Skriv en kommentar
Paterson, som både er skrevet og instrueret af den amerikanske indieauteur Jim Jarmusch, er byen, hvor filmens hovedperson af selv samme navn udlever sit virke som buschauffør og poet i en nærmest sensationel udramatisk hverdag.
Filmens narrativ passerer over 7 dage og rummer meget lidt variation for hovedpersonen, der spilles af den spirende og talentfulde skuespiller Adam Driver, og som senest er set i Martin Scorseses’ Silence (2016) samt den banebrydende tv-serie Girls.
Hver dag vågner Paterson op ved siden af sin skønne kæreste Laura, som tilskueren desuden kun får at se inden for husets fire vægge. Han spiser en skål med morgenmad, tager på arbejde, hvor han kører buslinje 23 gennem byens gader, lytter til tilfældige samtaler omkring sig og nedskriver korte poetiske sætninger i sin notesbog om kærligheden til hans Laura samt blå tændstikæsker. Om aftenen kommer Paterson hjem, retter den skæve postkasse til, som hans engelske bulldog Marvin har forårsaget ødelæggelsen af, går ind i huset til aftensmaden, som hans kæreste har stået for, og lytter til hende berette om sin dag, der som oftest har indbefattet en mængde nye kreative projekter og idéer.
Efter aftensmaden går Paterson en tur med sin hund, tager en øl på den lokale bar, hvor han taler med ejeren Doc og sommetider mægler mellem eksparret Everett og Maria.
Interessant nok leder et par enkelte scener i filmen op til et muligt dramatisk vendepunkt for hovedpersonen, der dog formår at afvige en hver form for konflikt med sit overskud og rolige temperament.
Så… Hvad vil filmen fortælle os?
Det kan umiddelbart være svært at gennemskue, hvad budskabet i Paterson er. Filmen kan ses som et komplet modsvar til en moderne digital og social kultur, hvilket på sin vis er lettende at være vidne til.
Paterson og hans kæreste Laura afviger på mange måder fra den gængse opfattelse af et ungdomsliv. De ejer ikke tv eller computere, han ingen mobiltelefon, og de lever i deres egen lille, fortryllende og simple boble isoleret fra verden omkring dem. Han skriver stille poesi om det liv, der omgiver ham, og selvom Paterson flere gange bliver opfordret af sin kæreste til at dele sin poesi med verden, synes det ikke at være formålet med hans skriverier at opnå fremgang og anerkendelse. Laura derimod springer fra det ene projekt til det andet gennem filmen ”i håbet om at blive den næste store countrysanger”, hvilket klinger hult i anknytning til hovedpersonens regi. Dog er kærligheden og tolerancen mellem dem stor, og intet i livet synes at få dem ud af balance. Måske kan filmen lære os at finde ro og sætte pris på de små hændelser i livets poetiske dagligdag.
Den gode fortælling fordufter i takt med filmens visuelle gentagelser
Paterson er en yndefuld og poetisk film, der med et strejf af surrealistiske elementer rummer en lille mands fortælling i en stor og farverig verden, hvor de poetiske bestanddele som Jarmusch som filmskaber mestrer, gør filmen til en visuel fornøjelse. De æstetiske virkemidler og den underspillede humor forsøger at gøre opmærksom på filmens væsen, der forærer tilskueren en mættende og rolig fornemmelse.
Dog bliver historiens manglende klimaks gennem en to timers lang udfoldelse på det store lærred nærmest uudholdelig, når man som tilskuer gerne vil skabe en mening med det, som man beskæftiger sig med.
Som tilskuer sidder man desværre tilbage med følelsen af, at man mangler noget fra filmen.
Paterson spiller på mange forskellige elementer, men kunne med fordel have gået længere i sin ambition, hvilket medvirker til at filmens essens fremstår som noget uklar.
