Skriv en kommentar
Smykkerne (i voldsomt flertal) glitrer og glimter på hendes arme. Det stramme tøj vil bestemt skaffe mændenes opmærksomhed, og dansegulvet er oplyst af farver og dunkende rytmer. Dette har været 60-årige Angélique Litzenburger liv de sidste mange år. Et liv vi nu får præsenteret i en film, som vil trække dig ind i sit univers og efterlade dig måbende og eftertænksom.
I denne franske semi-autentiske perle af en film, møder vi en ren party pige i form af Angélique, som har arbejdet som champagnepige det meste af sit liv. Da en af hende kunder frier til hende, siger hun modvilligt ja, og forbedrer sig langsomt på omstillingen fra festlig singlepige til nygift kone. Det kommende bryllup påvirker også hendes forhold til sine børn, og gamle sår rippes op på ny. For selvom Angélique inderst inde godt ved, at hun ikke kan leve som barpige for altid, er hun bestemt heller ikke villig til at gå på kompromis med sine følelser.
Denne film er bygget på den sande historie om den ene af de tre instruktørers mor Angélique Litzenburger, som først i sine tressere valgte at slå sig ned efter et langt og heftigt natklubs-liv.
Instruktøren og sønnen, Samuel Theis, mente at denne kvindes utraditionelle liv fortjente at blive fortalt. I kreativt selskab med co-instruktørerne Claire Burger and Marie Amachoukeli gik de i gang med det projekt, som senere skulle give dem alle tre Caméra d'Or prisen ved Cannes Film Festival 2014.
Party Girl viser dermed et sandt portræt af en af en mor og hendes familie. Alle rollerne i filmen spilles af de rigtige familiemennesker. Og det er ganske sikkert, at man ikke kan undgå at bemærke hvor medlevende og dybt alle "skuespillere" reagerer og opfører sig gennem filmen.
Dette er deres liv, familie og tanker, og det skinner igennem. Læg især mærke til scenen, hvor hendes fire børn på skift holder tale for Angélique.
Selvom vi er mere end vant til gennem reality-tv at opleve mennesker og deres familie krænge deres sjæl ud for alle som skulle have lyst til at se det, er det sjældent at sådanne programmer rammer ud over skærmen og ind i ens følelser.
Sjældent har jeg her set en så eksistentiel krise blive portrætteret så rå for usødet og med en så dyb realisation af menneskelige styrker såvel som svagheder.
For selvom man kan se filmen som et stærkt portræt af en bemærkelsesværdig kvinde, rammer filmen samtidig mange ømme punkter i nutidens til tider fastskruede opfattelse af familier, kvinder og selvbestemmelse.
Angélique Litzenburger spiller sig ind i vores hjerter med en erotisk følsomhed suppleret med en dyb mangel på ansvar og stiltiende frygt for at se sine handlinger i øjnene. Noget ingen af os egentlig kan slippe for.
Dog kan jeg ikke undgå at sidde tilbage med en stor respekt for en kvinde som tydeligvis kæmper for den sidste rest af frihed, livlighed og vildskab inden hendes næste bytur vil gå mod kirkegården.
Vi har alle sammen mange forskellige sider af os selv, og det er ikke altid vi kan håndtere dem selv. Dog kan vi være så heldig at have venner og familie som vil hjælpe os når det kræves.
Men egentlig er det kun os selv som vælger vores liv. Vi søger hinanden, men som Angélique selv siger i filmen:
"Vi er alle sammen sommerfugle, der flager i natten."
