Skriv en kommentar
Hajfilm er langt fra et nyt fænomen. Vi husker alle Steven Spielbergs Dødens gab, der i sin tid sendte en bølge af frygt gennem strandgæster verden over. Siden da har genren været fyldt med efterligninger, hvor hajen fremstilles som menneskets største fjende. Men i Dangerous Animals spørger instruktør Sean Byrne, om det virkeligt er i havet, vi finder verdens farligste rovdyr. Svaret er både velkendt og ubehageligt.
Zephyr (Hassie Harrison), en rebelsk surfer med attitude og overlevelsestrang, bliver kidnappet af den hajbesatte seriemorder Tucker (Jai Courtney). Hun holdes fanget ombord på hans båd, langt ude på åbent hav – alene, omringet af vand, med hajer under sig og en psykopatisk mand over sig. Tucker har en syg mission: at ofre kvinder til sine elskede hajer som en form for grotesk, ritualiseret fodring. Og ja – det hele bliver optaget på VHS, som en perverteret trofæsamling.
Lyder det som en kliché? Det er det. Og det er netop dét, der gør filmen både fascinerende og effektiv.
Dangerous Animals ligner på mange måder et flashback til 80’ernes gyserunivers, hvor scream queens kæmper mod psykopater, og man ved, præcis hvor det bærer hen. Vi har set hajfilm. Vi har set seriemordere. Vi har set kvinder, der kæmper sig igennem det umulige. Men det er netop genkendeligheden og den bevidste brug af klichéer, der gør filmen så vellykket.
Jai Courtney – mest kendt for sine roller i ”Divergent” og ”Suicide Squad” – går her fra action-hearthrob til klam og foruroligende seriemorder. Han er både manipulerende, dominerende og har et forstyrret verdenssyn, der blander død, sex og hajer i én lang monolog. Det er grotesk. Og han spiller det overbevisende. Dog er hans karakter også akavet, og føles som den nabo, som aldrig vil holde sin kæft. Derfor bliver der indblandet humor og akavet stunder.
Hassie Harrison gør det mindst lige så godt som filmens klare hovedperson. Hun kanaliserer den klassiske scream queen-energi – men med moderne styrke. Hun er bange, ja, men hun giver aldrig op. Hendes desperation og kampvilje føles ægte, og hun formår at bære store dele af filmen alene. Man mærker virkelig klaustrofobien og rædslen i hendes situation. På en båd. Midt ude i havet. Ingen kan høre dig skrige. Og ærligt? Man ville nok hellere være strandet i rummet.
Visuelt er filmen langt mere ambitiøs, end man kunne tro. Åbningssekvensen minder om en dokumentar med imponerende undervandsbilleder, og flere scener bringer os helt tæt på hajernes gab – så tæt, at man næsten holder vejret. Det tekniske niveau løfter filmen betragteligt og giver det ellers kiksede udtryk et moderne twist.
Og så er der humoren. For selvom ”Dangerous Animals” er blodig, klaustrofobisk og til tider temmelig klam, så er den også overraskende underholdende. Ikke fordi den prøver at være morsom – men fordi den ved, hvad den er. Publikum lo flere gange undervejs, ikke af filmen, men med den. Der er noget befriende i, at den tør være både seriøs og absurd på samme tid.
Ja, vi har set det før. Ja, budskabet om at mennesket er det farligste dyr er næsten alt for velkendt. Men når det serveres med både charme, klaustrofobi og en haj eller to – så virker det stadig.
”Dangerous Animals” er en vellykket throwback til 80’ernes gyserfilm, der ikke prøver at genopfinde genren – men som omfavner dens klichéer og gør dem seværdige igen. Jai Courtney er effektivt ubehagelig som psykopat, og Hassie Harrison er uimodståelig som den overlevelsesdygtige heltinde. En film, der både gyser, overrasker og underholder. Og ja – du får også hajer. Bare ikke på den måde, du tror.
