Skriv en kommentar
Vi hører lyden af bølger på mørk baggrund som åbningsscene for en ny dokumentarfilm omPiazzollla – The Years of The Shark og derefter føres vi over i de argentinske farver med det blå hav og den hvide himmel – for at komme til en forklaring om filmens titel – da Astor Piazzolla siger: Hvis jeg ikke kan fange en haj, kan jeg ikke spille på en bandoneón - og vi får et indblik i den cigaretrygende musiker (1921-1992). Filmen kombinerer billeder i s/h og farver med hans opvækst i New York i 14 år med forældrene, og hvor faderen gav ham en bandoneón – et instrument, Astor slet ikke kendte. Og vi hører ham til sidst sige, at han elsker musikken takket være sin far, mens vi hører hovedværket: ”Adios Nonino”.
Tangoens udbredelse
Vi er med på mange ture med den velkendte lyd gennem tangoen og hører om, hvordan han er med til at ændre den argentinske musik – da han opsøgte symfoniorkestre og fik stor popularitet i Amerika og Europa, men også mange lokale protester, da han ville ændre lyden. Han siger i filmen, at hans drøm var at dirigere et symfoniorkester, og ønskede på det tidspunkt ikke at vide noget om tango. Han får også et samarbejde med Gerry Mulligan – som jeg synes fylder alt for lidt, det var første gang vi så, han trådte lidt tilbage, og jeg synes det klædte ham, at han også kunne være en lytter – ellers var han dominerende i alle optagelserne, som virkede ens – men ikke hans entusiasme. Men da han bliver spurgt, om han ikke er forurettet over den manglende accept fra den argentinske befolkning, siger han: Overhovedet ikke. Jeg var en fyr med et voldsomt temperament fordi de angreb så meget, men det er jeg slet ikke mere – nu har jeg et mere roligt sind.
Han måtte også erkende, at den traditionelle tango fik svære tider blandt de unge i 1950´erne, hvor rockmusikken kom til med Bill Haley og Elvis Presley – og han derfor ikke havde så stort et publikum. Han rejste meget rundt, bl.a. i Italien i 1973 med en oktet og sønnen på klaver, og han boede i en periode i Frankrig for at studere klaver og komposition – og vi hører Astor Piazzollas søn Daniel i filmen fortælle om Astors forhold til livet gennem hajfiskeri – hvor han en dag siger til ham de fem ord, der betød mere end ti års larmende tavshed imellem dem: You´re. Taking. A. Step. Backward (Filmen har desværre kun engelsk undertekst)
Den private verden
Vi ser mange sjove klip om livet med Astor Piazzolla og hans familie gennem Super 8-film med optagelser af den smukt syngende mor, men jeg synes, der mangler en del oplysninger om årstal på filmklippene, så der var kommet et mere helhedsorienteret portræt af mennesket. Og det er ikke fordi Daniel Rosenfeld ikke har haft kendskab til hans betydning. Da han i år 2002 var i Danmark for at præsentere din første dokumentarfilm om den argentinske tangomusiker Dino Saluzzi, sagde han. Hos det store publikum er Saluzzi underkendt - og slet ikke som Astor Piazzolla, som først er blevet anerkendt og elsket, da han døde. Det er de private og amatøragtige filmklip, som gør filmen nærværende.
