Skriv en kommentar
Siden Hollywood-blockbusteren blev introduceret som begreb i 1960erne og 1970erne har en af grundreglerne været at plottet ikke måtte være for komplekst. Hvis man kan pitche ideen på 20 sekunder eller endnu bedre i en eneste sætning, så er succesen halvvejs hjemme. Plottet til ”Poseidon” kan siges i en sætning. Den kunne enten lyde: ”Stooor bølge rammer luksusliner, den vælter og nogle overlevende prøver at finde en vej ud.” Eller man kunne sigte efter laveste fællesnævner og sige noget i retning af: ”Titanic uden alt det kedelige!” Uanset hvad, så har genindspilningen af Ronald Neames katastrofefilm fra 1972, ”S.O.S. poseidon Kalder”, ikke nogle kunstneriske aspirationer. Målet har været via gennemprøvede virkemidler, hovedsageligt nogle flotte, ekstravagante destruktionsscener, at skabe sommerens blockbuster af en spændingsfilm.
Wolfgang Petersen burde også være et sikkert kort. Han har gjort det før – se bare overdådige film som ”Troy” eller ”The Perfect Storm”, for ikke at tale om den smækre ”Air Force One” (hans sammenhængende og gode film fra starten af 80erne er efterhånden så godt som glemt). Manusforfatter Mark Protosevich derimod har ikke andet end den mystiske ”The Cell” under bæltet og det ses faktisk i filmen, der følger samme etape-opbygning som bevidsthedsrejserne i sidstnævnte. Det passer bare endnu dårligere her.
For i stedet for traditionel cause-effect opbygning, så følger ”Poseidon” i højere grad computerspillets logik, i hvilket individuelle forhindringer skal overkommes en efter en. Det ene opstillede brændende/oversvømmede/snævre rum efter det andet skal vore gæve overlevende (der blandt andet tæller Josh Lucas, Kurt Russel og Richard Dreyfuss i tomme roller) behændigt kæmpe sig igennem efter det andet. Typisk mister de en på vejen og cirka halvvejs igennem bliver faren øget betragteligt. Det er traditionel spændingsopbygning indenfor den enkelte scene, men det skaber også en usammenhængende, etapeopbygget film der bliver skrækkeligt repetativ meget hurtigt.
Jep, mødet med den kolosale bølge er flot lavet, om end lidt hurtigt overstået, og ja, det er da sjovt at se vor heltemodige, selvopofrende, ulogisk agerende amerikanere vandre rundt i et skib der ligger på hovedet, men er det spændende? Engagerende? Logisk? Tre gange nej!
Til trods for at alt fedtet er skåret fra (bogstavelig talt; filmen lægger op til en masse interessante plotudviklinger i starten, men symptomatisk nok, bliver langt de fleste efterladt flydende af manuskriptet) virker ”Poseidon” i sidste ende mindst lige så lang som James Camerons søsterskude – selvom spilletiden er cirka det halve. Gabende kedelig overflod.
