Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Der ligger en forbandelse over filmprojekter, der er baseret på videospil. Selvom videospil kan have nok så gode historier, og tilmed være åbne for fortolkninger i en ambitiøs verden, er der endnu ikke lykkedes med en decideret velfungerende filmatisering. Så hvorfor ikke vende det hele på hovedet, og basere en film på et videospil nærmest blottet for plot? I det gamle arkadespil “Rampage” fra 80’erne, vælger man enten aben, ulven eller dinosauren som alle er gigantiske, og går så i gang med at vælte bygninger, kaste med mennesker og ødelægge helikopterer. Det er det. Spillet er såmænd ganske sjovt, og er da også stemplet som en klassiker indenfor genren, men at gå fra det spinkle præmis til en filmatisering, er at gå et skridt for langt ud. På den anden side, er det muligt selv at bygge et plot op. Så længe vi får monsterne at se, er det vel nok til at tilfredsstille masserne? Og hvor mange i målgruppen har overhovedet spillet spillet? Disse spørgsmål er retoriske, for “Rampage: Big Meets Bigger” er så hamrende ligegyldig, og slet ikke værd at spilde tid til analyse på. Nogle griske producere i Hollywood har hyret Dwayne Johnson, og det er faktisk nok til at sikre en økonomisk succes. Så skidt pyt med at intet giver mening.
For “Rampage: Big Meets Bigger” giver ikke mening. Tre dyr får kontakt med resterne af en meteor, og bliver smittet med et farligt patogen. Blandt dem er en gorilla, som zoologen Davis Okoye (Dwayne Johnson) passer på, og pludselig begynder aggressioner at vokse hos dyrene i takt med størrelsen. Davis vil gøre alt for sin gorilla, og bliver snart viklet ind i nogle kampe, hvor en kæmpeulv og kæmpekrokodille skal neutraliseres af hans gode ven kæmpegorillaen.
Filmen ved, at den er fjollet. Plottet er dumt og spækket med plothuller, usammenhængende detaljer og ligegyldige karakterer. Alle fjollerierne peger i en enkelt retning - mod filmens klimaks. Kæmpekrokodillen bliver holdt i baggrunden som i en klassisk monsterfilm, hvor afsløringen til sidst skal chokere, men spændingsopbygningen udebliver, og der er ingen årsag til at holde den skjult, når de andre to er fremme i lyset fra allerførste sekund. Dwayne Johnson er som altid karismatisk, men det er ikke nok til at bære en film, som kun lever på sine effekter og actionscener, når disse ikke kan levere. Effekterne er nemlig til tider meget utroværdige, hvor skidtet ligner et afsnit af “Junglebanden” til tider. Endnu værre er, at actionscenerne er alt for få, uinspirerende og kedelige. En episode på et fly halvvejs igennem er filmens højdepunkt, og klimakset er ligeså forudsigeligt som det er hurtigt overstået.
“Rampage: Big Meets Bigger” er endnu en af Dwayne Johnsons blockbustere, som går i glemmebogen lynhurtigt. Manden har efterhånden mange af disse slags film på sit repertoire, og det er ærgerligt, for han har masser af star power. Måske han snart skulle tage sig en alvorlig snak med hans booking agent.
Billede & Lyd - 5/6
Filmen er skudt digitalt i 2K og derefter opskaleret til 4K til udgivelsen her. I forhold til blu-ray udgaven, der også hører med til udgivelsen her, er billedet mere klart og farverne mere skarpe. Der er dog ikke den store forskel i det hele taget, og de færreste vil bemærke forskellen - især på TV under 65”. Lyden er derimod hamrende imponerende. Udgivelsens Dolby Atmos lydspor buldrer og brager med den rette mængde bas og en nærmest perfekt lydbalance.
Ekstramateriale - 3/6
Fem featurettes på sammenlagt ca. 50 minutter går bag om hovedsageligt skuespillernes indgangsvinkel til filmen. Der bliver bl.a. snakket om det originale spil, filmens effekter, filmens world building og de tre monstre. Fælles for alle featurettes er, at de aldrig kommer i dybden med deres materiale, og både rygklapperi samt gentagelser dukker op i ny og næ. Derudover er der en håndfuld slettede scener og et gag reel, som begge dele såmænd er underholdende nok, men bestemt ikke et must.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Twentieth Century Fox Home Entertainment Warner Bros.
