Skriv en kommentar
Vi befinder os i perioden mellem 1978-1979 i det franske departement Oise i regionen Picardie. En seriemorder terroriserer i området og ofrene er unge, smukke kvindelige blaffere. Myndighederne kaster alle ressourcer ind i efterforskningen og de bedste betjente kommer på sagen. I blandt dem er den dygtige og vellidte Franck Neuheart (Guillaume Canet) fra Gendarmerne. Det er dog med god grund at seriemorderen altid er et skridt foran: det er nemlig Franck selv, som står bag de dystre gerninger.
Kynisk skyder han de kvindelige blaffere, han samler op, og dumper dem i vejkanten. Han væmmes af sine gerninger efterfølgende, men som et narkotika kan han ikke holde op. Senere bliver Franck sendt ud til offeret for at høre om hun kan genkende gerningsmanden. Den opgave tager han helt kold, som var han helt uvidende om episoden.
Filmen bygger på den franske roman ”Un assassin au-dessus de tout soupçon” (løst oversat til ”En snigmorder hævet over enhver mistanke”) af den franske forfatter Yvan Stefanovitch. Romanen bygger den virkelige historie om "le tueur de l'Oise" (”the Oise killer”) aka Alain Lamare, Gendarmen fra Oise, der i slut 1970’erne forsøgte at slå omkring 8 kvindelige brunetter ihjel om aftenen, imens han selv arbejdede på sagen om dagen. Det lykkedes ham dog ”kun” at slå en enkelt ihjel, da resten overlevede hans angreb med varige mén.
Ligesom blandt andet Zodiac-morderen sendte Lamare hånende breve til politiet, hvor han anonymt fortalte om sine gerninger og at han ville gøre det igen. Instruktøren Cédric Anger har valgt at fortælle Politimandens Blodige Hemmelighed fra moderens synspunkt, og det er bestemt en god beslutning. Det er nemlig interessant at komme bag Lamares, eller Franck som han hedder i filmen, dobbelte liv som både efterforsker og meget syg neurotisk og selvdestruktiv person.
Den franske titel beskriver hans situation meget bedre: ”Næste gange sigter jeg efter hjertet”. For Franck er nemlig ikke særlig god til at slå ihjel. Nuvel det lykkedes ham, men det er ofte kejtet og rodet udført. Franck er nemlig blot alvorlig syg i hovedet. Han lider af hebephrenia som er en form for skizofreni, der er karakteriseret ved manglende sammenhæng, og vrangforestillinger uden noget et underliggende tema. Det at Franck påfører skade på sig selv (han straffer sig selv med piskning eller strammer pigtråd rundt om håndledet og op af armen) og andre er en tvangstanke: han er nød til at for at få ro, men han har ikke lyst til det og nyder det langt fra i gerningsøjeblikket. Tværtimod væmmes han ved synet af alt det blod.
Filmen skildrer den autentiske historie flot ved at følge Franck i tykt og tyndt på en realistisk facon. Den virker samtidigt til at være forholdsvis tro mod virkeligheden, og netop dette autentiske aspekt gør at filmen rammer bedre og gør den mere interessant. For "le tueur de l'Oise" er et forholdsvis ubekendt blad udenfor Frankrig, men mest interessant er det dog, at der i virkeligheden har fandtes en seriemorder, som selv skulle opklare sin egen sag. Som man har set i det mange andre fiktive fortællinger.
Filmen er venligst stillet til rådighed af: Another World Entertainment.
