Skriv en kommentar
Jeg har tidligere haft fornøjelsen af udgivelser fra Another World Entertainment, som i den grad lever op til navnet. Stor ros til denne distributør for at turde kaste sig over en niche i markedet og dermed give muligheden for at se og opleve film, man ellers skulle anstrenge sig voldsomt for at støde ind i.
Således også med Raigyo – en japansk film fra 1997, som angiveligt er en del af en traditionsrig film-genre, nemlig Pink Cinema. Når jeg skriver angiveligt skyldes det mest, at der i ekstramaterialet findes en tekstgennemgang af historien bag Pink Cinema, der kort fortalt handler om, at man i 60-70´erne opfandt en filmgenre for at få sat lidt skub i den japanske filmindustri, og hvad sælger bedre end film med lidt vold og sex – og sex hvor man sågar kunne se kønsbehåring. Uha-uha. Det lykkedes over al forventning. Jeg kender ikke nok til genren, men syntes ikke just, at Raigyo er præget af vold og sex. Bevares, begge dele er til stede, men fylder ikke ret meget. Og så tilbage til distributøren; for de slår voldsomt på, at filmen er både voldelig og fyldt med sex-scener, og det mener jeg er vildledende. Min pointe er, at DVD´en ikke skal erhverves ud fra et ønske om at se en sex-volds-film, for så bliver man slemt skuffet.
Det behøves man i øvrigt ikke at blive, men det kræver godt nok et åbent sind og en stor forståelse for, hvad der rører sig i østen, førend man får det fulde udbytte af en film som Raigyo. Og jeg må blankt tilstå, at jeg tidligt kastede håndklædet i ringen. Raigyo er simpelthen for fyldt med symbolik og historie, som jeg ikke formåede at afkode. Man kan så diskutere, om jeg er den rette til at anmelde filmen (kommentér hjertens gerne nedenfor), men omvendt er jeg ikke fortaler for at uddele 6 stjerner til en film, bare fordi den opleves mærkelig. Påstanden herfra må være, at de få personer, der med en vestlig baggrund vil se denne film som et mesterværk allerede har fået set den, mens gennemsnits-filmkiggeren på denne side vil rynke på næsen og opgive at se filmen færdig. Men det er jo blot en påstand.
Selve handlingen: Vi møder en kvinde, som efter et ophold på hospital forsøger at få kontakt til en mand gennem et ret specielt telefonsystem. På den anden side møder vi en mand, der trods en gravid kone gør alt hvad han kan, for at være utro. De to mødes, booker ind på et tilfældigt hotel – og har sex. Efterfølgende viser det sig dog, at kvinden har helt andre motiver for mødet, og det involverer bl.a. en kniv. Normalt ville man ikke afsløre handlingen derefter, men for så vidt er der ikke så meget handling at løfte sløret for. Men vi møder både underlige politifolk, mentalt handicappede, en tankstation og meget andet.
Udgangspunktet var jo en pink genre, men selvom filmen er svært læselig, så er der ingen tvivl om, at den er mere sort end pink. Omgivelserne er deprimerende, dystre og sært døde i det – i stærk kontrast til hvordan jeg personligt ellers oplever østen. Personerne lever en tilværelse, hvor døden ligner en lettelse og fabriksskorstenens røg ser ud til at indfri forventningen herom inden for den nærmeste fremtid. Yderst dystert. Og ganske givet en kritik af et samfund i forfald.
Ikke desto mindre blev jeg bestemt ikke imponeret af første (måske sidste) møde med denne genre og tvivler på, at den vil falde i andres smag – så 1 enkelt pind for distributørens mod kan det blive til.
Som lidt bonusinformation kan nævnes, at Raigyo er en slangehovedfisk, som man undgår på japanske restauranter, da den bærer bakterier og hurtigt rådner. Fisken optræder mange gange i løbet af filmen.
Skulle man have fattet interesse for Pink Cinema, så kig videre her på siden:
Tokyo X Erotica.
Filmen er venligst udlånt af
Another World Entertainment.
