Skriv en kommentar
Lulu er en ganske almindelig pige, som går på gymnasiet og er træt af en dagligdag med krav til SRO og sine velmenende, men irriterende forældre. En aften får hun til en fest alt for meget at drikke, og må en tur på hospitalet i bevidstløs tilstand. Det bliver udover en promille på 3 yderligere en skræmmende oplevelse, da hun oplever, at hun hører en pige sige “hjælp mig” - vel at mærke en pige, som hun ikke rigtigt kan se, men nærmere befinder sig i en anden verden.
For at opklare, hvad pigen vil, kommer Lulu i kontakt med en ligesindet, nemlig fyren Mads, som også kan kommunikere med væsener fra åndeverdenen. Sammen forsøger de at finde svarene, som ligger langt fra SRO-problemformuleringer og tager dem på en voldsom tour de force. En omgang, som både giver et indblik i et stykke dyster danmarkshistorie og en krads samfundskritik.
Udgangspunktet er for så vidt ganske glimrende i Paranoia og de to hovedpersoner, spillet af Zoe Bryan Hertz og August Carter, yder også udmærkede præstationer. Gyser/thriller-genren er ikke kendetegnet ved, at der stilles krav til avanceret historiefortælling eller ønsker om, at seeren får sat gang i de allerdybeste, filosofiske tankegange. Vi får da også et par forventelige jumpscares og indikationer på, at vi har med overnaturlige kræfter at gøre, når Lulus kanariefugl pipper ekstra højt i buret og natlampen blinker. Genre-grebene er ikke voldsomt opfindsomme, men genkendeligheden er velkommen som et varsel på, hvad der kommer.
Filmens altoverskyggende udfordring er dog, at den ikke er specielt uhyggelig og mangler den sidste slat sammenhæng. Der er for meget tomgang, når vi flere gange skal høre stemmer sige “hjælp mig”, uden der sker noget videre. Lulu køber overraskende hurtigt uforbeholdent ind på Mads’ replik “jeg kan se de døde” og indimellem kan det være svært at gennemskue, hvad vores hovedpersoner egentlig har gang i. Det skyldes mest, at instruktøren gerne både vil lave suspense, men også ønsker at levere en bredside mod de mange psykiske udfordringer blandt nutidens unge og en fraværende psykiatri.
Eksempelvis kæmper Mads med at holde imaginære personer væk fra Lulu, mens han fægter med armene, men man finder aldrig helt ud af, hvilken indsigt og viden han har, som gør ham i stand til det - eller om det i virkeligheden blot er fraværet af hans medicin, der gør, at han hører stemmer og føler sig forfulgt. For så vidt er intentionen interessant, men budskabet drukner i forsøget på at sætte sig mellem to stole og giver et rodet udtryk.
Paranoia er som sagt et solidt bud på en dansk thriller/gyser. På plussiden er udover de gode hovedpersoner flere erfarne skuespillere (Jesper Lohmann, Solbjørg Højfeldt), en flot billedside og fin underholdningsværdi. Men der mangler lige det sidste, før Bornedal kan føle sig truet. Et mere tydeligt defineret budskab og en sidste opstramning, så kunne det have været rigtigt godt - men måske, og her gætter jeg såmænd bare, så kunne filmen være et udtryk for den manglende økonomiske opbakning, som dansk film i øjeblikket er ramt af og som betyder, at der er langt mellem de rigtige gode film og ikke giver den tid og omhyggelighed, som det kræves for at ramme plet.
