Skriv en kommentar
Vulkanudbruddet i 79 e.Kr i byen Pompeji hører til en af de mere fantastiske historier om Romerrigets magt i nutidens Italien og naturens magt over mennesket. Der er lavet utroligt mange dokumentarer omkring hændelsen, og man har kunnet se nogle fascinerende genskabninger af indbyggere under vulkanudbruddet – modeller skabt af lava-lagene på kroppen, som efterlod et hulrum, der var en identisk model af den afdøde person. Nu er der kommet en filmatisering af hændelserne blandet med fiktive historier i filmen Pompeii.
Vi følger slaven Milo (Kit Harington), som så sine forældre blive myrdet af den modbydelige senator Corvus (Kiefer Sutherland) i sin barndom. Han blev efterfølgende udnyttet til gladiatorkampe, men pludselig bliver hævnen en mulighed, da han skal kæmpe i byen Pompeji, hvor senatoren vil være til stede under legene. Dog ved ingen af indbyggerne, at vulkanen vil gå i udbrud og for alvor ændre historien for byen.
Filmen i sig selv har lidt for meget lighed med Ben-Hur, Gladiator og Spartacus på den handlingsmæssige front og derfor er der ikke rigtig noget nyt i selve den tidsmæssige historie. Historien føles egentlig overordnet set en smule overflødig i forhold til konceptet, da man jo hele tiden bare venter på, at vulkanen skal gå i udbrud. Alt i mellem dette er kynisk set bare ’fyld’, men derfor kan man godt gøre fyldet til en fornøjelse. Men alligevel føler man lidt en vag fornemmelse i løbet af filmens optakt til vulkanens ’5 minutes of fame’, og hele idéen bag en film af denne kaliber har egentlig ikke rigtig fungeret optimalt – hverken på papir eller i praksis. Man har lidt en syret fornemmelse af, at man lige har set afkommet af en krydsning mellem Roland Emmerichs ’2012’ og William Wylers ’Ben-Hur’, som giver en yderst mærkværdig kombination af katastrofeeffekter for næsten 2 tusind år siden.
Filmen er præget af vage kampscener i løbet af hele handlingen – der er ikke nok blod og splatter som f.eks. Gladiator og der er heller ikke særligt meget fokus på velkoreograferede virkemidler. Man ser dog en ung skuespillerspire i form af Jon Snow-karakteren fra Game of Thrones, Kit Harington – han har ikke mange brikker at flytte rundt med i forhold til, at han er bundet til en meget simpel og ensidig karakter, men han formår alligevel at vise sine talenter hele vejen i gennem. Her kan man tydeligt se, at han nok skal fortsætte med at være en stjerne – på tv-serier eller film. Udover ham er karaktererne desværre yderst endimensionelle og meget kedelige. Det er desuden nogle lidt uortodokse skuespillere i disse roller – f.eks. Carrie-Anne Moss og Kiefer Sutherland, som jeg aldrig havde troet, at jeg skulle se i en gladiator-katastrofefilm. Der er nogle gode bromance-øjeblikke i filmen, som lige sætter lidt humor ind over filmens plot, men man mangler alligevel en større dybde i persongalleriet. Handlingen er præget af en flot scenografi og fine kostumer, og på trods af mangelfulde præstationer skal den visuelle oplevelse have stor ros.
I effekterne henimod slutningen er der til gengæld heller ikke noget at brokke sig over, da budgettet virkelig er blevet prioriteret på denne front. Instruktøren bag filmen Paul W.S. Anderson har heller ikke ligefrem været kendt for Oscarbelønnede film eller storslåede handlinger, men han har i stedet generelt fokuseret mest på effekternes påvirkning af filmen – det ses tydeligt i bl.a. Death Race, Resident Evil og Alien vs. Predator. Om denne manglende dybde så er tiltænkt fra hans side, kan vi kun gisne om, men når man kender lidt til instruktøren, har man også et lille udgangspunkt i forhold til forventningerne til filmen. Filmen vinder uden tvivl point på en hektisk 2. halvleg i forhold til effekterne, men det kræver, at man kan overkomme de første 40 minutters dvælende kedsomhed. Jeg mener personligt, at effekterne faktisk formår at indhente lidt at underholdningen i filmens sidste halvdel, men det er dog kun nok til at trække karakteren på middel.
Samlet set er Pompeji en middelmådig film, som desværre lægger fokusset væk fra handlingen og karakteren, og i stedet kun sætter sin lid til effekterne. Det er aldrig nogen god taktik, og man er kun heldig, hvis man kan få filmen til at være middelmådig på sit bedste niveau. Det formår denne film heldigvis på grund af en dygtig hovedrolle og nogle vildt fede effekter i sidste halvdel – se den hvis du elsker effekter, men hold dig væk hvis du forventer en dyb historie eller interessante aspekter i forhold til den virkelige historie.
Bonusmateriale
Intet.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
