Skriv en kommentar
Lige for tiden kan man få sig nogle store filmoplevelser i biografen, idet vinderne fra Cannes-festivalen 2009 endelig kommer til Danmark – først den tyske ’Det Hvide Bånd’, og nu den franske ’Profeten,’ en 2½ timers fængsels-gangster-film. Det lyder måske ikke som alle og enhvers kop te, men filmen er så forbandet velfortalt, opfindsom og mærkeligt smuk, at tiden flyver forbi.
’Profeten’ følger den unge, analfabetiske araber Malik El Djebena, der skal afsone en dom på 6 år i fængslet for vold mod en politimand. Her er han selvfølgelig i bunden af fødekæden blandt de voldelige fanger, men den korsikanske mafia-boss César Luciani tager ham gradvist under sin vinge. Malik er en hurtigt tænkende mand, og filmen handler om hans forbløffende udvikling fra sårbarhed til kynisme, fra at blive manipuleret med til at kunne manipulere andre.
Det er en fortælling, der selvfølgelig er blevet sammenlignet med ’The Godfather’ og (af instruktøren selv) med westerns. Miljøet er maskulint, ubehageligt og moralsk forkasteligt, men vi bliver fascineret af de sympatiske personer, der bare forsøger at klare sig i en forretningsverden, der tilfældigvis involverer vold og mord.
Filmen bæres selvfølgelig af hovedrolleindehaveren Tahar Rahim (der tidligere har haft en lille rolle i den herlige splatter-gyser ’Inside’). Han er fantastisk. Malik er måske mest af alt en overlever-type, der tænker hurtigt og kan narre andre til at tro, at han er dummere og svagere, end han egentlig er. Det er ikke uden betydning, at han er araber; Frankrig har problemer med racisme, og araberne har været underrepræsenteret i fransk film. Hvad det så skal betyde, at han er en ”profet”, vil jeg ikke komme med nogen bud på, men ordet bliver brugt i en af filmens mest genialt overrumplende scener.
Overfor Tahar Rahim har vi så den ikke spor danske (!) Niels Arestrup som Luciani – en slags Marlon Brando-rolle, hvis vi sammenligner med ’The Godfather’. Arestrup er mindst ligeså fascinerende som Rahim. Han svinger lynhurtigt mellem venlig faderfigur og brutal, hårdtslående tyran.
Kameraarbejdet er underskønt – det svæver omkring og indfanger alting på en sanselig måde. Alting føles beskidt og realistisk, men samtidig er der mange hallucinatoriske og drømmeagtige øjeblikke, hvor filmen løfter sig til noget poetisk og dejligt uforudsigeligt. Alexandre Desplats musik er stærk og stemningsfuld.
’Profeten’ er et tiltrængt friskt pust indenfor fransk film – og film generelt. Vi har egentlig set denne slags historie før, men Audiard forvandler den til noget helt nyt og bakker den op med stærkt skuespil og visuel opfindsomhed. Det er en film, der stoler på sit publikum og ikke er bange for at ryste os af, hvis den bliver for vild. Og dét er virkelig forfriskende.
