Skriv en kommentar
Pianisten er en filmatisering af den jødisk-polske pianist Jew Wladyslaw Szpilman's autobiografi om hans tildragelser under Anden Verdenskrig.
Szpilman er en begavet pianist tilknyttet den polske statsradiofoni. Da Tyskland besætter Polen forandrer alting sig.
Tyskerne rykker ind i Szpilmans hjemby Warszawa, og snart efter skal alle jøder bære gule davidstjerner. Efterfølgende oprettes den jødiske ghetto med al den armod det giver, når 400.000 mennesker klemmes sammen under så trange pladsforhold.
Takket være sin fortidige popularitet og dygtighed lykkes det Szpilman at få et job som pianist på en rastaurant i ghettoen, men forholdene forværres mere og mere. Hitler har et mål, "Endlösung"! Alle jøder deporteres til arbejdslejre, men mirakuløst og nærmest ufrivilligt undgår Szpilman som den eneste af sin familie dødstransporten, og må klare sig bedst muligt under jorden i et stadig mere miserabelt Warszava.
Historien er fængslende og spændende. Til sidste minut sidder tilskueren med hjertet helt oppe i halsen, og bagefter maner
den voldsomt til eftertanke, for det var jo fåtallet der overlevede.
Filmen virker tro mod sit forlæg, men et forlæg der måske sine steder påvirker det dramaturgiske element i en uheldig retning. I lange perioder er Szpilman under jorden hvor han intet kan foretage sig, disse forløb fremstilles en anelse langtrukkent, og ødelægger lidt den følelse filmen ellers så engagerende bygger op, af desparation og angst. Sine steder fremstår den mere dokumentaristisk end egentlig episk.
Ledsagemusikken er - naturligvis - klavermusik, primært af Chopin, en komponist som også i virkeligheden var kernen i
Szpilman's repertoire.
Det er en gribende, men også stærkt tendensiøs film. De polske jøders skæbne i Warszawa under Anden Verdenskrig skildres med rædselsvækkende og troværdig gru. Samtidig er fremstillingen af de enkelte tyskere i filmen stærkt farvet, grænsende til det utroværdige. Stort set alle fremstilles som sadister der udnytter deres magt til det yderste. Men at forvente en upartisk skildring fra instruktøren Roman Polanski er nok også lige i overkanten, han flygtede selv fra Krakow's ghetto som syv-årig.
I filmen ser han tilbage på sin barndoms steder, men uden nostalgiens forsonenede skær, i stedet viser han os en meget
overbevisende udlægning af hvordan der så ud og var, dengang.
