Skriv en kommentar
En film i en telefonboks – det kan da ikke lade sig gøre. Sådan var reaktionen fra flere af de stjerner (bl.a. Brad Pitt), der pænt takkede nej til hovedrollen i Phone Booth.
Men Joel Schumacher lavede filmen alligevel, og trods alle odds holder konceptet og ikke mindst spændingen overraskende godt.
Stuart Shepard (Colin Farrell) er en glat pr-agent med tjek på karriere, image, kone og elskerinde. Elskerinden Pam (Katie Holmes) ringer Stu til fra en god, gammeldags telefonboks, så konen Kelly (Radha Mitchell) ikke finder mistænksomme numre på mobilregningen.
En ganske almindelig dag i telefonboksen ringer han til Pam, og knap har han lagt røret på igen, før telefonen ringer – og det er til ham. En stemme i telefonen (som i øvrigt tilhører Kiefer Sutherland) hævder at have Stu på kornet i sin avancerede, teleskopiske riffel, og at han uden tøven vil skyde ham, hvis han afbryder forbindelsen eller forlader boksen.
Manden i telefonen kender tydeligvis alt til Stus liv, hans bedrageri og løgne overfor både kone, elskerinde og forretningsforbindelser.
Snart starter et klaustrofobisk gidseldrama, hvor Stu er fanget i telefonboksen med den røde plet fra laser-sigtet på snigskyttens riffel hvilende på sit bryst. Medier, politi, kone og elskerinde dukker op ved telefonboksen uden den fjerneste anelse om, hvad der foregår.
Den gemene mand i telefonen forlanger, at Stu skal bekende sine synder på landsdækkende TV. Fanget som en mus i fælden er han nødt til at adlyde stemmens ordrer, indtil kriminalinspektør Ramey (Forest Whitaker) begynder at ane sagens rette sammenhæng.
Som det fremgår af resumeet, er det en ualmindelig ubehagelig situation, Stu befinder sig i, og det er en tilsvarende næsten lige så ubehagelig film at se. Dels fordi Colin Farrell spiller rollen som det forpinte offer så godt, at vi lider med ham og angrer alle hans små-synder med ham. Og så fordi snigskyttens motiver for at pine den jævne mand ud i sved og tårer af skyld og anger virker urealistisk i forhold til, hvilke synder Stu egentlig har gjort sig skyld i.
Til gengæld fungerer den klaustrofobiske effekt fint. Den lille, trange telefonboks i forhold til Time Square forøger følelsen af at være fanget, og med skuldrene trukket op om ørene ønsker man inderligt, at Stu slipper helskindet ud af situation.
Temaet med den geniale psykopat, der ser det som sit kald at afrette moralske syndere, virker knap så raffineret som set i andre film som f.eks. Seven. Det er måske fordi, det ikke er muligt at forstå gerningsmanden eller at sympatisere med hans intentioner. Stu er godt nok et usselt menneske på mange punkter, men i sidste ende har han nu ikke gjort sig skyldig i de helt store moralske forbrydelser mod menneskeheden.
Flere letkøbte effekter sænker desuden filmens kvalitet, som f.eks. at stemmen i telefonen slår en hjertelig latter op, netop mens Stus pinsler er på sit højeste. Det er langt hen ad vejen for letkøbt, men ideen fungerer dog til dels. For det er så spændende og medrivende i øjeblikket, at det faktisk først er bagefter, man opdager filmens indlysende plothuller og andre svagheder.
En anderledes men absolut ikke så nyskabende film, som det kunne forventes eller håbes. Filmen lever på sine gode skuespilpræstationer og på det klaustrofobiske spændingselement.
En effektiv thriller, der i sine bedste øjeblikke har sin tilskuer lige på kornet.
