Skriv en kommentar
Åbningsscenen bliver slået an med et panoramisk overblik over Napoli i fuldt dagslys og med vulkanbjerget, Monte Vesuvio i baggrunden. Kameraet zoomer langsomt ind på et overdådigt bryllup. Det ligner et maskebal fra solkongens alias Ludvig den 14.’s tid. Musikken er komponeret af franske Alexandre Desplat, som bl.a. har komponeret musik til The Queen, The Tree of life og til de sidste to af Harry Potter filmene. Den visuelle side understøtter musikkens drømmeagtige, tryllebundne toner med sine farvestråelende kostumer, overdreven sminke og parykker.
Det er velstående mennesker fra Napoli, som fejres. Selvom kostumerne imitaterer svundne tider, så er det et moderne bryllup med underholdning. Enzo, stjernen fra sidste sæson af Italiens svar på Big Brother – Grande Fratello, er ceremoniens store overraskelse. Vigtigst er fotograferingen med berømtheden og brudeparrets store familie iscenesættes på nogle kunstige sten med rislende vand.
Vores hovedperson, Luciano (spillet af Aniello Arena) deltager også i ceremonien, hvor han står for underholdningsdelen. Han er klædt ud som dragqueen og gæsterne finder ham vitterligt original og er særdeles underholdt. Luciano får overtalt Enzo til at lade sig fotografere med sin mindste datter.
Ceremoniscenen slutter med en vemodighed og tristesse. Luciano står med sin lille datter og vinker farvel til Enzo, som flyver afsted i en helikopter. Idet helikopteren letter, flyver Lucianos paryk af. Datteren spørger, hvor Enzo skal hen. Dertil svarer Luciano ”hjem”. Lucianos sminke er ved at prelle af og hans ansigt udtrykker både en fascination og en længsel, som han tydeligvis ikke har mærket før. Higen efter berømmelse begynder at tage form i Lucianos forestillingsverden. Hans egen hverdag visner ved siden af, da han pludselig fornemmer noget større, et andet liv – en verden ligesom Enzos.
Grande Fratello – 12. sæson
Italiens udgave af Big Brother – Grande Fratello har kørt i mere end 10 år i Italien og er i gang med 12. sæson. Nyhedsværdien er dog stærkt nedadgående, men idoldyrkelsen fascinerer stadig. Seerne slår hjernen fra og kan flygte ind i en anden virkelighed. Det er legalt at belure andre mennesker og være med i deres mest intime øjeblikke.
For filmens hovedperson begynder Grande Fratello egentligt som en joke, fordi han gerne vil glæde sine børn og kone. Derfor deltager han i auditionen, som finder sted i Rom i filmstudiet, Cinecittas lokationer. Efter auditionen begynder tvangstankerne, frygten og angsten for ikke at blive valgt. Lokalsamfundet og familen presser også på med deres iver for at vide, hvornår han får svar.
Svaret lader vente på sig. Inkubationstiden er kort. Lucianos arbejdskompagnon og ven, Michele (Nando Paone) og Lucianos stærke, højtelsket kone Maria (Loredana Simioli) oplever den markante forandring. Luciano tror, at han i ventetiden allerede bliver overvåget, og vil gøre alt for at behage. En selvisk side af Luciano træder frem og han bliver fikseret på sit udseende og hvilke tøj, han skal tage på. Han satser alt, som han ejer for at gøre sig fortjent til at blive udvalgt.
For Luciano er det tilfældigt, at det lige bliver Grande Fratello, som langsomt får ham til at miste fodfæste i virkeligheden – han mister sig selv, sin familie og sin fiskebod for et reality-show.
Reality-shows – en samfundsdiagnose
Instruktøren Matteo Garrone fortæller i Reality fra 2012 lidt den samme historie som i sin film Gomorrah fra 2008. Gomorrah handler om gangstermiljøet, hvor Reality har show-business systemet som omdrejningspunkt. Begge er en kritik af det nuværende samfundssystem. Hovedpersonernes udgangspunkt begynder godt, men forfalder til store drømme om berømmelse, anerkendelse, tankespind, mange penge og de falder i stedet ud som dybt sølle, tragiske eksistenser.
Instruktøren lirker langsomt, men steady en kile ind i mennesket forfængelige, sårbare tankespind om at være noget mere, noget uovervindeligt. Det er et menneskeligt vilkår, at vi fristes og higer efter mere, hvis vi får snærten af, at noget er bedre – at græsset er grønnere på den anden side - tror vi.
Reality’s hovedperson, Luciano er ved filmens begyndelse en vellidt mand fra arbejderklassen, som er ’rig’ på familie og venner – han har allerede stjernestatus i lokalsamfundet. De holder af ham, som den han er. Reality har ikke et bogforlæg som Gomorrah, men det skærper i dette tilfælde blot historiens præmis – at miste sig selv i overfladiske reality-shows eller anden form for selvudstillende programmer, hvor du konstant er på, fordi du lader dig overvåge og skal underholde.
Reality er en ’sund’ film at se. Den viser tv-branchens overfladiske, grænseoverskridende måder at producere billig underholdning på som bl.a. Big Brother, X-factor, Idols. Deltagerne er almindelige mennesker, som ikke koster noget for producenterne. Det er kun kulisserne og produktionen. Deltagerne bliver ofre ligesom Luciano for falske forhåbninger, ydmygelser og til sidst nederlag. Dog er filmens slutning åben.
