Mens filmen ”Persepolis” stadig kører med bifald i de danske biografer landet over, kan man også få fornøjelsen af at læse de to grafiske noveller, der lå til grund for filmen. ”Min iranske barndom” er den første, og man skuffes på ingen måde over, at de sort-hvide tegninger nu er flyttet ned som faste streger på det hvide papir. For i Satrapis minimalistiske, stemningsfulde streg er tegningerne så absolut lige så levende som var de på det store lysende lærred.
Som i filmens ene halvdel fortæller Satrapi gribende om hvordan det er at vokse op i et religiøst, totalitært regime, set ud fra et naivt, livslystent barns og en oprørsk teenagers synspunkt. Samtidigt gives vi vesterlændinge et nuanceret og indholdsrigt billede af et land, der har været civiliseret flere hundrede år, men som ufortjent er blevet degraderet til udelukkende et evigt symbol på islams vrangside. En implicit opsang, der ikke på noget tidspunkt skygger for den indlevende fortælling i enkle billeder og malende, og indimellem spidende, ord, men som nok kan give de fleste en dårlig smag i munden.
Fra det underfundige, til det begavede, til det humoristiske, til det gribende fortæller hun om at være eneste datter af et politisk engageret marxistisk ægtepar og efterkommer af en af Persiens sidste kejsere, da hendes fortælling begynder netop som den islamiske revoliution bryder ud i 1979. Fra Marjane, eller Marji som hun kaldes i tegneserien, var 6 til 14 år gammel kæmper hun sig igennem sin egen lille historie, mens den store historie raser derud med shah-styrets fald, den islamiske revolution og en ubarmhjertig og opslidende krig imod Irak. Alt imens hun og familien forsøger også at få bare en nogenlun de hverdag til at gå – eller i det mindste bare finde ud hvad det hele går ud på, hvilket især den lille naive Marjane som barn har lidt svært ved at finde, som når hun ønsker at være diktator, og det simpelthen bare skal være forbudt at gamle kvinder lider.
Det største mesterskab i ”Persepolis” er hvor engagerende Satrapis fortælling, og hvor let man kan identificere sig med hendes trængsler, inderste tanker og følelser, på trods af den fremmede kultur og omgivelser. Hun begår præcis alle de fejl, man også selv begår, og sejrer hvor man selv sejrer. Dette betyder dog ikke at den på nogen måde er kedelig. Tværtimod er der snesevis af humoristiske kommentarer og fremragende, spidende satire, der aldrig bliver udleverende. Dette er der tilmed mere af i bogen i forhold til filmen, i det man naturligvis har skåret en del væk til biograffilmen, der som sagt bredte sig over to bind. I disse yderligere scener i bogen oplever man således flere situationer fra Marjanes og familiens iranske hverdag. For eksempel det absurde påtagede martyrium under revolutionen, og den efterfølgende ligeså latterlige misundelse. Situationer fyldt med små samtaler og bemærkninger, der syder og bobler af psykologisk, social og politisk indsigt.
”Persepolis – Min Iranske Barndom” er et must for alle, der har den mindste interesse i Mellemøsten, en god fortælling eller bare sine medmennesker, og hvis man har set filmen, eller skal se filmen, og er tændt på mere, ja, så er den, sammen med bind 2, simpelthen umulig at komme udenom.
Bogen er venligst stillet til rådighed af:
Forlaget Carlsen
.