Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
På filmmarkedet støder man ofte på nogle lidt mindre produktioner, som med et lavere budget forsøger at gøre op med de store Hollywood-blockbustere – det sker også nogle få gange, at en relativt ukendt film overrasker med et originalt, nytænkende plot, men oftest rammer de desværre lidt ved siden af målskiven. Plastic hører til sidstnævnte kategori.
Vi følger hustlerne Sam (Ed Speleers) og Fordy (Will Poulter), som sammen med deres partnere Yatesey(Alfie Allen) og Rafa (Sebastian De Souza) bruger deres tid på at lave avanceret kreditkortsvindel. Med skarpe teknikker og et ukueligt gåpåmod formår de at skovle penge ind til jakkesæt, sprut og damer. Da de en dag ved et uheld snyder en gangster-boss for en stor sum penge ender de for alvor i fedtefadet – hvis ikke de vil ende i jorden i en ukendt grav, så skal de levere 2 millioner pund indenfor 2 uger. Let the games begin!
Det første som springer i øjnene, er den meget mærkværdige sammenkobling af forskellige birollekarakterer fra tv-serier og film – f.eks. Will Poulter fra The Maze Runner, Alfie Allen fra Game of Thrones og Thomas Kretschmann fra Der Untergang. Denne lidt anderledes kombination af vidt forskellige skuespillere bærer ikke ligefrem frugt i underholdningsværdien, da man tydeligt kan mærke, at de slet ikke har noget til fælles eller ligger på det samme erfaringsniveau. Skuespillet slår desværre på ingen måder gnister, og deres indbyrdes interaktioner bliver alt for ofte tåkrummende og uambitiøst. Dog er der en god bromance mellem Poulter og Speleers, som på trods af deres alt for unge alder til rollen formår at give et billede af de mere rutinerede småkriminelle.
Selve den første halvdel af filmen er ganske interessant – her får man dannet grundlaget for historien ved at fortælle og beskrive de unge hustlers arbejdsproces og frynsegoder. Det resulterer i en lækker montage af vilde fester, nøgne damer og heftige klipninger, men denne proces mister sin gejst ret hurtigt og derefter bliver filmen en meget rutinepræget, amatørklippet omgang klichéer. Skuespillerne formår slet ikke blive engageret nok i deres karakterer, og den eneste som faktisk formår at give et lille glimt af professionel dramaturgi, er den smukke Emma Rigby, som ellers blot skulle have været trækplaster for den mandlige tilskuergruppe – udover hendes velproportionerede krop og knivskarpe bikinioptagelser formår hun at være den mest professionelle skuespiller, hvilket siger lidt om resten af besætningen.
Med en udsigelse på coveret som ’baseret på en utrolig men sand historie’, så får man ofte lidt bange anelser om, at filmen blot vil køre på rutinen og lade historien fortælle sig selv. Det har lykkes nogle få gange, men når det er så indviklet og utrolig vanvittig historie (hvis den jo så er rigtig!), så kræver det langt mere arbejde med processen, fortælleteknikker og ikke mindst skuespillet. I en B-film som denne kan man ikke forvente, at historiens realisme og sandfærdige krimihistorie kommer til sin ret, da man slet ikke kommer i nærheden af kerneværdien – og det er en skam. Selve historien er ganske interessant og meget lovende på papir, men selve udførslen er mere end en middelkarakter værdig. Hvis man lige havde finpudset nogle grove kanter, ændrede skuespillet og fundet en lidt mere professionel kameramand, ville man uden tvivl kunne hive underholdningsværdien væsentligt op.
Samlet set er Plastic en forventet skuffelse, som på trods af en lovende start, falder i klichékælderen uden mulighed for at hive sig selv op over middelniveau.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Another World Entertaiment
