Så er Oscar-uddelingen anno 2020 overstået med et par store overraskelser undervejs. Om du valgte at springe over eller blive oppe hele natten for at se statuetterne blive overrakt, ændrer ikke på det faktum, at der er ved at opstå en tradition i de danske biografer. Alt fra de små lokale biografer til de store biografkæder er begyndt at afholde diverse Oscar-arrangementer, som bliver grebet an på forskellige måder. I år har Cinemaonline haft to journalister med til arrangementet i CinemaxX i København.
Inden arrangementet havde jeg forsøgt at kontakte kundeservice omkring parkeringsforholdene. CinemaxX sørger normalvis for 4 timers gratis parkering på Fisketorvet, så jeg ville forhøre mig, om de gav lidt ekstra nu når arrangementet endte tæt efter 7 timer. Hverken deres telefoniske kundeservice eller deres facebook-gruppe kunne dog besvare spørgsmålet, og ved ankomst kunne de ansatte i kiosken heller ikke. Vi endte med at betale selv, og den del skal med i beregningerne, hvis du planlægger et besøg med bil næste år. Billetten er nemlig hamrende billig, når man tager værdien i betragtning, men 120 kr. pr. bil oveni prisen er en lidt større uventet udgift end forventet. Billetten på 185 kr. inkluderer dog en spillefilm, hele Oscar-showet inkl. den røde løber, natmad og popcorn ad libitum. Derudover blev det vist i deres IMAX-sal i den højst mulige opløsning og dejligt behagelige sæder.
CinemaxX havde i forvejen lagt et program op på deres hjemmeside med lidt info om, hvordan natten ville forløbe. I beskrivelsen havde de gjort meget ud af, at beskrive det som en hyggelig nat hvor man kan medbringe tæppe og pude, og ellers så bare synke ned i sin stol natten igennem. Dette er stik modsat flere andre biografer, der opfordrer til jakkesæt og kjoler, som var man personligt med i Hollywood, og er man til de mere afslappede forhold, er dette det helt rigtige sted. Flere havde nemlig taget tæppe og pude med, og en del var endda taget i biografen uden ledsager for at mærke stemningen og dele oplevelsen med andre. Der blev da også klappet og buh’et lidt undervejs, men det var alligevel den afslappende atmosfære og rolige danske væremåde, der var dominerende til arrangementet.
Vi satte os ind i salen kl. 22:15, hvor det hele skulle starte. CinemaxX viser i øjeblikket et klip fra Christopher Nolans kommende film “Tenet” inden forestillingerne, og denne var godt i gang allerede lidt forud for tidsplanen. Øjeblikkeligt bagefter blev den nye DC-film “Birds of Prey” sat i gang, som du kan læse en anmeldelse af andetsteds på siden. Valget af “Birds of Prey” som forløber til Oscars forekom mig lidt spøjst på forhånd, da filmen nemlig ikke er nomineret til en eneste Oscar. Mange af de andre biografer har valgt en film som f.eks. den Oscar-nominerede “Little Women” inden showet, da den først har biografpremiere om en måned herhjemme. Alligevel havde “Birds of Prey” sin berettigelse. Husk på at det allerede er sent på aftenen, og en adrenalinpumpende actionfilm hvor lemmerne flyver til højre og venstre, er ganske svær at blive lullet i søvn til - især i IMAX-salen hvor lydniveauet er et hak højere end de andre.
Bagefter stod natmaden klar. Det var en positiv overraskelse, at den var klar før tid, for ifølge programmet ville det først blive serveret kl. 1:30. Den stod på både Chili Con Carne samt Chili Sin Carne til vegetarerne, og begge dele smagte fantastisk. Den var ikke stærk nok til at udfordre maven natten igennem, men alligevel med en tilpas mængde chili. CinemaxX havde bestilt maden udefra hos en samarbejdsvillig kok, der også stod for maden sidste år, og mon ikke han også klarer den til næste år? Det blev i øvrigt ikke nævnt, at der også var gratis kaffe og te til arrangementet, så det var en ret perfekt lille detalje, at have stående ved siden af natmaden som en ekstra lille dessert.
Personalet til arrangementet var utroligt imødekommende. Hver gang jeg havde et spørgsmål blev det besvaret høfligt og i godt humør, hvilket også bidrog til den gode stemning derinde. Desuden var det helt rart at kunne hoppe ind i deres kiosk igennem hele natten og forsyne sig uden den mindste kø.
Det var TV2’s transmission der blev brugt til at vise Oscars, og billedet stod knivskarpt hele vejen igennem med kun små udfald i lyden, som det plejer at være til live-arrangementer. Blandt højdepunkterne undervejs sad en ukendt sidemakker og tudbrølede under sangen til “Frost 2”, imens en anden snorkede højlydt til René Zelweggers 4-minutters lange og intetsigende takketale. Desuden kom aftenens største bifald i salen, da “Parasite” vandt for Bedste Film - så ved man, at man er i selskab med ligesindede filmnørder.
Overvejer du at støtte op om et lignenede arrangement til næste år, tilbyder CinemaxX nok det mest afslappede af dem alle med en fin stemning og en god værdi til billetprisen. Personligt kunne jeg godt have tænkt mig, at de havde afholdt en lille konkurrence, hvor man inden showet kan gætte på, hvem der vinder de forskellige priser med en lille præmie i form af fribilletter, bare for at holde det spændende hele vejen igennem. Andre biografer gør nemlig noget lignenede, og det er faktisk med til at holde folk vågne. Derudover var det superhyggeligt, og det er bestemt ikke umuligt, at valget falder på CinemaxX igen til næste år.