Skriv en kommentar
1980’erne var en hård tid for mange mennesker, især de britiske minearbejder. Thatcher-regeringen ville lukke miner over hele landet, hvilket førte til store og langvarige strejker, hvor de strejkende minearbejder måtte finde sig i at blive latterliggjort i pressen og forfulgt og chikaneret af politiet. Disse udfordringer gav genklang hos en gruppe homoseksuelle i London, der besluttede sig for at være solidariske med minearbejderne og støtte dem i deres kamp for at bevare deres arbejde. Men 80’ernes farverigdom var trods alt ikke nået alle steder ud, og det er med vanskeligheder og skepsis at minearbejderne tager imod denne støtte fra en meget uventet kant.
I disse hårde tider…
Efter finanskrisen er der snart ikke den historiske krise, som vi ikke kan spejle os i i dag. Pludselig kan vi relatere til både depressionen i 30’erne og de trange kår i fattigfirserne, og det er måske ikke så unaturligt at der bliver lavet en film om disse tider, især ikke hvis den har et humanistisk budskab. Mens de fleste biografgængere drømmer sig væk til verdener med superhelte og farverige dragter, kommer her en lille film om vores egen verden for ikke så længe side, dog stadig med farverige dragter (fans af The Wire bør glæde sig gevaldigt til at se den gode McNulty iført boa og disco).
Når forskelligheder gør os ens
Filmen baserer sig på autentiske begivenheder, hvilket er heldigt, da det ellers næsten havde virket for usandsynligt at to så forskellige grupper slå sig sammen. Og der er noget enormt befriende ved at se folk, der kæmper for solidaritet frem for at kæmpe mod alle andre og deres forskelligheder. Filmen er en påmindelse om, at vi kommer længere ved at lede efter hinandens ligheder og påskønne andres forskelligheder, især når mange mennesker i bund og grund kæmper for nogenlunde de samme rettigheder, rettigheden til at være til.
Man kunne, hvis man ville, pege på flere kritikpunkter i filmen - dens hang til sentimentalitet (brød de walisiske kvinder virkelig ud i spontan og yderst velklingende fællessang med adskillige vers?), den temmelige overfladiske henvisning til “the aids scare”, den uoriginale struktur filmen følger. Men det har man faktisk ikke ret meget lyst til, for filmen flyder over med optimisme og positivitet, og man går fra biografen med et opløftet hjerte og lyst til at danske disco, hvilket er noget der bør hyldes i enhver film!
