Skriv en kommentar
I den hollandske by Delft i 1665 arbejder den senere verdensberømte Jan Vermeer (Colin Firth) på et bestillingsarbejde til den stenrige købmand Van Ruijven (Tom Wilkinson). Familien består af maleren og hans kone, der har født ham et utal af piger, og malerens svigermor søger hele tiden for at holde forretningen i gang. Den unge Griet (Scarlett Johansson) bliver ansat som pige i huset, og der går ikke længe før Vermeer betages af hendes ynde i kunstnerisk forstand. Købmanden er også betaget af den smukke Griet, men hans motivation er af en ganske anden natur. Han forlanger hende, men da det ikke er muligt må han købe et maleri af hendes malet af Vermeer. Det er der som sådan ikke noget i vejen, havde det ikke været for hustruens sygelige jalousi. Hvorfor male et billede af en simpel landtøs, når han ikke vil male et billede af sine smukke hustru, tænker hun. Vermeer bruger Griet som muse og hustruen skaber han en familie sammen med. Sådan er vilkårene for kunsten og det synes hustruen ikke at forstå. Griet, hvis far er en fattig og blind fajancemaler, har også kunstnerisk sans, og Vermeer og hendes forstår hinanden på et højere plan end man ellers ville kunne forvente i 1600-tallets Holland. Det er forskellen mellem erotisk og kunstnerisk besættelse, der er kernen i filmen, og det lykkes filmen at skildre denne forskel på en helt fantastisk vis.
Ligesom Jan Vermeers billeder, som der kun findes ca. 30 af, er antydninger af poetiske elementer i dagligdagen i blanding farver og lys, så bruger filmen den antydningens kunst, således at publikum ustandselig bliver nødt til at læse mellem linjerne. Denne kunst er svær, men det synes filmen ikke at have problemer med at fastholde. Man kunne have brugt billige romance-tricks for at udpensle forholdet mellem Griet og Vermeer, men deres forhold er dybt erotisk alligevel. Alene scenen, hvor Vermeer beder den lidt skræmte Griet åbne munden en anelse, indeholder mange erotiske elementer, der aldrig udpensles, fordi kærligheden mellem de to er umulig p.g.a. af de sociale og religiøse omstændigheder, der hersker i 1600 tallet.
Spillet mellem Colin Firth og Scarlett Johansson er smukt som et maleri. De underspiller hver især de erotiske tanker, der hele tiden ligger som en skygge over scenerne. En lille berøring i ny og næ er nok til at antyde dette forhold. Firths sammenbidte ydre er perfekt til at illustrere den frustration Vermeer lever med som kunstner. For at få mad på bordet må han male ligegyldigheder som festlige lag med mad, dans og musik. Han vil meget hellere male skønne ansigter som Griet med hustruen perlenips på. Det gør han så også, men blot for at sælge det til den liderlige købmand, der til sidst i sin overdådige stue med både Rembrandt og Vermeer på væggene kan skue på det skønne værk, som en metafor for seerens rolle i filmen. Scarlett Johansson ved ikke hvilket ben , hun skal stå på, og det er netop pointen, når hun skal vælge mellem sine kunstneriske interesse og sin plads nederst på samfundets rangstige. Hun indleder et forhold til slagtesvenden Peter for at holde sig på plads. Det er tragedie i særklasse. Det minder om det sublime spil som også Anthony Hopkins og Emma Thompson leverede i en uforløst romance i The Remains of the Day. Tom Wilkinson og Judy Parfitt spiller hhv. Van Ruijven og Vermeers svigermor med lidt større armbevægelser end de to stjerner uden at det tager overhånd. Vermeers hele tiden gravide og dybt misundelige hustru, der tydeligvis ikke forstår Vermeers mere kunstneriske side spilles af Essie Davis med en hormonelt uvejr, som man skulle tro at hun faktisk var gravid under filmen.
Der er langt mellem periodefilmene i dag, men når de dukker op i ny og næ, skal man glæde sig over det umådelig smukke filmhåndværk, der er lagt for dagen. Cinematografien er i særklasse (og i øvrigt Oscar-nomineret). Den portugisiske fotograf Eduardo Serra har forstået at overføre Vermeers æstestik til 35mm film, og vi kender hans håndværk fra tidligere film som Jude, Unbreakable og Wings of the Dove, der alle er meget flot filmet Hver indstilling er som et maleri af Vermeer med lysets leg med de få farver, der findes i filmen. Denne poesi understreger det usagte i filmen, der fortier mere end den taler, og det kræver et tålmodigt publikum, der ikke nødvendigvis skal forvente at få smidt dramaet lige i sylten. Men dramaet findes alligevel i de poetiske billeder. Instruktøren Peter Webber tager et modigt skridt med denne film, for filmverden, hvor det udpenslende klart foretrækkes, er det svært at skabe film for en ung og forholdsvis uprøvet instruktør, der hidtil kun har lavet TV-dramaer. Peter Webber kan man til gengæld forvente sig meget af i fremtiden, hvis han får lov til at dvæle ved den lille forsagte historie, som det er tilfældet i Pigen med perleøreringen.
Maleriet Pigen med perleøreringen hænger til dagligt skue i Haag, og er blandt Vermeers mere kendte værker. Man kender ikke historien bag maleriet, men den amerikanske forfatter har digtet historien om Griet. Vermeer selv døde i 1675 og efterlod sig en kæmpegæld. I næsten tohundrede år blev han overset af kunsthistorien, og mange af hans værker blev tilkendt andre malere. Først i midten af 1800-tallet blev han genopdaget af den franske kunstkritiker Thore-Burger, og i dag er han blandt de mest anerkendte genremalere fra 1600-tallets Holland sammen med bl.a. Rembrandt. Set i lyset af den skæbne der overgik Vermeer bliver filmen ikke mindre interessant og får hermed 5 stjerner.
