Skriv en kommentar
To mastodonter har de seneste år bemægtiget sig statussen som animationsfilmens moder og fader – Disney og Pixar. Begge har de determineret sig som prominente, dygtige og mægtige leverandører af magiske fortællinger, hvis titaniske, begavede tekniske kunnen alene er blevet overgået af deres ligeså agtværdige og inspirerende historier. Men harmonien bliver måske truet af den nye, uprøvede, men næppe ukyndige, spiller på banen – ILM eller Industrial Light & Magic. ILM blev oprettet i slutningen af 70´erne som en aktiv special effects afdeling, der skulle forsyne George Lucas med fantasirige og overbevisende special effects til den første Star Wars film. Siden stiftelsen har ILM dog stået i spidsen for utallige special effects i mange Hollywood produktioner, senest Pirates-trilogien, som Rangos idémand og instruktør, Gore Verbinski, også var instruktør af.
ILM er nemlig den produktive force bag Rango, en ny animationsfilm med western-genren som den definerende fremstillingsform, dyreverdenen som den agerende primus motor, den indre rejse som den altoverskyggende tematik og så ikke at forglemme humoren som det sammensluttende bindemiddel, der holder alle delene sammen og gør denne film til en lutter FORNØJESE. Og det er med vilje, at fornøjelse står med stort.
Historien om en tilblivende helt
Dirt er ikke blot navnet på en elendig amerikansk tv-serie, men nu også betegnelsen for en støvet, isoleret western-by, lokaliseret midt i Mojave ørkenen. Hertil kommer den fantasifulde, selvbestaltede helt, Rango, hvis seje navn klinger mistænkeligt meget i retning af brave Rambo. Muskelmassen og 80´er garnet har de måske ikke tilfælles, men begge er de frelsende heltefigurer med en strålende karisma. Rango er ej hellere et menneske, men en forvandlende kamæleon, der med sin sprælske Hawaii-skjorte og kække facon hurtigt tiltrækker sig både ønsket og uønsket opmærksomhed.
Anledningen til hans pludselig opdukken i den antikke by er da heller ikke planlagt – hans vante tilværelse som et indfanget kæledyr, hvis verdslige panorama var begrænset til et sølle terrarium, lavet af glas, smuldrer både bogstaveligt og i overført betydning, da den bil, som hans glasformede fangenskab udspillede sig i, støder på en bump, som knuser glasvæggen til virkeligheden – ja, igen både ordret og metaforisk - og kaster Rango ud i virkelighedens diffuse makrokosmos. Herfra fører den golde vej til Dirts indtørrede landskab.
Dirt er under total kontrol af en højtbedaget skildpadde, Mayor, som hurtigt udnævner den nyankomne Rango til byens sherif, efter at denne ved et hændeligt uheld har elimineret den farlige rovfugl, som havde været byens tilbagevendende pestilens gennem længere tid. Stillingen som Dirts regelrette og moralske lovmand falder ham let, men byens synkende vandstand, en tvetunget klapperslange og hæmningsløse bander volder ham mere end almindeligt meget besvær. Derudover gør mødet med den egensindige og spydske, men smukke Beans ham en smule kugleskør og opsat på at vise sig som den hero, han tror, han er. Muligheden byder sig, da Rango stiller sig i fortrop for den amatøragtige detektiv-trup, der skal regne ud, hvem det er, som piller ved byens vandforsyning.
Det er naturligvis dømt til at gå lidt godt, så lidt mere galt, men måske mest godt igen … hvor galt og godt, kan du glæde dig til at finde ud af i Rango.
Kreativ historiefortælling viklet ind i en forførerisk billedside
Der er umiddelbart tre dominerende grunde til, at Rango hejser sig op på et kongeligt kvalitetsniveau, som ikke alene gør den til et noget nær forbilledligt animeret opus, men tilmed til en brav, indsugende oplevelse for publikum.
1) Billedsiden er helt beundringsværdigt skruet sammen. At denne er ILM´s første animationsfilm er svært at sluge, eftersom både kvaliteten, skarpheden og montagesammensætningen i filmen er fantastisk flot indfiltret. Billederne er nydelige og imposante med fokus på selv den mindste detalje, dog ikke på bekostning af det store hele. Præcision, skarpsind og dynamik karakteriserer hver en scene, og allerede, mens introteksterne bliver slået an, lader man sig opsuge af filmens fænomenale billedarrangement. Der hersker endvidere en mageløs virkelighedsfornemmelse i opsætningen, som puster ekstra liv i det animerede univers.
Filmens største og smukkeste styrke er, at den maner en dybt poesifyldt sindsstemning frem, der oser af graciøs ynde og lyrisk intuition, som eksempelvis under Rangos langstrakte færd på ørkenens stilfærdigt flagrende overflade og hans sluttelige tilbagekomst gennem ødemarkens forladthed, som accentueres ved hvert ensomt skridt, han tager. Hvert skridt får de furede sandbunker til at rulle blidt ned ad sandbakken som en allegorisk sammenstyrtning af tårer. Ord kan ikke udtrykke, hvor bevægende en filmisk gestus, det er. Varme akklamationer herfra.
2) Historien er både gribende og indsigtsfuld med et vejdrejet scenarium, som folder sig ud i perfekt timet tempo, så man både bliver fastholdt på kanten af biografsædet uden at miste hverken balancen eller pusten og bliver behageligt indhyllet i sædets bløde materiale, så sanserne får frit løb uden at overstyrte eller stresse nydelsen.
Rango er så charmerende en karakter, at man hurtigt forelsker sig i hans teatralske væsen med kronisk forkærlighed for dramatiserende fortællinger og selviscenesættende anekdoter. Han sørger for mængder af lagkagekomik, omtanke og seriøsitet … se, det er en hellig treenighed, som optræder beklageligt lavfrekvent på det store lærred, og som i virkelighedens verden nærmest kun er forbeholdt det opreklamerede Kinder-æg.
Filmen stimulerer grinemusklerne, så tårerne ingen ende vil tage, men man lader endogså en tåre eller to snige sig ud af øjenkrogen, når stemningsmusikken bliver erobret af de degressive tonerækker.
Western – genren fungerer ligeså som den oplagte fremstillingsornamentering i filmen, hvor banditterne bliver så meget mere "bad", og heltene des mere "clean cut". Denne vidtgående typologi får det bedste indspark i Rango, som netop karikerer disse accepterede, udbredte stereotyper uden at banalisere dem eller gøre dem kitschede.
Der er adskillige, fint installerede og respektfuldt vinkende referencer til klassiske kultwesterns af bl.a. mestrene Sergio Leone og John Ford. Filmen hilser tilbedende på sine kult-inspirationskilder og gør sit for at følge i deres legendariske spor. Den gør sine westernmuser efter, men sålænge det bliver gjort godt (og det bliver det), er der ingen indsigelser herfra.
3) Karaktererne har simpelthen ekstraordinært meget X-faktor, så selv Blachman ville blive mundlam. Filmen har deponeret hele sin affektionsværdi i de talende og tænkende antropomorfiserede dyr, som er skægge, søde og seje. Man elsker at være i deres selskab, fra det spirituelle bæltedyr til den lystigt drikkende kanin. Stemmerne er indtalt af bl.a. Johnny Depp og Ray Winstone med stor ægthed og indføling – det er noget nær animationens svar på method acting.
Jeg kan tilmed afsløre, at Clint Eastwood (but of course!) har fået en velkoordineret cameo som et konsultativt orakel. Fornemt og fedt tænkt! Fremhæves skal også det rytmiske soundtrack, forestået af ingen andre end musikmageren Hans Zimmer.
Rango er en flamboyant, velproportioneret fabel, hvor alt godt er i godt spil. Filosofisk, reflekterende, intelligent og komisk … alle dele er jævnbyrdigt tilstedeværende, så publikum er fint tilgodeset.
Der er kun ét tilbage at sige - Rango er i den grad go´!
