Til onsdagens pressemøde var journalisterne mødt talstærkt op, da det ene medlem af Blekingegadebanden, 21 år efter det fatale røveri mod posthuset på Købmagergade, har valgt at stå frem og fortælle sin historie. Til stede var instruktøren Anders Riis-Hansen, men han fik ikke meget taletid, da folk hovedsageligt var interesseret i Bo Weymann og ikke mindst det statement filmen slutter af med. Her erklærer Bo Weymann - som ikke var med til røveriet, da han valgte at forlade gruppen et halvt år før - at han den dag i dag ikke ved, hvem der skød og dræbte den 22-årige betjent Jesper Egtved Hansen. Dette er på trods af, at hans bror Jan Weimann deltog i røveriet, men Bo erklærer, at han ikke ønsker at have den viden, og de fire medlemmer der deltog, ville sikkert heller ikke fortælle ham det. Tanken om at hans egen bror kunne have gjort det, er vanskelig at leve med.
I dag har Bo Weymann ikke kontakt med de tidligere medlemmer, kun hans bror Jan. Dog opfordrer han de øvrige medlemmer af den berygtede gruppe til at stille op for offentligheden og angre deres gerninger, da deres røverier i 1970´erne og 1980´erne har efterladt mange sår og ramt mange mennesker. Til spørgsmålet om, hvorvidt det ikke er for sent at stille op 21 år efter røveriet, forklarer Bo Weymann at det, at medvirke i Anders Riis-Hansens film er del af en proces, og først nu har han følt sig klar til selvopgør og bearbejdelse af fortidens hændelser. Han blev løsladt i 1994, og i årene efter havde han brug for at ligge det bag sig, men selv to årtier efter er det svært at leve med. Bo Weymann er til dagligt familiefar og direktør i et mindre IT-firma, og betragter sig selv som en almindelig samfundsborger, der forsøger at sone sin fortid. Dengang i 1970´erne og 1980´erne levede han et dobbeltliv, og skjulte sin deltagelse i den venstreorienterede gruppe, men i dag er han åben om sin fortid overfor familie og ansatte, der skubbede på beslutningen om at stille op. Han føler en lettelse, ved at være fortælle sin historie, men samtidig påvirker synet af rekonstruktioner og gamle billeder hans følelser yderligere. Bo Weymann´s incitament for at stille op, er en blanding af hjerte/hjerne.
Ud fra det ovenstående kan man måske godt få det indtryk, at filmen om Blekingegadebanden er en lang film om selverkendelse og Bo Weyman´s måde, at vaske sine hænder på, men hvis man er af den overbevisning, er det i hvert fald langt fra det eneste. Det er historien om de hændelser der førte til et tragisk mord, men ikke mindst en historie, der viser at idealisme kan forblinde og føre - af politiet beskrevet - helt almindelige familiefædre ud i hård kriminalitet, i deres ønske om at hjælpe de fattige i Palæstina og derved PFLP, som modtog udbyttet fra deres røverier. I denne henseende er historien langt fra forældet i en verden, der stadig er præget af terrorattentat mod World Trade Center i 2001 og senest i september 2007 så vi eksempel på en dansk terrorgruppe. Hvorvidt man den dag i dag vil kalde Blekingegadebanden for en terrorgruppe, er Bo Weymann ligeglad med. Hans ønske et blot, at man sætter sig ind i, hvad de virkelig var, og filmen giver mulighed for, at forholde sig til sandheden. Når Bo Weymann ser tilbage føles det dog lidt tragisk/komisk, da konflikten stadig raser i området, og det i virkeligheden nok havde gavnet mere, hvis han havde fortsat med at samle tøj ind til dem, eller ”brugt vores relativt begavede hjerner til at lave noget mere konstruktivt – eksempelvis at få politisk indflydelse – så havde vi sandsynligvis udrettet mere”. I dag betragter han sig selv som pacifist og mener stadig, at der er alt for meget fattigdom i den 3. verden, men konkludere, at man bliver nødt til at operere i det demokrati man er en del af.
Blekingegadebanden er stadig et højaktuelt emne, dels pga. dens status som en terrorgruppe, men ikke mindst fordi at mordet på Jesper Egtved Hansen stadig står som uopklaret i politiets arkiver. Det strider mod vores retssikkerhed, at man kan slippe af sted med at dræbe en betjent; et andet menneske, og Bo Weymann er af den overbevisning, at vi ikke kan ligge sagen bag os, før der er en dømt for én mordet.
Filmen har premiere fredag d. 20. Marts 2009, se anmeldelsen her på siden
