Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Rabbit Hole er en af den slags barske fortællinger om hvordan livet kan gøre frygteligt ondt. Vi følger Becca (Nicole Kidman) og Howie (Aaron Eckhart) som gennemlever et sandt skrækscenarie. Deres søn har mistet livet, efter at være blevet ramt af en bil. Sorgen over deres store tab, truer nu med at splitte ægteskabet. Howie er tilhænger af sorggrupper, mens Becca ikke synes den slags er brugbart. Becca fjerner dagligt flere af sønnens ting, mens Howie mener at de skal bevares. Med andre ord, har forældrene hver deres reaktionsmønstre og det ender med at blive selvudslettende for deres samliv. Da Becca tilmed drister sig til at opsøge den unge mand, som førte bilen og indgår en form for samtaler og gensidig forståelse for det hændte, så bliver det for meget for Howie. Følelserne springer ud i fuldt flor...
Nicole Kidman leverer en fantastisk præstation som Becca, hvilket tjente hende både en Golden Globe-nominering og en Oscar-nominering. Som den ramte kvinde som har svært ved at glæde sig over noget som helst, så er hun på konstant koalitionskurs med sin omverden. Der er en række afgørende og særdeles memorable scener, hvor Becca simpelthen taber overblikket. Hun bryder talerækken til møde i sorggruppen, og negligerer et andet pars traume. Det ender med at hende og Howie må gå, efter det pinlige optrin. Og så er der også scenen, hvor Becca taber fatningen til sin søsters fødselsdag. Der er revner i alle afkroge...
Aaron Eckhart gør det nu også fint, som modvægt til at Kidman kan folde sig ud – og som støtter til de to er også castet Dianne Wiest (Edward Saksehånd), Sandra Oh (Sideways), Giancarlo Esposito (The Usual Suspects) og Brian Dennehy (Rambo). Rabbit Hole refererer dobbelt i den forstand at den dels er titlen på den tegneserie som sønnens ”morder” viser Becca til gennemlæsning, men så sandelig også det skjul som man bliver nødtvunget til at kigge ud af, for at komme på fode igen oven på en tragedie.
John Cameron Mitchell har skabt en troværdig film, som dog nok mangler lidt pondus når alt kommer til alt. Den kredser stille om sit emne, uden at møve sig frem med spidse albuer. Filmen kunne med lethed havde været komponeret mere hjerteskærende, men den har udelukkende fokus på den sorgproces som parret står midt i. Der er ganske vidst tale om en udviklingshistorie, men selv blot 91 minutter af den skuffe, føles længe.
Et stærkt tema, ganske vist, men rådet er herfra at se filmen som beskuer af Nicole Kidmans præstation, som kommer meget tæt på det perfekte.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Mis. Label.
