Skriv en kommentar
Nogle år ude i fremtiden er boksere i kød og blod blevet erstattet med fjernstyrede robotte, for at tilfredsstille de volds-hungrende tilskuere Den tidligere bokser Charlie Kenton (Hugh Jackman) fordriver tiden med at arrangere små robotboksekampe med hans egne udtjente roboter, men er konstant på flugt fra de bookmakere han skylder penge efter hans lederlag. Da hans ekskone dør bliver hans søn Max efterladt hos Charlie som den retmæssige arving. Nu må Charlie til at tage ansvar for sit liv og sin søn, og sammen forsøger de at vinde mverdensmesterskabet for robotter med den skrammelrobot, som Max har fundet på en losseplads. Kan Max blive mere værd for Charlie end en sum penge?
Inden du dropper dine aftenplaner med kæresten til fordel for drengerøvsaftenen med skummende fadøl, gourmetburgere og med beslutningen om at overvære mini-transformers i bokseringen, der svinger stålnæverne mod hinanden i et gnistrende inferno i et metalisk bokse-spektakulaire, så gennemse biografprogammet og genovervej endnu engang. For selvom Real Steel indeholder alt det ovennævnte, er drengerøvsmomentumet svøbt omkring historien om den ensporede og egoistiske fader, der skal forsøge at knytte bånd med sin tabte moderløse søn og gøre alt ting godt igen. Det hele fortalt i et klassisk amerikansk kampsportdrama i børnehøjde. Reel Steel er ikke en fantastisk film for voksne, men derimod en udemærket film for børn i alderen 8-12 år, som drømmer om at have sin egen über-cool boskerobot eller synes det er sejt at lege med Transformers. Men den er ikke for voksne.
Men det er også her at man kommer i tvivl. For hvem er filmen egentligt henvendt imod? Den har fået en tilladt-over-11-år-grænse her i landet (i USA PG-13) og dette er åbenlyst med begrundelse om eksplicit vold i en kampsportsfilm, men denne grænse vil uden tvivl udelukke filmens egentlige egnede publikum. Real Steel er en familie- og børnefilm for drenge som i forevejen alligevel spiller computerspil og ser og tegneserievold. For hvem kan ikke tåle at se et par ’boter’ slå på tæve så metalsplinter gnistrer og lemlæstede roboter synker i knæ. Det er vel ikke meget anderledes end i tegnefilm.
Kakota Goyo leverer et fint stykke skuespilsarbejde som drengen Max, men hans karakter falder desværre igennem, da han virker for bedrevidende og overklog i forhold til hans alder, der dermed gør ham utroværdig. Max overtager Bailey, Charlie’s kæreste, hverv som mekaniker og begynder, foruden at reparerer Atom robotten, også at tænke ud af boksen og opdaterer og installerer en stemmekontrollerende mekanisme, så Charlie kan styre den med headphones. Hvordan den 10-årige computerspilsafhængige Max har fået disse evner forbliver ufortalt filmen igennem. Det er vel noget enhver 10-årig kan… Hvad der er mere mystisk er, at filmen lægger op til at Max’s evner som computerspils-haj, bliver forløst ved at overtager kontrollen og rollen som fører af Atom, men dette bliver der heller ikke fulgt op på. Til gengæld kan han danse..
Hugh Jackman klarer rollen fint ved siden af Goyo, men det er uden at strække sig videre ud over hans evner. Skuespilsmæssigt lægger filmen sig også op ad en børnefilm og derfor er filmen fyldt med skjulte kærlighedserklræringer mellem far og søn. Dog er en af filmens bedste karakterer den næveløse cowboyder Ricky (Kevin Durand), der er en af Charlie’s skyldnere.
Der bliver flirtet med at menneskeliggøre robotten i specielt samspillet mellem Max og Atom, der giver robotdans en ny dimension. Max forsøger ihærdigt at overbevise sig selv og publikum om, at Atom kan nære følelser, men det forbliver en sær uafsluttet sidehistorie.
Reel Steel dvæler til tider for længe på følelsesmæssige øjeblikke mellem far og søn, så det bliver en smule ’over-the-top’, men specielt soundtracket indeholdende hip hop scenens tunge drenge som Eminem, Beastie Boys, 50 Cent og Foo Fighters bløder filmen op og væk fra sødsuppens smertegrænse. Og så selvfølgelig hjælper det også med kæmpe roboter der slås.
Reel Steel er et tåbeligt plot som ligner noget fra firserne og henvender sig mere til barnlige sjæle end en drengerøvsaften. Det er måske den perfekte film til en far at slæbe sin søn i biffen med og give ham en mandeaften. Lidt ligesom det filmen forsgøer at fortælle, hvor stærkt et far/søn forhold kan blive. Reel Steel er ganske underholdende, men temmelig banal. En uorginal historie pakket ind i et metalisk cinéma du look. Men det er jo sejt med robotter.
