Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Skulle man forfatte en lærebog om kunsten at skrue en effektiv horrorfilm sammen kunne man ikke ønske sig bedre eksempler end ”Pulse” og dens inspirationskilde ”Kairo” fra 2001. Alene med de to film som eksempel ville man kunne påpege stort set alle de fejl man kan begå og alle de ting man kan gøre rigtigt for at skabe effektiv spænding og knugende uhygge. For hvor Kiyoshi Kurosawas (ingen relation til Akira, men næsten lige så dygtig) film hører til blandt de allerbedste film i den første bølge af J-horror og diskutabelt er blandt de mest uhyggelige film nogensinde, så er Jim Sonzeros nye, amerikanske genindspilning noget nær bundskraberen i den bølge af remakes der de seneste år er skyllet ind over vesten.
Væk er originalens afdæmpede tempo, små, næsten usynlige detaljer, eksistentielle overtoner og sammenhængende historie. Tilbage er en film der raser af sted i et tempo der ødelægger al sammenhæng og med en pointe der er skåret så tykt ud i pap at man ikke kunne være mere ligeglad med de tynde karakterer. Der er mere snak om en kollage af typiske gyser-klicheer og scener der umotiveret er revet ud af originalen end et egentligt handlingsforløb, og selv de kopierede indstillinger er ødelagt af amerikansk trang til høje lydeffekter, flash-cutting og computereffekter. Kurosawas medrivende mystik, lavmælte indstillinger og snigende, effektive uhygge er erstattet af blinkende, larmende computerskærme, elendigt overspil og heftig klipning.
Selve historien, der roterer om spøgelser der kommunikerer og invaderer den fysiske verden gennem internettet, var mere tidssvarende i 2001 end i 2006, og når den her er frarøvet al sin symbolværdi og filosofiske betydning er den blot banal og intetsigende. Det lyder ikke som værende muligt at lave en film der handler om jordens undergang kedelig, men ikke desto mindre er det lykkedes Sonzero, hans hold af stive TV-skuespillere og deres plagierende stil (klimakset ligner Chris Cunninghams berømte musikvideo ”Come To Daddy” en lille tand for meget). For det første er spøgelserne til stede i næsten alle indstillinger. Ikke mystisk og dermed ikke uhyggeligt. For det andet er alle de scener der er hugget fra originalen proppet ind på en vældig forceret måde der vil virke meget umotiveret hvis man ikke har set originalen og bare er dårligere eksekveret hvis man har. For det tredje er der skuespillet…jeg kunne blive ved men stopper her.
”Pulse” er ikke bare en dårlig film, en ueffektiv gyser og noget nær den dårligste film der nogensinde har haft manusforfatter Wes Cravens navn vedhæftet (”Mindripper” er nok en tand dårligere) – mere end noget andet er den en hån mod Kiyoshi Kurosawas mesterlige, psykologiske gyser. Se originalen hvis du vil lære noget om effektiv uhygge og lære en mesterlig filmmager at kende. Se genindspilningen hvis du vil lære noget om hvordan man IKKE skaber uhygge og hvordan man IKKE skal gøre.
Filmen indeholder intet bonusmateriale, kun et lille trailershow.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
