Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
I anledning af 50-året for Nordisk Films grundlæggelse skulle en storfilm indspilles. Det blev en film hvis handling foregår på Grønland med nogle af dansk films darlings på det tidspunkt, Poul Reichhardt og Astrid Villaume frem for alt. Og Erik Balling instruerede. Hvorfor på Grønland, ved jeg ikke – men man bider da mærke i den kuriositet, at Nordisk films logo med isbjørnen på toppen af jordkloden var genialt i den sammenhæng.
Grønland er først og fremmest en pragtfuld kulisse for et ikke særlig vellykket melodrama om en dansk mand, Jens Lauritzen (Reichhardt) og en dansk kvinde, Eva Nygaard (Villaume) der hver for sig svigtes og så finder hinanden i stedet for. Grønland er både billede på den benhårde isolation der bydes den der skubbes ud i kulden, men også mulighedernes land for den der indser, at kontakt med det basale er forudsætning for kærligheden. Qivitoq er betegnelsen for en fjeldvandrer, en grønlænder der i skam, men også i vrede foretrækker en eneboertilværelse i isolation på fjeldet. Her hentydes naturligvis til Reichardts flygten til Grønland efter et sammenbrudt ægteskab. Men problematikken understreges også af en sidehandling, hvor den unge grønlænder Pavia(Niels Platou)les ud af fangersamfundet, fordi han bliver fisker og kommer hjem uden fangst. Men som det bliver sagt i en af de noget anstrengte replikker: ”Hvor der er et drivhus på Grønland er der en kvinde.” Erik Balling fortalte i øvrigt i en erindringsudsendelse i 70´erne, at han først på Grønland fandt ud af, at Leck Fischers manuskript ikke helt hang replikmæssigt sammen, så han måtte skrive om som en rasende under optagelserne. Anstrengte er replikkerne dog stadig.
Tiden har bestemt ikke været god ved filmen. Ligesom den grønlandske natur er kulisse for melodramaet er grønlænderne det også. I dag vil man næppe slippe godt fra at romantisere livet i bygderne, hvor danskerne leder og fordeler arbejdet blandt et naturfolk der skal lære at indstille sig på nye tider fra fangst til fiskeri, imens de laver grønlænder-vendinger med kajakken, spiser rå sæl-lever og går til kaffemik. Dertil kommer at specielt Reichhardts højstemte stemmeføring næppe skaffer nye beundrere i dag. Det er meget betegnende, at de grønlandske skuespilleres meget mere afdæmpede stil virker langt mere overbevisende de danske stjerners. Specielt Niels Platou som Pavia er god.
På den anden side skal man ikke være blind for den gode vilje i filmen. I en af filmens bedste scener hylder Jens det basale liv blandt bygdens mænd og kvinder. Det er vel dér hvor Eva erkender, at hun må blive hos ham. Filmen har ligesom sine hovedpersoner en herlig kultur/natur-splittelse der engang imellem spiller mere med end måske oprindelig var planlagt. Tydeligst – og faktisk chokerende midt i al romantiseringen – da glubske slædehunde kaster sig over et barn og skamferer det. Her banker realismen faretruende på.
At filmen i dag trods alt er seværdig skyldes først og fremmest fotografen Poul Pedersens flotte arbejde. Vi får skønne panoramaer udover bygder, fjorde og fjelde, for slet ikke at tale om kulminationen i billederne af frygtindgydende kælvende isbjerge og dybe isslugter. Billedarbejdet skæmmes dog noget af nogle bagprojektions-billeder. Hvorfor de billeder ikke er taget på stedet skyldes måske det faktum, at det ikke var muligt at kontrollere dagens optagelser førend en måned efter at de var skudt, som Poul Pedersen fortæller på ekstramaterialet.
Interviewet med fotografen Poul Pedersen er bestemt interessant, men virker mærkelig anstrengt og uden nerve. Med DVD-udgivelsen følger også et hæfte der er et genoptryk af filmens program fra dengang.
