Skriv en kommentar
Hvordan man håndterer sorgen over at miste en, man elsker – en forælder, en ven, et barn – varierer alt efter, hvem man er. Nogle allierer sig med en dyne og en pakke Kleenex, nogle omringer sig med mennesker og taler om deres tab, mens nogle reagerer med vrede i ensomhed.
Også i Rabbit Hole reagerer ægteparret Becca og Howie (spillet af Nicole Kidman og Aaron Eckhart) vidt forskelligt, da deres 8-årige søn en sommerdag køres ned på familiens villavej og dræbes på stedet. Howie prøver at tackle sin sorg ved at melde sin ind i en terapigruppe, hvor han knytter bånd med kvinden Gaby.
Omvendt spenderer Becca det meste af sin tid alene hjemme, hvor hun konstant mindes om sit tab. Først da hun tilfældigvis støder ind i den unge mand, der kørte hendes søn ned, og begynder at have små samtaler med ham, kan hun så småt begynde at bearbejde sin sorg.
Umiddelbart kan Rabbit Hole lyde som et tamt og melodramatisk, ærkeamerikansk grædedrama, men filmen lykkes, fordi den holder sig til en naturalistisk tone frem for at overgive sig til det overdramatiske. Nok er der store følelsesudbrud, men de føles aldrig kvalmende sentimentale. Hollywood-paletten er smidt ud til fordel for en mere oprigtig og ærlig tilgang, der fungerer og skaber sympati med filmens karakterer.
Dette skyldes ikke mindst også filmens flotte skuespil. I sidste måned modtog Nicole Kidman en Oscar-nominering for sin præstation, og man må sige, at den er velfortjent. Filmen indeholder scener, hvor man let kan falde i overspillets fælder, men Kidman mestrer at tage sit spil lige til grænsen og ikke træde så meget som en tå over.
Dette er også takket være det gode medspil fra Eckhart og ikke mindst veteranen Dianne Wiest i rollen som Beccas mor, der ligeså for mange år siden måtte kæmpe med tabet af en søn.
Denne karakter giver filmen perspektiv og viser, at Rabbit Hole ikke så meget er en film om den umiddelbare sorg, men snarere handler om selve sorgens proces, der kan tage år, endda årtier. Der er ikke nogen opskrift på, hvordan sorgen håndteres og accepteres, hvilket netop gør den så kompleks og frustrerende. I stedet er filmens morale, at man blot må fordøje den én dag ad gangen – hvilket gør Rabbit Hole til en lille, oprigtig og fin film.
