De seneste godt tre år har været triste år for The Ramones – og for deres fans. Tre af medlemmerne, Joey, Dee Dee og senest Johnny er nemlig ikke i blandt os længere. Godt nok gik The Ramones i opløsning i 1996 – 20 år efter deres debutplade – men håbet om genforening rumsterede naturligvis i nostalgiske punkkredse. Men nu er den drøm også død.
Musikken fra de sortklædte new yorkere lever dog uden tvivl videre. Sammen med The Stooges og New York Dolls førte de an i den amerikanske punk, mens The Clash og The Sex Pistols stod for den britiske side. I manges øjne blev punken som hurtig, primitiv, pågående men dybest set også melodisk rock først rigtig udkrystalliseret og klart defineret med Ramones’ debut ”The Ramones” i 1976. Det til trods for, at for eksempel The Stooges eller MC5 allerede tidligt i 1970’erne lagde de første byggesten for genren.
Derfor fortjener The Ramones naturligvis også en dvd. Med ”Raw” får de en fyldig én af slagsen med fem timers materiale, der spænder fra liveoptagelser, hjemmevideoer og klip fra tv-udsendelser. Dermed gemmer udgivelsen på masser af glimtvis guf og giver i snap shots også indtryk af bandets størrelse.
Men ”Raw” forsømmer at tage fat om roden og komme under huden på bandet og dets medlemmer. De fem timer byder på løsrevne blade fra en spændende historie om et band, der med masser interne stridigheder, heftigt stofmisbrug og en umiddelbart banal musik besteg rockens tinder. Dvd’en skriger på et samlende element, en grundig dokumentarfilm, der så også kan rette op på, at der i et vist omfang også mangler et perspektiv, som viser, hvad de her primitive rockmusikere egentlig betød og betyder.
Det virker ganske enkelt uforståeligt, når dvd-producenter til stadighed bilder sig ind, at man kan lave en spændende udgivelse alene via mængde. På det punkt fremstår rock-dvd’en generelt stadig som et ungt og langt fra fuldt ud udnyttet medie. Et medie, som bare bliver skraldespand for en masse småklip, ingen gider at binde sammen og løfte op på et højere og for alle mere spændende plan.
DVDen er venligst stillet til rådighed af
BMG Danmark.