Jonas Elmer færdiggjorde sin statslige filmuddannelse i 1995 og har siden været vidt omkring i dansk film. Spillefilmsdebuten står tilbage som en af de mest opsigtvækkende debutarbejder lige inden Dogmebølgen for alvor tog til. Det blev til stor hæder og fremragende omtale for den fine lille perle af en ”neo-nybølge” med titlen Let’s get Lost, hvor vi for første gang opdagede skuespillere som bl.a. Sidse Babett Knudsen, Troels Lyby, Bjarne Henriksen og Nikolaj Kopernikus. Det blev til en Bodil og Robert foran store navne som Malmros og Trier – og det er i sig selv noget af en bedrift. Siden har Elmer instrueret utallige afsnit af Langt fra Las Vegas, og har dermed medvirket til TV2-Zulu store succes. I 2001 fik han også signeret Monas verden igen med en oplagt Sidse Babett Knudsen, som i mellemtiden var blevet folkeeje pga. Den eneste ene. Det var for hård en nød at knække, at skulle genbruge og genopfinde Knudsen i endnu en rolle som neurotisk kvinde i storbyen med alverdens problemer. 100.000 danskere så filmen og den fik en lunken modtagelse af pressen. Dog holder det ikke Jonas Elmer fra de neurotisk kvinder i storbyen og nu har han taget en meget meget stor udfordring op ved at billedeliggøre den Nynne, som hundredetusinder af danske kvinder (og mænd) har et mentalt billede af. At der udtryksmæssigt er syvmileskridt mellem debuten og Nynne, er ikke noget som Elmer ser som et kunstnerisk paradoks: ”Jeg føler mig enormt privilegeret, og det der trak i dette projekt (Nynne) var Nynnes karakter. Det var en karakter jeg på en masse områder kunne identificerer mig med”. Der i ligger måske svaret på Elmers filmiske filosofi. Det handler om karakteren og dennes historie, mere end det handler om formsproget. Det er da også med en vis bæven, at han har taget filmen i hånden og overhovedet gået i gang med den. ”Der er ingen tvivl om, at der ligger et vis pres for producenternes side, og jeg ville da elske hvis Nynne blev en blockbuster. Der har jeg aldrig prøvet før med nogen af mine film”, siger en meget ydmyg Jonas Elmer med et smil, der alligevel afslører, at han sidder med det længste strå.
Det er vist ingen hemmelighed at Nynne er en komedie af den romantiske slags. Det er jo en tussegammel genre fra Hollywood storhedstid, men Elmer ser mere på den engelske humor, frem for den amerikanske og den danske for den sags skyld: ”Som grundregel er der lidt mere substans i de engelske komedier”, mener Elmer, og tilføjer at han godt kan lide den dynamik, det skaber at røre bunden en gang imellem for at få noget menneskelighed ind i det.
Nynne er jo ikke kun Jonas Elmers værk. Filmen bliver jo båret oppe af den debuterende Mille Dinesen, som Jonas Elmer bevidst har valgt til rollen. Der er jo et væld af potentielle Nynner i kassen af danske skuespillerinder. Men Jonas Elmer har ikke engang overvejet andre end Mille Dinesen, som han har arbejdet sammen med i sin lille teatertrup, hvis formål er intet mål at have. Efterfølgende er han glad for valget, fordi Nynne er så massivt et brand, som det er. Her er fordelene i at tage den ukendte og skabe Nynne udfra.
Mille Dinesen er naturligt nok ombejlet i det fynske denne formiddag i begyndelsen af oktober. Men pludselig sidder hun lidt åndsfraværende og spiser i al sin diskrete charme en sandwich. En babylonsk forvirring opstår i mit hoved og man skal virkelig tage sig gevaldigt sammen for at genkende Mille Dinesen og ikke den Nynne jeg umiddelbart forinden havde set kæmpe på lærredet. Det er naturligt at tænke om ikke Mille Dinesen har skudt sig selv i foden ved at spille Nynne. Risikoen ligger i, at hun fra nu vil være kendt som Nynne og ikke Mille. Kan det måske ødelægge en hel lovende karriere? Mille Dinesen svarer kvikt og uventet: ”Jeg var slet ikke klar over den hype, der var omkring Nynne, da jeg sagde ja til at spille hende”. Og det første kendskab til Nynne kom ved at læse manuskriptet. ”Så jeg havde ikke et billede af Nynne i hovedet i forvejen”, tilføjer en tydeligt tilfreds og stolt debutant. Alligevel er hun klar over risikoen ved at tage Nynne under kærlig behandling: ”Der vil da sikkert være rolle jeg ikke bliver spurgt om at spille, fordi jeg jo bare er Nynne. Man ser det tit med reklamefilm, hvor en skuespiller har en særlig rolle, der gør at man har svært ved at se ham som en militærmand i ørkenen”, siger Mille Dinesen drillende og skæver over på en filmplakat for Far til fire, hvor en bestemt dansk skuespiller troner med sit afkom. Omvendt bliver vi to kloge hjerner enige om, at det nok skal gå alligevel og talen falder helt naturligt på den modcastede Ole Lemmeke, der spolerer hele sit image, som den pæne mand i Nynne.
Mette Heenos manus til Nynne kræver en vis form for komisk færdighed, som Mille Dinesen også tænker lidt over inden hun svarer: ”Komisk timing er som musikalitet. Det er ikke noget man kan lære. Man har det og man kan finpudse det, men det kræver et talent at være sjov”. Men hun tilskriver også noget af dynamikken til hendes med- og modspillere som Mette Horn og Ole Lemmeke.
Nynne er som Brigdet Jones’ dagbog et eksempel på den selvironiske kvindekamp, der har udviklet sig de senere år. Måske ville de være på sin plads at spørge ”Nynne” og Nynne er en god afspejling af den virkelighed, vi alle pusler lidt sagesløse rundt i. ”Endelig var der nogen, der fik det sagt. Nobody’s fucking perfect, vi er sindssyge hele bundtet”, siger hun om den moderne thirtysomething kvinde, der i rigt mål er blevet et acceptabelt kvindebillede. ”Det er rart, at der er nogen, der tør tage lidt pis på hele i et selskab” – og det drejer Nynne sig også om.
Til sidst skal det tilføjes, at hverken Jonas Elmer eller Mille Dinesen turde tage et væddemål med undertegnede. Snakken kommer uundgåeligt til at gå på, om filmen kan slå Susanne Biers rekord for antal solgte billetter med Den eneste ene. Væddemålet begynder på fredag. Place your bets og nyd så i øvrigt filmen, der selvfølgelig skal konkurrere med Far til Fire om seerens gunst, selv om der er en verden og et par målgrupper til forskel.
