Havnbjerg Mølle på Als. Sjældent har der vel været flere besøgende end der er netop i dag. Pressefolk fra nyheds- og filmmedier er kommet langvejsfra, for det er ikke hvem som helst der har taget ophold omkring denne location, og selve møllen kommer da også til at danne en central kulisse for dagens begivenheder. Et massivt produktionshold er ankommet til det syddanske efter at have opholdt sig i Tjekkiet det meste af januar og senest i Tønder. For det meste vil der være et sted mellem 40 og 60 personer på settet, men enkelte af de i alt 20 alsiske optagedage, der er afsat, vil der være op til 100 mand, plus hvad der kan krybe og kravle af statister. Siden går turen også til Fyn og Nordtyskland for at få scener i kassen der. Scener som skal sættes sammen til den 42,5 mio. kr. dyre produktion af den allerførste danske film omhandlende Første Verdenskrig. Det i sig selv er stort. Titlen lyder I Krig Og Kærlighed, og filmens indhold er inspireret af Karsten Skovs roman Knacker. Romanen indeholder flere autentiske hændelser og dermed tyder det også på at selve filmen kommer til at indeholde elementer som har fundet sted. Uanset hvad, så er hensigten i hvert fald at skildre livet under krigen. Et liv væk fra sine kære og hvordan dette påvirker hver enkel. Fra producentens side – Ronnie Fridthjof - forlyder det da også at det er på tide at flere danskere får øjnene op for den historik, der ligger til grund for at landegrænsen mod syd ligger hvor den ligger, og at det altså ikke er for sjov, at Dronningen ved nytårstid sender sine hilsner til det danske folk i Tyskland. Det påpeges også at flere nationale historikere kalder Første Verdenskrig for ”den glemte krig” – set med danske øjne. Det agter Ronnie Fridthjof og instruktør Kasper Torsting at lave om på. De har selv forestået manuskriptet, og lægger ikke skjul på at ambitionsniveauet er højt. Planen er at filmen skal være klar til at få gallapremiere i Sønderborg på 100-årsdagen for afslutningen på Første Verdenskrig. Datoen er 11. november 2018.
Barsk skildring
I Krig Og Kærlighed handler om Esben (Sebastian Jessen – Mens Vi Lever, Smukke Mennesker, Borgen), som var en af de 30.000 sønderjyder der drog i krig under Første Verdenskrig. Mange af dem iklædt tysk uniform på trods af at hjertet bankede for Danmark. Flere end 6.000 sønderjyder mistede livet under rædslerne. For Esben bliver krigen da også for meget, og det lykkes ham at desertere ved at fingere sin egen død. Han længes efter at komme hjem til sin hustru Kirstine (Rosalinde Mynster – Badehotellet, En Kongelig Affære, To Verdener) og sin søn Karl, som han ikke har set i tre år. Da han når hjem er alt dog forandret. Esben er nødt til at søge skjul på sit eget loft, for rollen som manden i huset er så småt overtaget af den tyske officer Gerhard (Tom Wlaschiha – Game of Thrones, Mr. Turner, Crossing Lines). At være vidne til dette mareridt på så kort en distance, gør at Esben må overveje sine træk nøje, vel vidende at det kan ende med at koste ham livet. Der er ikke tale om en decideret krigsfilm, men en ultimativ og barsk kærlighedsfortælling med krigen som ramme. Mon ikke den kommer til at stikke i hjertet på de fleste? Det ligner det…
Stor, større, størst
Produktionen er Fridthjof Films største til dato. Efter at have stået bag titler som Alle For Én-filmene, Blå Mænd og Armadillo, er det nu tid til at kaste sig over det, der arbejdes på at gøre til en rigtig storfilm. Til det formål har man allieret sig med selveste Rick McCallum som executive producer. En mand som har været ombord på bl.a. flere af Star Wars-filmene og senest tv-serien Britannia har naturligvis en stor indsigt i hvordan man lige drejer og skruer på alle ventiler, således at alt ser mere virkeligt ud og opnår et større indtryk. Målet er i sidste ende at skabe så stor en film, så publikum helt glemmer tid og sted, og gennem filmens tematik bliver mindet om hvem vi er. Ombord på skuespilsholdet har man også castet dygtige og velkendte navne som Ulrich Thomsen, Thure Lindhardt og Natalie Madueño, som skal ledes af instruktør Kasper Torsting. Sidstnævnte har stået bag de insigtsfulde musikdokumentarfilm Rocket Brothers (Kashmir) og Solo (Jon Nørgaard fra Popstars) og krimi-serien Ø. Netop ankommet til settet får man de første fornemmelser af hvad denne film kan blive til. Man mærker en stor passion, dybt engagement og alt virker veltilrettelagt. Stemningen er afslappet og positiv. Man bliver mødt med en stor åbenhed og gæstfrihed, og dermed kan dagens pressemøde starte. Klokken er 11.00 en råkold mandag formiddag i den lille landsby Havnbjerg - stik sydøst for Nordborg:
Ombord på settet
Producer Ronnie Fridthjof byder velkommen og briefer kort om dagens seance. Pressefolk fra tv, radio og digitale medier er mødt talstærkt frem for at komme tættere på en af de dyreste danskproducerede film nogensinde. Vi bydes på kaffe og the (som er livsnødvendigt på denne bundfrosne dag) samt frugt, knas og chokolade. Herefter er det på med det varme overtøj og i rask march op mod kirken i Havnbjerg, for blot at svinge uden om med udsigt til den utroligt smukke mølle umiddelbart på bakkedraget ved siden af. Ronnie henstiller til at der rykkes frem mod monitorteltet i absolut tavshed, da stemmer, fodtrin og knitrende jakker i blæsten ryger direkte i mikrofonerne små 100 meter derfra. Her kan vi følge begge kameraer som indfanger den scene, som der arbejdes på i dag. En helt særlig scene lader instruktør Kasper Torsting siden at vide, da den er afgørende for filmens handlingsforløb i form af at være en flugtscene, som går galt. Det er her vi møder vores figurer for første gang. Tom Wlaschiha, som de fleste hurtigt genkender som Aryas læremester Jaqen H’ghar fra verdens største serieproduktion ved navn Game Of Thrones, toner frem i fuld uniform. Fast i blik og mimik underkuer han Rosalinde Mynsters Kirstine. Kort tid efter denne visning bliver tempoet sat i vejret og via en lille markvej når presseflokken helt op til møllen, hvor Tom og Rosalinde spottes sammen med Thure Lindhardt og blot 7-årige Aksel Homann, som via lokal casting har opnået rollen som Karl – sønnen som ikke længere kan huske Esben, og ikke længere har nogen relation til sin far. Den lille knægt fra Høruphav er den generte type i modsætning til de langt mere erfarne kræfter. Kulissen fra år 1917 er til at få øje på i form af en gammeldags tørresnor foruden de tyske officerers Buick-automobil. Tøj – eller laser – er tydeligvis også fra en svunden tid, når man altså lige får lov til at se det i fuld mundering, for det er bidende koldt og det tjekkiske filmhold er ikke sene til at dække skuespillerne til i tæpper og vinterjakker, når de ikke lige opholder sig i kameraets linse.
Pressen slippes løs…
Der dikteres spisepause og hele baduljen søger tilbage til Havnbjerg Kirkes sognehus, hvor der er oprettet sminkevogn, produktionskontor og et lille opholdsrum til afkobling for skuespillerne. Så er der sandwiches og kylling til såvel pressefolk som skuespillere, og mens der gnaskes løs forløber et pressemøde med det samlede panel bestående af Ronnie Fridthjof, Kasper Torsting, Sebastian Jessen, Rosalinde Mynster, Tom Wlaschiha, Thure Lindhardt, Natalie Madueño, Morten Brovn foruden Aksel Homann, som er vældig duperet af det massive fremmøde og ret hurtigt bliver rød i hovedet og forklarer at han slet ikke ved hvad han skal sige, da først det hungrende koppel slippes løs for spørgsmål. Ronnie Fridthjof forklarer at status er god og man følger tidsplanen helt efter planen. Vind og vejr har ikke drillet for alvor, så man er ikke sat tilbage på nogen områder. Kasper Torsting er særdeles glad og tilfreds, ja faktisk så meget at han fortæller at der reelt er en chance for at han bliver rørt under selve pressemødet. Der er ingen tvivl om at han er stolt og beæret af at stå i spidsen for så vigtig og stor en produktion som denne. Fuldt forståeligt, og man forstå også hans umiddelbare glæde, for han går til dagligt rundt med en masse visioner, idéer og viden, som han egentlig nok bare venter på at kunne dele med hele den danske befolkning. I dag er der så en reel chance for at samtale med en kyndig flok ud i filmverdenen, og Kaspers smil rækker næsten fra den ene bordende til den anden. Jeg rækker en pote i vejret og spørger Ronnie og Kasper om det egentlig føles som et pres at skulle stå bag den første danske spillefilm omhandlende Første Verdenskrig – eller om det i virkeligheden er en befrielse at der ikke findes andre nationale genrefilm at skulle være sammenlignelig med? Svaret jeg får fra Kasper er at det på sin vis giver et vist frirum, men at det samtidig ikke kan undgå at være et pres at stå med så stort et budget (som vist nok ender med at blive overskredet). Ronnie kalder filmen episk, for man jagter det storladne, som er kunsten at ramme publikum med. Det skal kunne mærkes hårdt – vi går efter en stærkest mulige fortælling, og går så lidt på kompromis med detaljer med accent m.m. Dog sættes der hårdt ind på at opnå så nøjagtigt et tidsbillede som muligt. Hvordan gik man klædt? Hvad spiste man? etc. De fortæller også at der i filmen tales cirka 60% dansk og 40% tysk. Turen går videre til Sebastian Jessen, som fortæller at han har forberedt sig til rollen ved at prøve at sætte sig ind i den urimelige situation der er at undvære sine elskede i så mange år, for blot at vende hjem til et skrækscenarie, hvor intet er som det plejer. Sebastian Jessen nævner at han er sikker på at hans rolle som far i privatlivet kan bruges som aktiv medspiller i forhold til at skildre Esbens situation. Thure Lindhardt nævner at det er et privilegie at beskæftige sig med disse periodedramaer. Han har for tiden ret så travlt. Dagtimerne går med at indspille I Krig Og Kærlighed, mens han om aftenen pendler til Nørrebro Teater for at medvirke stykket Revisoren. Rosalinde, Natalie og Morten kommer også med perspektiveringer i forhold til deres medvirken i filmen. Det internationale islæt på dagen får jeg på tomandshånd. Tom Wlaschiha giver pænt hånd og introducerer sig høfligt, og så tager vi pænt plads i de ydmyge lokaler i sognehuset. Jeg spørger Tom til hans rolle, som vi udefra nok vil se på som skurken, underforstået den tyske officer som ”stjæler” Esbens kone og liv. Tom nævner dog at han aldrig ser sine roller som skurkagtige. Gerhard, som han spiller, er jo også ramt af omstændighederne. For ham er krigen jo heller ikke nogen lykkelig ting, og han er dermed også nødt til at følge tingenes gang. Tom lader det dog vide, at han godt er klar over at han udefra nok ikke opnår den store hyldest, men understreger at han altid sørger for at prøve at give noget menneskelighed til sine karakterer. Han glæder sig over at være på settet, da det, i forhold til eksempelvis Game Of Thrones, er mere nærværende og venskabeligt. Han nyder den intimitet der er på et mindre sæt, og understreger at det jo aldrig er en film/series økonomi, der er afgørende for om succes’en er hjemme, men vedkender at det er en stor produktion han er en del af nu, hvilket det også ville være for tyske forhold. Han fortæller også at han kunne lide manuskriptet lige med det samme, og blev meget glad, da Kasper Torsting i sin tid tog kontakt til ham. Vi snakker lidt frem og tilbage, og Tom afslører at han da måtte kigge lidt på wikipedia for at finde den danske vinkel på Første Verdenskrig. Jeg spørger til hvordan han oplever at skulle spille en part i en film, som er så vigtig for den danske historie. Tom svarer at det jo ikke kun er for dansk historie, men så sandelig også for tysk historie, men kalder det hele for en interessant præmis. I mellemtiden er Aksel Homann blevet afklimatiseret og er pludselig langt mere snakkesaglig. Dog har den unge fyr et hårdt program, for ikke alene skal han adlyde ordrene på optagelserne, men naturligvis også passe sin skole. Så mens pressehorden vender tilbage til den vindblæste mølle, giver Aksel sig i kast med dansklektier i form af Den Første Læsnings arbejdsbog.
Dramatisk teater
Vi er tilbage ved møllen, hvor vi får et stort indblik i det tjekkiske filmholds professionalisme. Der bliver ledt og dirigeret til den store guldmedalje, mens der øves vinkler, replikker og drama på den lille forhøjning mellem møllen og det tilhørende hus. Her bliver skruet op for voldsomme handlinger, hvilket før Thure Lindhardt figur til at trække sin pistol. Morten Brovns rolle som Jes ligger indsmurt i mudder med pistolmundingen pegende på sig, inden han får fingre i våbnet og skriger til Esben at han bør flygte. Vi får lov til at komme helt tæt på aktører og de dramatiske begivenheder. Der bliver debatteret frit for at opnå og tilpasset til det mest vedkommende resultat. Kameraerne er slukkede, så det er udelukkende nogle optimerende træningssekvenser vi bliver vidne til. Som afslutning på pressens besøg får vi lige en posering fra hele crew og cast at gå hjem på. Kulden bider rigtig fra sig, og en veltilfreds Ronnie Fridthjof følger med pressen mod sognehuset for at runde besøg af. Tre dejlige og velkoordinerede timer til ære for os er ovre. Man tager fra Als med iskolde hænder, men med et varmt hjerte og store forhåbninger om at dette herlige team får kreeret en spændende, vedkommende og skelsættende film til hele den danske befolkning. Forventningen er til at få øje på efter dagens indsigtsfulde besøg ved en mølle langt ude på bøhlandet…
