Når man har været aktiv på Hip Hop scenen i 20 år, som Public Enemy er tæt på at være de eneste der kan sige de har, så er det med en overhængende fare for at være pinlige at man udgiver en ny plade. Og Public Enemy balancerer på en knivsæg ellevte studiealbum. Mellem udemærkede, halvmoderne sager som Sex, Drugs and Violence og titelnummeret dukker fuldstændig vanvittigt ringe skæringer som Flavor Man og Frankenstar op og minder en om det patetiske i middelaldrende mænd der agerer unge på denne måde.
Det er balancen mellem det fede i at holde på sit og lave det man altid har lavet og det dumme i at forsøge at lyde som meget yngre rappere, der stammer fra en generation man slet ikke kan relatere til. Der er flere svipsere end træffere på albummet og i sær produktions- og beat-mæssigt sidder Public Enemy godt og grundigt fast i midthalvfemserne. Lyrisk har Chuck D som mange andre i hans generation fundet nyt brændstof i USAs nuværende præsident, men de teorier og slagord han slynger om sig er hverken originale eller synderlig ørehængende. Gamle dages politiske brandfarlighed er ikke til at skue, lidt ligesom det fra tid til anden er svært overhovedet at finde et rgan af troværdighed i de tynde tekster.
Som man kan forvente vil en gammel hund stadig have et par trick i ærmet og fra tid til anden skinner PE igennem med en spilleglæde og et fedt flow her eller der, men generelt er der ikke meget der tæller for at de gamle drenge skal lave flere plader.
DVDen der følger med skiven her byder først og fremmest på en uhyre dårlig dokumentar, der følger bandet på en turne i 98. De var nyligt blevet genforenet med Professor Griff og energien var høj. Det har kameraholdet desværre formået overhovedet ikke at indfange i den røvsyge, men timelange dokumentar der aldrig ligner andet end kikset hjemmevideo. Som bonusmateriale får vi en ordentlig røvfuld musikvideoer, både med PE (alle fra efter bruddet med Def Jam i 1999) og med deres mange, mindre dygtige, labelmates. Der er en lille featurette om tilblivelsen af PE tegneserien, nogle liveoptagelser og et fotogalleri. Masser af guf, skulle man være interesseret. Det er jeg bare ikke mere...
CD/DVDen er venligst stillet til rådighed af:Kick Music A/S.