Skriv en kommentar
En trilogi om klassesamfundet. Tre film fra hver sin klasse. Det lyder da som en meget god idé, ikke? Jo, nu hvor Per Fly trilogien er blevet noget nær den største danske biografsucces i nyere tid, har de fleste vel svært ved at sige nej til den idé. Sådan var det ikke tilbage i år 2000, hvor Fly endelig kunne springe ud som spillefilmsinstruktør af voksenfilm med ”Bænken”. Kun 12 kopier blev trykt af filmen, og mange biografdistributører var betænkelige. Deres mistillid blev gjort til skamme af 220.000 betalende danskere, som var dybt betaget af den umiddelbart realistiske skildring af skæbnerne på bunden af Danmark. Siden fulgte overklassedramaet, den vanvittigt flot iscenesatte Arven og endelig, i 2005, Drabet, som efter sigende tager fat om den danske middelklasse.
Jesper Christensens uomgængelige indsats som drankeren Kaj, der pludselig mander sig op og tager sig af den datter, han forlod for 19 år siden, gør bestemt Bænken et gensyn værd. Til gengæld er karaktertegningen af de fleste bipersoner noget tynd i det, og de indlagte dramatiske scener virker også temmelig letkøbte. Kajs skæbnekamp kunne eller godt have båret filmen i sig selv.
Bedre går det i Arven, som er trilogiens bedste film efter min mening. Imponerende arbejde af fotograf og scenograf leverer en yderst troværdigt og smuk miljøskildring, der lægger rum til endnu en pragtpræstation, når Ulrich Thomsen giver den som skyldsbetynget og skæbnesvanger arving til et mindre forretningsimperium. Filmen er veldesignet og i modsætning til Arven, ved den, hvad den vil. Ingen svinkeærinder, men tværtimod en stram komponeret handling, der måske ikke siger så meget om livet, som det leves i overklasse-Danmark, men som bestemt får behandlet relevante problemstillinger omkring skæbne, valg og frihedsværdier.
Trilogien afrundes som bekendt med Drabet, der nok er den mest ordinære og givetvis også den ringeste af de tre film. Jesper Christensen er stadig god men træder mange steder vande som gymnasielæren, Carsten, der forelsker sig i sin elev Pil, der kommer grueligt galt af sted med politimord og efterfølgende fængselsophold. Carsten finder sin gamle 70’er-idealisme frem fra støvet og kæmper Pils kamp. Det er stedvis engagerende men primært temmelig rodet og uvedkommende.
Per Flys trilogi er alle dybt underholdende film, som dog ikke helt kan frikendes brugen af til tider tykke klicheer. For filmprofessor Torben Grodal havde jo ret, da han tidligere på året kritiserede Per Flys film for slet ikke at være realistiske og til tider også at være noget søgte, som når manden fra bunden absolut skal kæmpe sig vej gennem sprittågen og helt op til heltedåd, mens der selvsagt skal være rigtig køligt på toppen, for de rige er vel nogle dumme svin. Noget af vejen er jeg enig med Grodal, men ikke helt. For det ville jo nok ikke være helt så underholdende, hvis Bænkens dranker mestendels blev siddende og kun løftede sig med klirrende flasker, når panten eller kontanthjælpen ventede. Eller hvis de rige bare blev ved med at være rige – på social, kulturel såvel som økonomisk kapital.
Er det så en klassetrilogi, vi har med at gøre? Tjoeh, måske, det er da i hvert fald tre film, der foregår i tre vidt forskellige miljøer. Men får de sagt noget tankevækkende eller noget nyt om klassesamfundet anno 21. århundredes Danmark? Næeh, ikke just. Og er filmene realistiske? Nok ikke.
Grodal klandrer filmene for at give sig ud for at være realistiske men slet ikke at være det. Den kritik kan jeg ikke følge. Jeg er da bedøvende ligeglad med, hvad en film giver sig ud for at være. Vi skal jo bare se dem. Og som sagt er de mest af alt underholdende. Og det vel alt andet lige også okay? De skal ikke nødvendigvis være noget sandhedsdokument over tidens Danmark. Film er jo ikke sociologi, men kunst eller i Per Flys tilfælde nok mest underholdning.
Udgivelsen:
Bænken præsenteres i 1,78:1 og med Dolby Digital 2,0 lydspor. Arven præsenteres i 1,85:1 og med Dolby Digital 5,1 / Dolby Digital 2,0, mens Drabet kan ses i 1,85:1 og med DTS/ Dolby Digital 5,1-lydspor. Alt virker gennemprofessionelt og yderst seværdigt.
Stormfloden af ekstramaterialet kommer op på højde med de bedste danske udgivelser så som Lars von Trier Trilogy og Dogme-bokssættet. På hver af de tre film-dvd’er findes ekstramateriale knyttet til hver enkelt film, mens udgivelsens fjerde dvd indeholder ekstramateriale, der i højere grad går på tværs af trilogien.
Ekstramaterialet på de tre film-dvd’er er det samme, som på de oprindelige enkeltudgaver af filmene bortset fra at Arven har fået et fint kommentarspor med Per Fly, manuskriptforfatter Kim Leona og producer Ib Tardini. På Bænken får vi bl.a. væsentlige interview med musiker Halfdan E og ikke mindst socialrådgiver Jytte Lemche, der har været meget inde over filmen i forhold til autencitet. Ekstramaterialet til Arven består bl.a. af et yderst informativt kommentarspor med Per Fly, der kommer virkelig godt rundt om tematik, referencer og arbejdsmetoder. Også de fem små featuretter er interessante i deres behandling af bl.a. skuespillernes improvisation, kameraarbejdet og brugen af locations. På Drabets ekstramaterialet er fokus sat på dokumentaren ”Manden bag drabet”, der da også fint behandler arbejdsprocessen bag filmen.
På udgivelsens fjerde dvd finder vi et væld af mindre programmer. Jeg vil gerne fremhæve interviewet med Jesper Christensen, som fremstår som en yderst reflekteret og ærlig mand, når han behandler hele trilogien. Også programmerne med klipper Morten Giese og fotografer og scenograf er interessante som indgang til den forskelligartede visuelle stil, Per Fly trilogien består af.
Samlet set står Per Fly Trilogien som en eksemplarisk dansk dvd-udgivelse. Alt ekstramateriale er velproduceret og undgår stort set de værste klicheer indenfor den genren.
Jeg vil gerne give højeste karakter, altså seks stjerner til ekstramaterialet, mens filmene får fire stjerner. Alt i alt vil jeg give udgivelsen fem stjerner.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
