Skriv en kommentar
Velduftende film
Parfumen er en film, hvori dufte spiller en afgørende rolle. Den er baseret på en tysk roman fra 1985 af forfatteren Patrick Süskind, og netop fordi duftene er så centrale for fortællingen, er romanen længe blevet opfattet som umulig at filmatisere. Instruktøren Tom Tykwer er gået til projektet med krum hals og har løst problemet ved at skildre duftindtrykkene i farvemættede billeder. Om det er tusindvis af knaldrøde, friske roser eller nærbilleder af fiskeaffald, mudder og snavs, så kan man i biografmørket nærmest mærke, hvordan duftene eller lugtene strømme én i møde fra lærredet.
Magisk realisme
Historien er ren magisk realisme. Den foregår dels i 1700-tallets beskidte, fattige og forurenede Paris og dels i et idyllisk, blomstrende landskab omkring den sydfranske by Grasse. I disse omgivelser og blandt både fattig og rig stikker hovedpersonen Jean-Baptiste Grenouille ud. Født og umiddelbart derefter kasseret af sin mor på et stinkende fiskemarked (en scene, der får de små hår i næsen til at krølle sig sammen i afsky) ender han på et børnehjem og bliver senere solgt til et barskt skindgarveri. Han vokser op uden menneskelig omsorg af nogen art og må hele vejen kæmpe for sin overlevelse. Allerede ved ankomsten til børnehjemmet forsøger de andre børn at kvæle den spæde Jean-Baptiste for at skaffe mere plads i de overfyldte senge. Det eneste, han ejer i denne verden, er en lugtesans, der langt overgår andre menneskers. Denne nærmest magiske evne, der skiller sig helt ud fra de ellers ret realistiske omgivelser, fører ham ud af den skidne, parisiske underverden og skaffer ham en læreplads hos den aldrende parfumemager Baldini (Dustin Hoffman). Jean-Baptiste bliver hurtig besat af at fremstille verdens lifligste parfume. Men han må drage til parfumebyen Grasse for at kunne mestre det svære hverv at udvinde lugten af alverdens velduftende ting – heriblandt unge kvinder, der ikke så villigt lader ham udvinde deres duft.
En lang fortælling
Parfumen er en kroget fortælling, med mange saftige bipersoner. Den mest fremtrædende er Dustin Hoffman i skikkelse af parfumemageren Baldini, hvidpudret, iført 1700-tals paryk og med en læbestifts rød mund til at omkranse de gule tænder. Hoffman skildrer den ynkelige og desperate gamle mand med både ømhed og humor. Også Alan Rickman gør det fint som faderen til en af de yndige og himmelsk duftende unge kvinder. Det er betydeligt sværere at nære sympati for den følelsesmæssigt afstumpede Jean-Baptiste, selvom Ben Whishaw absolut leverer en glimrende præstation. I hen ved to en halv time følger vi hans jagt på den perfekte parfume, og selvom man godt kan forstå hans besættelse af den eneste vidunderlige ting i hans verden, er man alligevel uforstående over for mange af hans handlinger, der illustrer hans manglende sociale evner og menneskelige indlevelsesevne. Det bliver for lang tid at være i selskab med en så sær person, og dette mærkes især hen mod slutninger, der uden at afsløre for meget både overrasker og chokerer men også smager lidt af flere på hinanden følgende slutninger a la Ringenes Herre.
Trods sin længde er Parfumen – historien om en morder dog en visuelt imponerende film og en sanseoplevelse uden lige. Det er ikke ofte, man oplever duft skildret i billeder, som Tykwer formår det. Selve historien og den mærkværdige slutning er også en oplevelse værd. Og så er det altid en fornøjelse at få fortalt en magisk, kroget og smuk historie af en fortællerstemme som John Hurts i biografmørket.
