Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Dette er en fin lille film med emner som fx reinkarnation, kærlighed – den eneste ene, utroskab, sorg, glæde, oprør, frigørelse, der pakker det hele ind i en kærlighedshistorie mellem en yngre mand og ældre kvinde.
Har jeg ikke set dig før ???
Louise Harrington er en kvinde i slutningen af trediverne, uden børn og fraskilt. Hun har dog et rigtig godt job. Hun er ansat på prestigefyldte Columbia Universitys kunstlinje, hvor hun sidder i afdelingen for optagelse af nye studerende. Hun er intelligent, meget selvstændig og smuk, På nær en skilsmisse, har livet for vor Louise indtil nu for det meste været den dans på roser. Udover et job hun er glad for har hun nemlig stadig et rigtig godt forhold til sin eksmand Peter, og de to er på mange måder stadig hinandens bedste venner. Nu lyder det måske lidt for godt til at være sandt, for underoverfladen er det alligevel som om hendes tilværelse ikke helt lever op til de forventninger og drømme hun inderst inde går rundt og har. Hun er nemlig ikke helt tilfreds, men kan ikke rigtig sætte fingeren på hvad det er, og er måske slet ikke klar over det . . . endnu !
En dag modtager hun en tilsyneladende en ganske almindelig ansøgning fra en F. Scott Feinstadt om optagelse på Universitetet. Men der er noget, som hun ikke helt kan få til at passe. Hun indkalder derfor den unge maler til en samtale, og da F. Scott Feinstadt dukker op, får hun sig lidt af et chok. Han minder så meget om Louises store kærlighed, der døde i en bilulykke for 20 år siden, at det er uhyggeligt, men også ret spændende. Udover at han som ungdomskæresten også er maler, deler han navn med den afdøde. Så indenfor meget få timer af interviewet har Louise og F. Scott mødt hinanden, indleder de en hed affære - til trods for den noget store aldersforskel. Men så er det filmen, sammen med os seere begynder at stille spørgsmål: Hvordan minder F. Scott om Louises første og store tabte kærlighed, der døde ??? Prøver F. Scott ikke bare at udnytte situationen for at få foden indenfor på det prestigefyldte universitet ??? og lever en drengefantasi helt ud – den med at være sammen med en moden og ældre kvinde ???
Som om det ikke kunne blive værre
Men filmen vil meget mere end det. Tingene bliver mere og mere komplicerede, efterhånden som omgivelserne begynder at blande sig i Louises affære. Hendes bedste veninde Missy, der også kendte den døde ungdomskæreste, og som er gift med en rig mand i et ægteskab, der keder hende, dukker pludselig op i Louises liv for også at gøre krav på den unge F. Scotts følelser. Nemmere får Louise det heller ikke da Peter, en hyggelig aften afslører en dyb hemmelighed fra deres ægteskab, som Louise siden må bruge tid på at komme sig over, og samtidigt foreslår Peter, at hun og ham skal finde sammen igen. Som i virkeligheden kan ens forældre heller lade være med at blande sig. Hendes kyniske mor har også sin helt klare mening om tingene, ligesom hendes bror Sammy også kommer med rystende bekendelse nu, hvor han er kommet af et langvarigt narkotikamisbrug. Man kan vist roligt sige at Louises liv og situation pludselig ikke lige ikke er til at overskue, specielt også fordi hun ikke rigtig ved, hvem hun kan betro sig til og få opbakning hos, et par gode råd og ikke mindst låne en skulder at græde ud på.
Hvad gør en klog ?
Louise må altså finde ud af, hvad hun skal stille op med sit liv og sine omgivelser og ikke mindst den unge, smukke mand, der pludselig er dukket op i hendes liv, og som minder hende så meget om den gamle Scott.
Der er mange tråde der skal rettes ud og snøres igen på den rette måde inden vi skal forlade Louise, og hun kan komme videre med sit liv, og i betragtning af at filmen kun varer lidt over 90 minutter lykkedes det faktisk forbavsende godt, selvom visse af fraklippene burde have været blevet i filmen for at skabe en bedre balance mellem antallet af problemer, fornuft, løsning og spilletid.
Har vi ikke set historien før ?
Nogenlunde samtidig med at P.S kom ud i danske biografer i sommers, havde en anden film ved navn Birth, med Nicole Kidman også premiere, som har en grund historie, der på mange måder kan minde meget om denne. Men hvor P.S er et drama og uden mystiske/okkulte undertone og med en masse sidehistorier, er Birth en metafysisk thriller, som giver flere gode ublodige gys og bruger sin tid på at gys for i stedet at udforske voksne, rationelle menneskers reaktioner på det uforklarlige. Lidt poppet kan man sige at Birth er en thriller i stil med The Others, mens P.S er mere en Woddy Allen thriller, med masser af dialoger og dog uden hans knas tørre humor i beskrivelsen af konflikter og forholdet mellem mennesker.
Lille film med Store stjerner
I betragtning af, at der er tale om en såkaldt indie film, er det imponerende at se det flotte opbud af velspillende skuespillere, som er med i denne film.
Når man har med en så karakterdrevet historie er det vigtig med den helt rette sammen sætning af skuespillere. Til hovedrollen som Louise har man fornuftig valgt Laura Linney, som man kan mærke virkelig har arbejdet med denne rolle for hun spiller både intenst, følelsesladet og meget troværdigt uden at det på noget tidspunkt går hen og bliver teatralsk. Laura Linney har en særlig gennemsigtig kvalitet og en uhyggelig evne til at registrere den mindste følelsesmæssige flimren med sin mimik alene, hvilket gør hende perfekt til denne rolle.
Når man har en så stærk hovedperson er de øvrige personer også nødt til at gøre, det godt og derfor kan man godt forstå at de tog tid at besætte de andre roller.
Over for Linney har vi så Topher Grace, som virkelig skulle have en kemi der skulle matche hende. Figuren kræver nemlig, at han skal være i stand til at skabe tvivl om sine hensigter og sin oprigtighed, ikke blot over for Louise, men også overfor os som seere. Han har scener sammem med Linney, hvor kemien og hvor det virkelig slår gnister, men det holder desværre ikke hele vejen igennem, så det er godt at filmen har andre skuespillere, der kan trække den lidt i land når filmen af og til er ved at gå lidt i selvsving og næsten i stå.
For at skabe den helt rette stemning, kan man se, at instruktøren bevidst er gået efter skuespiller, der i forvejen enten havde spillet sammen før eller kendte hinanden privat. Marcia Gay Harden ses i rollen som Louises bedste veninde Missy, og her mærkes det tydeligt at Laura og Marcia udnytter deres venskab udenfor filmens. De gentager det fantastiske samspil som man har set i andre film, hvor de også spillet sammen som fx Mysic River. Marcia Gay Harden er igen en fremragende kontrast til Linney uden dog på noget tidspunkt at overskygge hende. De har mange gode dialoger og scener sammen, som får en til at vågne op igen, lige når filmen er ved at blive lidt for langtrukken.
Figuren Peter, kræver en skuespiller som på den ene side har sex-appeal og humoristisk sans, men på sammen tid også skal virke ubehagelig og frastødende da hans hemmelighed afsløres. Her har man valgt at bruge Gabriel Byrne, som efter min mening er et klogt valg, for han han en stærk udstråling uden, at der går for meget Hollywood i den. Desværre får han dog for lidt tid i filmen, så man ikke rigtig når at engagere sig i ham, hans problem og ikke mindst hans forhold Louise.
Som Louises kyniske mor ses Lois Smith og hendes bror Sammy ses Paul Rudd. Ikke at de ikke fortjener at blive omtalt, de spiller bare ikke ikke i samme klasse som de andre. Personligt tror jeg, at man bevidst har tonet deres figurer/problemer ned for at undgå, for mange problemstillinger at holde styr på for seeren.
Jeg har bevidst undgået at omtale andre film skuespillerne har medvirket i, for det kan nemt farve og skabe forkert billede af den enkelte person, og det skal man helst ikke på have på forhånd. Hvis du vil vide mere om dem kan du bl.a. på www.imdb.com eller mange andre filmsites læse mere om dem og de film og tv-serier, de har medvirket i.
Filmens stil og instruktion
Filmen er meget neutral i sine farver, og foregår her og nu. Dette stiller store krav til seerene, som ikke i smarte tilbageblik får personernes baggrund eller en fortællerstemme der hjælper dem på vej, men de må, tvinges til danne deres mening om personerne hen ad vejen efterhånden, som historien udvikler sig for os. Her er ingen rigtige eller forkerte valg og det enkelte figurer kan man mærke virkelig er udfra skuespillernes egen fortolkning af rollen efter de har læst Helen Schulmans bog af samme navn. Dette gør også at filmen under tiden kan virke lige lovlig kedelig i forhold til andre film. Giv den til at sætte sig og husk at se de slettede og forlængede scener i ekstra materialet, der faktisk få flere ting til rigtig at falde på plads bagefter. Lyt også til hans kommentarspor sammen med filmens fotograf Joaquin Baca-Asay, der giver mange gode forklaringer på valg at miljøer, farver, skuespillere og kommer rigtig godt rundt i det at lave film, så der er ikke kun et kommentarspor, hvor de sidder og hele tiden roser hinanden, men et til tider faktisk ret interessant at lytte til.
Skrabet udgivelse
Helt i filmens stil, er dvd’en derfor også blottet for alt hvad, der normalt findes på udgivelser i dag med intetsigende interviews og anden salgs gas på dvd’en. Tak for det !
Lyd og Billede
Lyden er leveres enten i Dolby Digital 2.0, 5.1 eller sågar DTS, hvilket må siges er temmelig flot til en film, hvor der slet ikke er brug for den ekstra kvalitet DTS giver, men da lyden er flot og sprød er det da helt i orden de gør de alligevel.
Billedet er godt de fleste steder selvom, der ind imellem er en smule pixilering og står lidt uskarpt, så selvom der er brugt meget tid på billedsiden tror jeg ikke helt at det var hensigten i de scener.
Menuer, Tekster og Kapitler
Menuerne er kedelige, men ledsaget af musik fra filmen. Du kan vælge at få tekster på de skandinaviske sprog, hvis du skulle få en kunstudvekslingsstudent på besøg. Film er inddelt i 18 fornuftige kapitler, som gør det nemt at komme rundt til alle de vigtige scener, hvis der er et øjeblik/højdepunkt du vil genopleve.
Konklusion
Dette er en lille film, som har meget på hjertet og virkelig tør tage skridtet fuld ud og fortælle den på en næsten dogmeagtig måde, men rolige lange klip, naturlige farver og lyd at man næste bliver draget af den langsomme tempo, på samme måde som man faktisk også keder sig visse steder fordi man er vant til et højere tempo og mere sex og andre virkemidler.
Filmen har sin grundlæggende romantiske kærlighedshistorie, men præsentere os, som seere, for så mange andre problemstillinger og ting vi tvinges til at for holde os til at dette er en film, man kan diskutere ud fra og snakke om længe efter den er færdig.
Det er en overset film, som fortjener et gennemsyn selvom den næppe indskriver sig i filmhistorien, som hverken raffineret eller nytænkende, men fordi den forsøger at skabe sin helt egen fortælle måde og tempo i forhold til andre amerikanske film med store stjerner på rollelisten. Hatten af for det. Så er du til film som fx Before Sunrise/Sunset og andre snakkefilm i den stil, er helt sikkert noget for dig.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Sandrew Metronome.
