Overskrift konkurrence


Standard facebook Følg os på instagram

Seneste artikler
Japansk Verdensp...
Tyskefilmdage 7....
Franske Film Man...
Nye Italienske F...
Franske Film Man...

Se alle artikler
Overskrift konkurrence



Vi anbefaler
Boligbasen.dk
Ligo.dk - en ven af huset

Artikel

Oscar 2019

25. februar 2019 af Jesper Poulsen Skriv en kommentar

Oscar 2019 billede

Ingen vært, ingen statuette-storslugere og ingen skandaler. Oscar-show nummer 91 forløb usædvanlig fredeligt og fordrageligt...

Det var med stor spænding set frem til årets Oscar-uddeling, da man for første gang skulle afvikle showet uden en decideret vært. Ingen ”toastmaster” til at binde løjerne sammen og prikke lidt til de nominerede filmfolk og branchen i det hele taget. Hvordan skulle det ikke gå? Jo, det gik såmænd alt sammen. Ikke mindst fordi rockbandet Queen med Adam Lambert i front fik publikum i Dolby Theatre op af stolene med We Will Rock You og We Are The Champions. Og ja, sidstnævnte var jo præcis det som nattens begivenhed gik ud på, altså at finde ud af hvem der var det forgangne års film-champions i de 24 kategorier. Ofte er det gået sådan at en enkelt film har skilt sig ud og støvsuget statuetter på rad og række. Sådan blev det dog slet ikke denne gang, hvor gildet i stedet blev langt mere fair fordelt. Særligt fire film kunne gå fra showet med brede smil. Det vender vi tilbage til.

Allerførst kom et trekløver bestående af komiker-skuespillerne Maya Rudolph, Tina Fey og Amy Poehler ind på scenen og gjorde kraftigt opmærksom på at de altså ikke var værter, præcis som de også gjorde opmærksom på at der heller ikke ville være en populær-films-kategori og at det heller ikke ville komme på tale at nogen mexicansk mur ville få indflydelse på denne aften (med en slet skjult henvisning til den siddende præsident). Dog skulle aftenen få et mexicansk præg alligevel. Også dette vender vi tilbage til.

Første vinder denne aften blev Regina King for sin birolle-præstation i If Beale Street Could Talk. En tårevædet tale fulgte, hvor King beskrev den ære det havde været at give sig hen i James Baldwins fortælling skabt af Barry Jenkins. Så var ballet lige som skudt i gang, og i løbet af kort tid havde også flere af de mange-dobbelte nominerede film høstet deres første priser. Bedste makeup og styling gik ikke overraskende til Vice, hvor bl.a. en kuglerund Christian Bale var transformeret om til Dick Cheney. Såvel kostume som produktion gik til Black Panther, som siden også trak en Oscar i land for sit soundtrack. I alt 3 Oscars endte således i ”Wakanda”. Den mexicanske instruktør bag Roma, Alfonso Cuaron, måtte på scenen som modtager af cinematografi-prisen og henstillede til at han havde omdøbt det skilt, som Billy Wilder havde hængende med teksten What Would Lubitch Do. Hos Cuaron har det heddet What Would Chivo Lubezki Do?, så ingen tvivl om at dedikationen fra Cuaron gik til sit idol.

Cuaron havde nu ikke behøvet at sætte sig alt for godt til rette i sædet, for han måtte på scenen igen, da Roma siden vandt for bedste udenlandske film, hvor instruktøren denne gang hyldede det stærke felt af mednominerede, som blev understreget med ordene We Are All Part Of The Same Ocean. Endnu større blev det for Cuaron, da han for tredje gang måtte på scenen. Denne gang som modtager af prisen for bedste instruktør. Det blev mødt med et skævt smil og meldingen om at det altså ikke blev trivielt og kedeligt at betræde den fornemme scene. Dermed også 3 styks i alt til Roma. Ret hurtigt blandede føromtalte Queen sig indirekte også. Bohemian Rhapsody snuppede såvel lydmix som lydredigering lige i træk, og med blot en enkelt pris som mellemrum, så vendte holdet tilbage på scenen og kunne lade sig hylde som vinder i kategorien for klipning også. Tre priser indtil videre. Og nu vi er ved musikken, så skal vi jo ikke glemme at sangkategorien sædvanligvis bød på live performances fra kunstnerne bag. Således var bl.a. Jennifer Hudson og Bette Midler på scenen, inden Lady Gaga og Bradley Cooper også satte sig til klaveret og leverede en fin version af A Star Is Born-bidraget Shallow. Netop denne endte også med at vinde for bedste sang, hvilket fik Lady Gaga til at fælde mere end blot en enkelt tåre og siden nærmest hulkede sig gennem sin takketale.

I år var der desværre ikke nogen danske bidrag nomineret, da vores kandidat Den Skyldige måtte slippe grebet inden feltet nåede ned til fem film. Dermed blev Viggo Mortensen lynhurtigt 100% dansk, så vi havde en at heppe på. Green Book kom også til at spille en stor rolle, da først Mahershala Ali snuppede en Oscar for bedste mandlige birolle, mens der også var gevinst til Green Book i kategorien for bedste originale manuskript. Ali takkede først og fremmest Dr. Shirley (personen bag den rolle Ali spiller), ikke mindst for det liv han levede. Takken gik naturligt nok også til føromtalte Viggo og instruktør Peter Farrelly, ligesom Alis bedstemor blev tilskrevet en del af æren. ”Det var hende der opfordrede mig til at prøve igen og igen, hvis jeg ikke lykkedes og stod bag mig, når jeg forsøgte at jagte mine drømme”. Det overførte manuskripts pris blev vundet af – langt om længe – Spike Lee (for BlacKkKlansman), der fik en bamsekrammer af en begejstret Samuel L. Jackson. Spike Lee startede sin tale med at bede showets producenter om at droppe det klassiske underlægningsmusik, som tilføres hvis en tale bliver lang eller går i ring. Lee var fast og sikker i sit ordvalg, og kom med en politisk opsang, som gik lige i flæsket på den nuværende regering. ”Husk at til næste valg skal I stemme på kærlighed i stedet for på had”… Den udbasunering udløste stående ovationer.

Inden de allertungeste priser skulle uddeles var der også gevinst til First Man, der vandt for bedste visuelle effekter. Free Solo sejrede for bedste dokumentar. Animationsvinder blev Spiderman: Into The Spider-verse, mens Skin (dokumentar), Bao (animation) og Period. End Of Sentence (live action) strøg til tops i kortfilmskategorierne. Morsomme indslag blev det også til i form af et gensyn med Wayne og Garth fra Wayne’s World. Skønt at se Mike Myers og Dana Carvey hygge sig og sprede glæde. Et andet sjovt indslag kom fra Melissa McCarthy som entrerede scenen i en kjoledragt med kaninhånddukker. Ikke alt var dog det rene pjat, for det faste indslag In Memoriam er en rørende hyldest til det seneste års afdøde. Denne gang mindedes vi bl.a. Burt Reynolds, Margot Kidder, Milos Forman, Stan Lee, Nicolas Roeg, Bruno Ganz, Albert Finney og Bernardo Bertolucci.

Bohemian Rhapsody nåede op som aftenens Oscar-topscorer med 4 statuetter, da Rami Malek blev udråbt som modtager af årets mandlige hovedrolle. Malek takkede sin familie og kaldte dette for et ”monumental moment”. Han påskønnede også alle som havde taget en chance med ham som ikoniske Freddie Mercury og alle som havde været med til at skubbe ham i det rigtige retning. Det gik jo så vist meget godt, fik han fremstammet. Ikke mindst hyldede Malek også Brian May og Roger Taylor (de to tilbageværende medlemmer af bandet), og så altså Mercury selv. ”Freddie var immigrant og levede sit liv præcis som han ville”. Det fortalte Malek at han selv kunne genkende fra sit eget liv, da han selv er immigrant fra Egypten.

10 nomineringer havde The Favourite i bagagen, men først i showets sidste sjettedel lykkedes det at slette det kedelige 0 ud for antal priser. Olivia Colman lignede et stort spørgsmålstegn, da hendes navn blev læst op fra kuverten for årets bedste kvindelige hovedrolle. At stå på scenen kaldte hun ret så stressende, og det var da også tydeligt at hun bestemt ikke havde forberedt nogen takketale. Spontant fik hun kreeret hvad der måske er Oscar-historiens sjoveste takketale med alt fra ironi til pruttelyde. Hun var helt rundt på gulvet over det store øjeblik og faldt faktisk først lidt til ro, da hun fik øje på mednominerede Glenn Close i salen og fik fortalt hvor stor en fan af Close hun er, og at hun slet ikke ville have det til at ende sådan her. Umiddelbar og meget underholdende fik Colman rundet sin tale af.

”Love, tenderness and respect”. Dette var ordene fra de forskellige filmfolk bag årets vinder af bedste film, da beskrivelsen skulle gå på, hvordan man havde arbejdet med projektet. ”Like a dream come true” blev tilføjet, inden filmen blev dedikeret til den afdøde Star Wars-stjerne Carrie Fisher. Det blev nemlig Green Book som løb med sejren og dermed nåede op på tre Oscars i alt. Det er ikke tidligere sket i min levetid, at samtlige nominerede film blandt årets film rent faktisk stikker hjem med en Oscar-statuette. Sådan blev det så i år, og dermed har der været enighed om at feltet har været mere tæt end længe set. Det er vel kun Can You Ever Forgive Me? og Mary Poppins Vender Tilbage, som kan tillade sig at være lettere skuffede. Ellers må man kategorisere årets filmfest som værende alsidig og faktisk også lettere uforudsigelig. En klædelig omgang Hollywood-hyldest kan lukke og slukke for denne gang.

Samtlige vindere ved Oscar-uddeling nummer 91:

• ‘Bedste kvindelige birolle’: Regina King - ‘If Beale Street Could Talk’
• ‘Bedste fotografering’: ‘Roma’
• ‘Bedste kostume-design’: ‘Black Panther’
• ‘Bedste udenlandske film’: ‘Roma’
• Bedste dokumentar’: ‘Free Solo’
• ‘Bedste scenografi’: -'Black Panther’
• ‘Bedste lyd-redigering’: ‘Bohemian Rhapsody’
• ‘Bedste lyd-mix’: ‘Bohemian Rhapsody’
• ‘Bedste make-up og hårstyling’: ‘Vice’
• ‘Bedste redigering’: ‘Bohemian Rhapsody’
• ‘Bedste mandlige birolle’: ‘Mahershala Ali’ - ‘Green Book’
• ‘Bedste animerede film’: ‘Spider-Man: Into the Spider-Verse’
• ‘Bedste animerede kortfilm’: ‘Bao’
• ‘Bedste korte dokumentarfilm’: ‘Period. End Of Sentence’
• ‘Bedste visuelle effekter’: ‘First Man’
• ‘Bedste kortfilm’: ‘Skin’
• ‘Bedste originale manuskript’: ‘Green Book’
• ‘Bedste manuskript baseret på forlæg’: ‘BlacKkKlansman’
• ‘Bedste musik’: ‘Black Panther’
• ‘Bedste sang’: ‘Shallow’ - ‘A Star Is Born’
• 'Bedste mandlige skuespiller': 'Rami Malek' - 'Bohemian Rhapsody'
• 'Bedste kvindelige skuespiller': 'Olivia Coleman' - 'The Favourite'
• 'Bedste instruktør': 'Alfonso Cuaron' - 'Roma'
• 'Bedste film': 'Green Book'













banner
Overskrift Højre Block
ARCHITECTION
THE ROOM NEXT DOOR
Girl You Know It...
Venom: The Last ...
We Live in Time
THE SUBSTANCE
Alien: Romulus
Smile 2
THE APPRENTICE
The Exorcism (Bl...



KLOVN FOREVER tr...
Blade Runner 2: ...
"Fantastic Beast...
Avengers: Infini...
Rumkapslen fra "...
Suicide Squad ti...
Superfast: Nyt k...
Trailer: Mission...
Gina Rodriguez m...
Frozen 2 officie...