Skriv en kommentar
Måske kender man bedst Bob Rafelsons film ”The Postman always Rings Twice” 1981 med Jessica Lange og Jack Nicholson i de vovefulde hovedroller, men den legendarisk James M. Cains roman har været udsat for utallige filmatiserede fortolkninger i tidens løb. Blandt dem er Tay Garnetts film-noir-klassiker fra 1946 med Lana Turner og john Garfield i hovedrollerne som hhv. Cora og Frank.
Garnett er en af de instruktører fra Hollywoods storhedstid, der aldrig rigtig er gået over i historien som en af de største på trods af, at han har lavet udmærkede film. Han debuterede som instuktør i 1925 og har siden lavet film, der har født stjerner. SOS Eisberg fra 1933 med Leni Riefenstahl i en af hendes sidste skuespillerroller var et slags gennembrud, men ellers har han instrueret Seven Sinners med Marlene Dietrich og en ung John Wayne, Mrs Parkington og Valley of Decision, der begge skaffede Greer Garson en ud af hendes syv Oscar-nomineringer for bedste kvindelige hovedrolle (hun vandt for William Wylers Mrs. Miniver). Efter den mest berømte af hans film ”The Postman Always Rings Twice” gik Garnett over til at instruere TV-serier. Han har lavet afsnit af Western-serierne Gunsmoke og Bonanza. Lana Turner var en af Hollywoods store stjerner og spillede med i mange, hvor hun fungerede som blikfang for den mandelige tilskuer. Hun levede et omtumlet liv og var bl.a. gift otte gange med syv forskellige mænd. Med en af, Steven Crane, som giftede sig med igen i 1943 to måneder efter deres første skilsmisse, fik hun datteren Cheryl, der som 14-årig dræbte moderens elsker, John Stompanato, der var en kendt gangster. De var var sammen da Turner for første og eneste gang var nomineret til en Oscar, men fordi hun ikke ville ses offentligt med en forbryder nægtede hun Stompanato at deltage i ceremonien. Som straf for det og som en yderligere hån for at hun ikke vandt prisen, fik Stompanato den idé, at banke Turner halvt bevidstløs. Dette var begyndelse på enden af Stompanatos liv. Få måneder senere blev han stukket ned af den unge steddatter. Samme familiedramatik gør sig gældende i Garnetts film.
Frank er en landstrygertype, der i depressionens værste ord, tager fra by til by. Han ender på en lille cafe på vejen mellem San Fransisco og San Diego, hvor et skilt på vejen afslører ”Man Wanted”. Denne skal selvfølgelig forstås på to måder. Cafeens ejer, Nick, mangler en mand til forfaldende arbejde og hans unge hustru, Cora … Ja, hun har bare brug for en mand. Cora og Frank indleder en stormfuld affære, som p.g.a. censuren (den såkaldte Production Code, der forbød moralske anstødeligheder som utroskab og sex på film) antydes med en svømmetur i nattens måneskin. De kan ikke leve uden hinanden, men Cora kan heller få sig selv til at forlade Nick, da hun ville i så fald ikke ville få ”en dime” som det hedder. De planlægger derfor at slå Nick ihjel og få det til at se som en ulykke. Det mislykkes og Frank forlader cafeen. Ikke lang tid senere er han tilbage, og de to nærer stadig følelser for hinanden. De prøver igen og denne gang dør Nick. Nu begynder loven, at fat i problemet. Et korrupt advokat sørger for deres frihed, men mordet har slået skår i glæden og sat ridser i sjælen hos dem begge. Skæbnen skal nok indhente dem til sidst. For Postbudet ringer jo altid to gange.
Filmen er skåret efter et mønster mange film fra den periode er skåret efter. Den har de klare film-noir træk med Lana Turners femme-fatale, der lokker folk i uføre for kærlighedens skyld. Fordi man ikke må sympatiserer med kriminelle ifølge den gængse Production Code, så er de to elskende fremstillet som pengegriske uhyrer… en del af vejen. For det ser ud til at Tay Garnett alligevel for os til at se med formildende øjne på de tos motiver. Nick er fremstillet som en hyggelige gammel mand, der til inden sin dør udvikler sig til en gammel egoistisk pater familias, der ikke tænker på Coras ønsker. Der er spænding for alle pengene, men hele dialogen og det som i dag skal trække os ind i den fine filmverden er naturligt nok lidt altmodisch. Derfor må man ty til erotiserende ting, som hele Cora entre i filmen. Frank sidder i cafeen og sludrer med Nick, der forsvinder. Man hører og ser siden en læbestift rulle langs gulvet. Fra læbestiften panorerer kameraet hen på Coras ben og stopper. Så ser vi Frank reaktion. Han mister pusten i forbløffelse over synet. Og endelig ser vi Cora, der i et smart hvidt outfit af højeste mode står drillende og putter make-up på. Wow. Cora er langt hen af vejen fremstillet som en kynisk femme fatale, men Frank efterhånden lærer et par lektioner om livet. De er begge fantastiske skuespillere, og gør det godt i filmen. Den sleske forsvarsadvokat er genialt spillet af Hume Gronyn. Alt i alt er filmen lidt stiv i betrækket, men censuren taget i betragtning formår den alligevel ved sit formsprog, at drage tilskueren ind i filmen. Historien er også lige til at sluge med lige dele kriminaldrama og melodramatisk romance. Og så ender den dårligt, hvilket bestemt ikke trækker fra i det samlede regnskab. 4 stjerner for skuespillet og et par tekniske finesser, og en fantastisk histiorie. Og så giver vi filmcensuren to dask i hatten med de resterende stjerner.
Ekstra-materiale:
Her bliver til gengældt glædelig overrasket over en god introduktion af filmhistorikeren Richard Jewell, der sætter os ind i et par detaljer om filmen og hele Hollywoodsystemet. Denne feature varer godt 5 minutter, men at der er en hel times dokumentar om John Garfields korte om omtumlede liv er fantastisk godt. Det er præcis den type ekstramateriale, der gør DVD til et brugbart medie, fordi den kan rumme en masse gode sager, som man nemt kan få adgang til. Dokumentaren giver et meget godt indblik i studiesystemets omgang med skuespillere, der til tider kunne minde om slavehandel, ligesom den fortæller om, hvordan Repræsentanternes Hus’ komiteen, der skulle forhindre kommunistisk infiltration i Hollywood, hvor bl.a. Ronald Reagan og Elia Kazan vidnede mod kollegaer i filmbranchen, jagtede den af helbredmæssige årsager svækkede Garfield, der i en alder af 39 år døde i 1952. Ekstra-materialet får 5 stjerner
Filmen er venligst stillet til rådighed af Sandrew Metronome.
