Thorvaldsens Hus ligger midt i centrum af København og midt i Zonen. Ulrich Thomsen kommer sent i et blåt veloursæt, Henning Moritzen smiler venligt, og Christoffer Boe ser sig omkring med øjnene rammet ind af de karakteristiske sorte kassebriller inden de fanges af mig.
Allegro handler om pianisten Zetterstrøm (Ulrich Thomsen) der konfronteres med begreber, visualiseret i Zonen, Andrea (Helena Christensen), og Tom (Henning Moritzen), beslutter jeg mig for at tage en snak om Allegros Zone, tematik og visuelle virkemidler.
Zonen viser sig i filmen at være essentielt for at Zetterstrøm kan udfolde sin musik til fulde.
”Zonen er essentiel ikke bare for musikere, men for alle kunstnere også skuespillere”, siger en af dansk film mest garvede skuespillere Henning Moritzen. ”Jeg bruger selv min zone dvs. ting fra mit liv så længe der er noget at øse af, i mit arbejde som skuespiller. Det er klart, at min egen zone lokkes mere frem hvis teksten den er god. Jeg ønsker, at dansk film hele tiden visker tavlen ren og begynder forfra, derfor er det så dejligt at arbejde sammen med Christoffer”.
Allegro balancerer filmen igennem imellem mange elementer, som humor, melankoli, fiktion og faktion og forsøger at bryde alle regler. Christoffer Boe ville oprindeligt have lavet en genfortolkning af den gamle danske film Et Døgn uden løgn. Allegro blev derfor undervejs solgt til investorer som en let og plat film. Men i manuskriptprocessen ændrede det sig en del, til en mere melankolsk og visuel film.
”Jeg er klar over, at der er et paradoks mellem at ville lave en rigtig folkekomedie og en visuel eksperimenterende film”, siger Christoffer Boe, ”men jeg prøver ikke på at acceptere det. Vi når ingen steder hvis vi bare accepterer at filmmediet ikke kan rykkes.”
Allegro er stadig en folkekomedie konstaterer han, for har man fra start konstateret at en visuel eksperimenterende form ikke kan nå 350.000 tilskuere kan man lige så godt skrive filmmediets dødsannonce.
Allegros koncentrerer sig tematisk om forholdet imellem karriere og kærlighed. Om at turde tage kærligheden til sig, erkende og udtrykke den, og om hvad der sker når man ikke gør, er en gammel fortælling.
Ulrich Thomsen mener, at Allegro fortæller fortælling som er vigtig, ellers ville han ikke medvirke i filmen.
”Alle skal i dag have en karriere, det er næsten pinligt at fortælle hvis man er hjemmegående husmor i dag. Selvom vi lever i en tid med global terror og andre vigtige problemer, er Allegro en vigtig film som omhandler vores tid. Derfor er filmens tematik stadig vigtig for mig.”
Christoffer Boe prøver ikke på at fortælle noget nyt, men at give det en ny stemning og den melankoli der er. Der er altid noget smukt over det tabte, siger Christoffer Boe. Han mener, at fortællingen er fortalt mange gange før, men at det ikke har virket. Publikum skal forføres gennem nye måder for at kunne puste liv i den gamle fortælling.
”Zonen er for mig en måde at indskrive filmmediets magiske element, som normalt ligger mellem billederne i en film og forføre publikum. Jeg har valgt at gøre Zonen i filmen meget konkret, fordi det kunne være sjovt at gøre følelserne i filmen mere eksplicit. Filmens billeder bliver på den måde et stort emotionelt landskab. Det er et forsøg på at forføre publikum, fordi vi gerne selv vil forføres af filmmediet. Jeg synes at mange af de gamle tricks ikke længere virker på os.”
Men kan det ikke ende i for meget forførelse og for lidt fortælling?
”Man kan ikke forføre uden indhold og udelukkende med ren stil. Jeg mener, ikke der er noget skel imellem form og indhold. Allegro er et forsøg på at nærme sig en virkelig form som kan udtrykke alt og forføre. Men spørgsmålet er hvordan man forfører.”
Det er det spørgsmål alle instruktører gerne vil finde svaret på, afslutter Christoffer Boe.
