Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Frank Hopper er en eksadvokat, som de sidste mange år har viet sit liv til skøre idéer. Efter en tur i banken, hvor han for at modtage en gratis kuglepen, udfyldte en formular, og skrev at hans indkomst var 1 million dollars årligt, begynder han at modtage det ene kreditkort efter det andet. Dette anser Frank som en måde at finansiere hans seneste idé; nemlig at etablere en kvindelig ishockey liga. Sammen med hans barndomsven Carl, køber han en sportshal og istandsætter den, og etablerer to hold. Snart får kreditkortfirmaerne dog færten af Hopper.
National Lampoon er et varemærker på film, som jeg efterhånden har introduceret mange gange før i diverse anmeldelser. Kort og godt stod de for kvalitetskomedier i 70’erne, 80’erne og da også i begyndelsen af 90’erne, men på det seneste er navnet blevet misbrugt til ukendelighed. Med Pucked skraber serien bunden. Filmen her har nærmest ikke en kvalitetsfaktor, og er i bund og grund noget værre skidt. Tempoet i filmen er konstant ujævnt, og springer fra at gå alt for hurtigt, til snart at slæbe sig igennem den ene kedelige scene efter den anden, og pludselig bliver man overrasket over slet ikke at kunne følge med igen. Humoren er meget på samme måde, der er kun ganske få egentlige jokes, og ligesom mange andre film i den platte ende af genren, er disse centreret omkring tykke mennesker, dværge og lignende. Plottet er dog filmens egentlige problem, for det er naturligvis set utallige gange før, og jeg kan faktisk slet ikke komme i tanke om en værre film med samme tema. Man kommer aldrig under huden på diverse karakterer, og mange af dem har masser af potentiale til sjove scener, men disse bliver tilsidesat for en endelig klicheeramt og dybt utroværdig retssag i den sidste halvdel af filmen.
Jon Bon Jovi spiller hovedpersonen Frank Hopper, og hans karriere har vel nærmest været ligeså svingende som National Lampoon serien og Puckeds tempo. Han startede naturligvis som musiker, og arbejdede sig videre op til Hollywood i forholdsvis underholdende film som Young Guns 2, U-571 og Pay It Forward. På det seneste har han været mere aktiv på TV, mere bestemt Ally McBeal, og herefter forsøger han stadig med et comeback. Pucked er muligvis hans værste præstation til dato, for Bon Jovi ejer ingen fornemmelse for komisk timing, og falder fuldstændig til jorden som den kiksede med loyale dagdrømmer Frank Hopper. Mere heldig er Married With Childrens David Faustino, der trods hans noget kedelige og udefinerede karakter Carl, formår at masse en eller to gode jokes ind i en ellers noget jokeforladt film. Estalla Warren fra genindspilningen af Abernes Planet og andre mindre heldige film spiller her Franks kærlighedsinteresse Jessica. Warren føles ligeså malplaceret som Bon Jovi, og fortjener ikke et godt ord med på vejen.
Arthur Hiller har været instruktør siden 50’erne, men hans erfaring er ingen steder at finde i Pucked. Ganske vist har manuskriptet en stor del af skylden, men Hiller får lige en lussing med på vejen. Hans film har ikke været nævneværdige i de sidste par årtier (faktisk er Pucked hans eneste film til dato i dette årti), men han har da stået bag et par stykker, man stadig kan hygge sig med i dag som See No Evil, Hear No Evil (med makkerparret Richard Pryor og Gene Wilder) og Outragous Fortune, men hvordan han kan synke til dette niveau, er slet ikke til at forstå. Hiller bør som det mindste have klippet filmen 20 minutter ned, og omrokeret en scene eller to, for det endelige resultat er som sagt en noget rodet affære.
Der er ikke meget mere at sige om denne film, faktisk har jeg allerede sagt meget mere end nødvendigt, da ”hold jer væk fra denne fiasko” bør være nok - om end ikke særligt sagligt. Jeg kedede mig bravt under denne film, og hvordan en National Lampoon stemplet film med Arthur Hiller bag roret kan ende således, er vel blot et tegn på et misbrugt navn og en udbrændt instruktør.
Der er intet ekstramateriale på denne udgivelse.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
PAN Vision.
