Overskrift konkurrence


Standard facebook Følg os på instagram

Seneste artikler
Japansk Verdensp...
Tyskefilmdage 7....
Franske Film Man...
Nye Italienske F...
Franske Film Man...

Se alle artikler
Overskrift konkurrence

The Crow
The Crow billede

Lidt Udover Det ...
Børnene Fra Sølv...


Vi anbefaler
Boligbasen.dk
Ligo.dk - en ven af huset

Artikel

Oscar 2021

26. april 2021 af Jesper Poulsen Skriv en kommentar

Oscar 2021 billede

Et ualmindeligt kedeligt show, hvor Corona-epidemien var den ultimative festbremse. Heldigvis vil vi på vores breddegrader huske uddelingen som en sand triumf!

Normalt er det en begivenhed, som er sat til afvikling den sidste søndag i februar. Grundet Corona har Oscar-uddelingen holdt flyttedag til sidste søndag i april, og set med danske briller, så var det en meget imødeset ombæring, ganske enkelt på baggrund af chancen for at lille Danmark kunne vende hjem med hele fire Oscars i bagagen. Størst opmærksomhed blev tildelt Thomas Vinterbergs ”Druk”, som op til dagen bare voksede i favoritværdighed, hvis man altså skulle tro på bookmakere og eksperter. Selvsamme folk pegede på, at der i år ikke ville være en Oscar-rydder, som potentielt kunne støvsuge alt, hvad den kom i nærheden af. Nærmere bestemt gik snakken på at priserne ville blive fordelt, så stort set ingen mange-nominerede film ville gå tomhændede hjem.

Showet havde holdt fysisk flyttedag, og derudover Corona-decimeret i sin form. Når det er sagt, så kan man ikke tillade sig at klage på nogen som helst måde. Alternativet ville jo have været en aflysning, og blot en skriftlig offentliggørelse af aftenens 23 vindere. Men hov, plejer der ikke at være 24 kategorier? Jo, men de hidtil kendte kategorier Sound Mixing og Sound Editing er nu slået sammen til blot at hedde Sound. 10 nomineringer til ”Mank”, celebre skuespillere som Anthony Hopkins og Glenn Close samt et får lavet af modellervoks, ja, det er blot nogle af ingredienserne forud for 2021-udgaven af The Oscars. Og hvad skete der så rent faktisk? Det kommer her.

Union Station i Los Angeles mindede mere om et forsamlingshus end noget andet. Heldigvis blev det i løbet af aftenen afsløret at Kodak Dolby Theatre vender tilbage næste år. Med Regina King i rollen som den indledningsvise tovholder, fik vi sat gang i prisuddelingen. Desværre en lidt tam affære, da rammerne virkede komplet stemningsforladt på trods af aftenens vigtighed. Ret hurtigt blev vi dog ført over i selve prisuddelingen, da selve værtens rolle var meget mere afdæmpet og retlinet end hvad værtsrollen tidligere har været.

Efterhånden som priserne fordelte sig, så blev en ting dog hurtigt klart. Takketalerne druknede i manglen på et større publikum og passende applaus. Dog fik Thomas Vinterberg salen til at lytte opmærksomt, da han på scenen i hovedtræk fik flettet følgende ind i sin sejrstale (for ja, det blev kort inde i aftenen dansk sejr til ”Druk” i kategorien for bedste internationale film): ”Det her har jeg aldrig turde drømme om, og så alligevel. Filmen handler jo om at miste kontrollen, ganske som jeg selv har oplevet i mit liv. En stor tak til min kone Helene. En stor tak til Mads Mikkelsen, som gav sit ypperste. En rørende gestus til Ida, og ”Druk” er et monument for dig”. En af aftenens bedre taler, fremført af Daniel Kaluuya, burde have fået stående bifald, men de sparsomme (men nødvendige) rammer kunne slet ikke leve op til dette. Det samme gjaldt for bedste instruktør-vinder Chloé Zhao, hvis fine tale heller ikke virkede særligt gennemtrængende. Indhold som våbenpolitik og Black Lives Matter burde være vigtige emner nok til at runge ud over hele salen. Sådan blev det som nævnt ikke.

Ej heller var der nogle opløftende pustepauser med komik, og da de Oscar-nominerede sange var forflyttet til optakten på den røde løber, så blev showet overordnet set en tam affære. Hvis man ser bort fra en lille musikquiz, hvor Glenn Close endte med at ruste bagdelen, så blev det aldrig en egentlig hyldest til filmbranchens fællesskab. Selve showet kommer til at blive husket for vinderne, og intet andet. Men lad os da så kigge på vinderne (listen ses nederst i artiklen): Det blev faktisk lidt af en blandet landhandel med fordelingen af priser. Efter 20 af de 23 priser var næsten alle film tilgodeset, og kun ”Mank”, ”Sound Of Metal”, ”Soul” og ”Ma Rainey’s Black Bottom” havde formået at hive dobbelt guld hjem. Det danske flag vejrede kort inde i showet, da favoritværdigheden hos ”Druk” blev forløst. Derefter blev endnu et dansk navn hevet op ad hatten, da Mikkel E. G. Nielsen blev præmieret for sin klipning af Sound Of Metal. En lettere fåmælt Nielsen var tydeligvis beæret af at være i så fint et selskab, som nok ikke blev mindre af, at legendariske Harrison Ford var manden, som kunne udråbe ham som vinder. Dermed var den danske høst fordoblet, og hermed manglede blot nogle af uddelingens største priser, og samtidig de priser, som nok ville kunne indikere en form for samlet vinder af aftenen.

Inden vi nåede dertil, var det tid til det klassiske indslag ”In Memoriam” med at hylde de filmfolk, som vi har mistet i det forgangne år. Den posthumt Oscar-nominerede Chadwick Boseman var blot én af de nævnte. Sean Connery, Ian Holm, Max von Sydow, Michael Apted, Christopher Plummer, Joel Schumacher, Wilford Brimley, Kelly Preston, Hal Holbrook, Ennio Morricone, Alan Parker, Brian Dennehy og Jerry Stiller nogle andre.

Og som noget ganske mystisk, så var der vendt op og ned på rækkefølgen af priserne. Altid, som i altid, har bedste film-kategorien været den tungeste og vigtigste, og dermed sidste pris på natten. Denne gang blev det minsandten til en placering før hovedrollerne. Her løb Nomadland med opmærksomheden, ganske som ventet, og med Chloé Zhaos instruktør-sejr, så var vejen banet for Frances McDormand som bedste kvindelige hovedrolle. Dermed kan man godt kalde Nomadland for aftenens samlede vinder. Hos mændene gik sejren til en vaskeægte legende i form af Anthony Hopkins, som sejrede med The Father.

Stor triumf for dansk film, og det er værd at tage med og huske natten for. En nat som bød på det kedeligste Oscar-show i mands minde – Corona skal holdes ansvarlig for dette.

Bedste originale manuskript: Promising Young Woman
Bedste overførte manuskript: The Father
Bedste internationale film: Druk
Bedste mandlige birolle: Daniel Kaluuya – Judas And The Black Messiah
Bedste makeup og hårstyling: Ma Rainey’s Black Bottom
Bedste kostumedesign: Ma Rainey’s Black Bottom
Bedste instruktør: Chloé Zhao – Nomadland
Bedste lyd: Sound Of Metal
Bedste kortfilm: Two Distant Strangers
Bedste animerede kortfilm: If Anything Happens I Love You
Bedste animationsfilm: Soul
Bedste korte dokumentarfilm: Colette
Bedste dokumentarfilm: My Octopus Teacher
Bedste visuelle effekter: Tenet
Bedste kvindelige birolle: Yuh-Jung Youn – Minari
Bedste scenograf: Mank
Bedste fotograf: Mank
Bedste klipning: Sound Of Metal
Bedste soundtrack: Soul
Bedste sang: Fight For You - Judas And The Black Messiah
Bedste film: Nomadland
Bedste kvindelige hovedrolle: Frances McDormand - Nomadland
Bedste mandlige hovedrolle: Anthony Hopkins – The Father













banner
Overskrift Højre Block
Strange Darling
Mufasa:Løvernes ...
Hellboy - The Cr...
Kraven the Hunter
Ringenes Herre: ...
Bambi: Livet i s...
A Different Man
Konklave
Juror #2 (Blockb...
Anora



KLOVN FOREVER tr...
Blade Runner 2: ...
"Fantastic Beast...
Avengers: Infini...
Rumkapslen fra "...
Suicide Squad ti...
Superfast: Nyt k...
Trailer: Mission...
Gina Rodriguez m...
Frozen 2 officie...