Skriv en kommentar
Et dukkehus, en pyntegenstand (potiche) får betydning og indhold i denne livsbekræftende 70 ’er pastiche og boulevard komedie instrueret af Francois Ozon. Han har bl.a. haft succes med ”8 femmes” og ”Swimming pool”. Forlægget til ”Potiche” er et fransk teaterstykke af samme navn fra 1980 skrevet af Pierre Barillet og Jean-Pierre Grédy.
Filmen indledes med, at Madame Pujol, Catherine Deneuve er ude og jogge i rødt 70’er, stretch joggingdragt med curler i håret suppleret med et diskret hårnet. Kameraet følger vejen på en hoppende måde, hvor hun jogger med elegance. Det første vi som tilskuer hører er Mme Pujols åndedræt. Hun nærmest går mere end at løbe og nyder naturen i fulde drag. Allerede her indtræder humoren med overdrevne ansigtsudtryk og gestikuleren. Hun betragter den forunderlige dyreverden og tager notitser i sin lommebog af det, hun ser i den frodige, grønne skov. Hun stopper op og betragter et dådyr med moderlig omsorg. Hun bliver benovet og taknemmelig over at se et rødegern, som smutter forbi hende. Derefter sættes hendes fryd over dyrene og trance-agtige drømmeverden med ét på stand-by. Hun får øje på et kaninpar, som ved første øjekast ser ud til at ligge musestille ved siden af hinanden, men ved nærmere betragtning er de ved at parre sig. Mme Pujol rømmer sig, laver trutmund og får et småfornærmet udtryk i ansigtet. Denne parringsseance bliver ikke noteret i lommebogen. Musikkens flydende drømmespil falder svagt.
Det er tydeligt, at persongalletiet i filmen oprindeligt er skrevet til et teaterstykke – théâtre de boulevard. Særlig Robert Pujol spillet af Fabrice Luchini’ karakter er teatralsk, både i replikker og fremførelse. Man kan næsten se ham stå på en teaterscene og tale ud til publikum. Men skuespillerne formår på smidig og dynamisk vis at bruge teaterforlægget til at skabe fremdrift i personernes udvikling.
Mme Pujol gennemgår en transformation fra hustru, moder,direktørfruen til at være direktøren og stille op til præsidentvalget. Da hendes mand M. Pujol får et hjerteanfald, er hun tvunget til at tage direktørkasketten på. Dog er det vigtigt for instruktøren, Francois Ozon at vise os, at Mme Pujol er glad for det liv, hun har. Det viser han ved at lade hende danse rundt i sit køkken med forklæde på og synge Michèle Torr’ ” Emmène-moi danser ce soir”. Filmens flash back afslører også, at Mme Pujol ikke har været helt uskyldig, selvom hun var gift. Det bliver fortalt med en uskyldig og fremragende humor af Catherine Deneuve.
Inden Mme Pujol bliver direktør Suzanne Pujol, har hende og ægtemanden en konfrontation ved morgenbordet. Mme Pujol forsøger at sige til sin mand, at hun også har en mening, hvilket han ikke godtager. Hun tænker højt og siger ironisk, at hun jo bare er dronning af hårdhvidvarer. Dertil svarer ægtemanden, at hun har det som blommen i et æg.
M. Pujol står for de konservative dyder, hvorimod den kommunistiske borgmester, Maurice, Gérard Depardieu repræsenterer arbejderklassen, fællesskabet, solidaritet. Den ene er hendes ægtemand, den anden en gammel bejler, men begge viser sig at være mandschauvinistiske, når det gælder om at bevare egne positioner og i kampen om at kravle længere op ad karrierestigen.
Filmen har små sideløbende finurlige historier og indslag, som træder ud fra filmens stringente melodramatiske, musical struktur. Sekretæren spillet af Karin Viard, citerer i affekt og med tårer i øjnene et digt om ikke at have andre muligheder end at blive sekretær. Digtet er en reference til Rudyard Kiplings digt ”if”. De incestuøse forhold, som sønnen indleder uden at vide det, hvor det først er en halvsøster og derefter en halvbror. Instruktøren sætter indirekte spørgsmålstegn ved graden af incest og blodskam, når det gælder et homoseksuelt forhold, som i naturens forstand ikke kan føde børn.
”Potiche” er en stærk, livsbekræftende film, som stiller spørgsmål til nutidens kønsroller ved at vise det retrospektivt gennem en 70’er pastiche. Samtidig er filmen en hyldest til Catherine Deneuve og Gérard Depardieu, som spiller smukt sammen. Filmen bevæger sig mellem melodrama og en boulevard komedie - og det virker.
