Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Pusher skaffede for alvor Nicholas Winding Refn et gennembrud i 1996 med sit filmiske indblik i det københavnske narko-miljø. Filmen handlede om pusheren Frank, der ikke kunne få det hele til at gå op i en højere enhed i sidste ende. Denne Frank er nu forsvundet, men hans tidligere ”makker” Tonny opholder sig stadig i Danmark.
Tonny (Mads Mikkelsen), som havde en birolle i den første Pusher film, er netop kommet ud af fængslet og skal tjene nogle penge, da han skylder væk. Han opsøger sin far der med hård hånd styrer en lille forretning i den kriminelle underverden.
Som Winding Refn selv udtaler, er Pusher 2 ikke en film om det kriminelle miljø, men en film om mennesker i det kriminelle miljø. Handlingen er heller ikke det bærende i filmen. Den udspiller sig omkring hovedpersonen Tonny, der kæmper med at få sin fars accept. Publikum er vidne til hans indlysende nedtur gang på gang p.g.a faderens voldsomme pres og åbenlyse ydmygelse.
Tonny er ikke byens bedste barn og han er heller ikke en man bryder sig om. Han gør dumme ting og bliver aldrig til noget fornuftigt. Men filmen spiller på hans psykiske præg fra omverdenen, der gør ham til den han er. Dette skaber en form for sympati hos publikum og Mads Mikkelsen har en enestående evne til at gøre sin karakter mindre kunstig end de andre karakterer i filmen. Refn har valgt at bruge virkelige personer med en vis forbindelse til den københavnske kriminelle underverden (blandt andre det tidligere medlem af den hedengangne hip hop gruppe Rockers By Choice, Øyvind Hagen-Traberg). Det er ikke noget man som publikum bider mærke i fordi skuespillerne spiller noget de kan relaterer til. Tonen kan virke overdrevet, men passer ind i sammenhængen.
Filmen indeholder ikke blodige voldscener, men derimod skærende scener hvor det grusomme går dybere end synet af blod. Det er en tur gennem Amagers gader med til tider håndholdt kamera og lave stemmelejer, der skaber den rå kant.
Taget i betragtning af, at Refn eftersigende skulle have lavet Pusher 2 af rent økonomiske årsager er filmen ret så vellykket. Ikke på nogen måde mesterlig og heller ikke så god som den første Pusher, men alligevel vedkommende. Filmen kan virke som om den ikke har været igennem en langvarig proces og handlingen er tynd. Men det hele fungerer, lige fra lydsporet der spiller en væsentlig rolle, til Mikkelsens portrættering af Tonny er exceptionel og trækker filmen væsentligt op.
Ekstramateriale: Et indblik i den street-casting der foregik omkring udvælgelsen af skuespillere. Bonus i den bedre ende.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
