det var glæde, vanvid, alvor, satire i et kæmpe mashup, som afsluttedes med at McDormand bad alle kvinder i salen om at rejse sig samen med hende. En kæmpe visuel lussing til den mandsdominerede filmverden.
Hvem er det man spotter der? Jo, det var såmænd Faye Dunaway og Warren Beatty på vej med en konvolut indeholdende titlen på årets bedste film. Jimmy Kimmel fik nævnt at nu var man så tæt på afslutningen af showet, så nu kunne praktisk talt intet gå galt. Slet skjult ironi i forhold til sidste års begivenheder, men også chancen for at de to aldrende stjerner kunne ”få renset deres navn”. Alt gik godt denne gang. Spændingen handlede nu bare om hvilken film der kunne kalde sig årets bedste. Det blev The Shape Of Water og mexicanske Guillermo Del Toro kunne atter indtage scenen og se tilbage på 4 statuetter ud af de 13 nomineringer. Det blev nemlig også til sejre i kategorierne bedste soundtrack og bedste produktionsdesign. Den mexicanske fest var en realitet, for med Cocos to Oscars, så var totalen altså oppe på seks i alt. Med til historien skal det også lige nævnes at Del Toro lige kiggede efter en ekstra gang på talonen i kuverten, for at være HELT sikker på sejren, inden han kunne lade jublen bryde ud. Del Toro dedikerede prisen til ungdommen og deres mod. Nævnt blev også Steven Spielberg, som havde sagt til Del Toro at hvis han nu gik hen og vandt, så skulle han nyde det privilegie det er at blive indskrevet i historiebøgerne. Det lovede Del Toro!
Var der så slet ikke nogen tabere? Det kommer helt an på hvordan man definerer tabere. Var 4 Oscars ud af 13 i virkeligheden for lidt, og var de to Oscars til Three Billboards Outside Ebbing, Missouri (ud af 8 mulige) også for tyndt? Nej, sådan betragter jeg det ikke. Regulære tabere var nærmere film som Baby Driver, Mudbound, Lady Bird, The Post og Star Wars. Trods flere nomineringer gik de alle tomhændet hjem. Til gengæld var der langt mere fordeling i de tunge priser til et bredere felt af film end vanligt. Når der både var statutter til Get Out, Phantom Thread, Darkest Hour og Call Me By Your Name, så vidner det om at flere film i år blev tilgodeset. Det er jeg personligt meget glad for. Der er faktisk også et par andre personligheder, som slet ikke var nomineret her til aften, som jeg har lyst til at hylde. Det drejer sig om skuespillerne Michael Stuhlbarg og Caleb Landry Jones. De har begge det tilfælles at de spillede med i hele tre nominerede film. Stuhlbarg i The Shape Of Water, The Post og Call Me By Your Name, mens Caleb Landry Jones var at finde i Get Out, The Florida Project og Three Billboards Outside Ebbing, Missouri. Deres aktie i Hollywood er næppe faldet.
Inden jeg runder af, hvad var det så lige det var med den der danske sejr? Nej, det var ikke kun det faktum at Christopher Walken citerede H. C. Andersens Where Words Fail, Music Speaks. Det handler simpelthen om at hvis man kigger rulleteksterne efter på Dunkirk, så finder vi danske Peter Albrechtsens navn. Den dygtige lydtekniker fik til opgave at gengive lyden af en fiskekutter til Christopher Nolans film, og da Dunkirk snuppede en Oscar for både bedste lydredigering og lydmix (og faktisk også bedste klipning), så er der alligevel grund til at kippe lidt med Dannebrog.
Endnu en herlig prisuddeling er overstået, og man kan allerede begynde at glæde sig til hvad det næste års tid har at byde på. Bare giv den gas – Hollywood version 2.0.
