Det banker på aldrende Joans dør og uden for står MI5, den britiske efterretningstjeneste, med en arrestordre. Mistanke: Joan er spion. Og den er god nok. Joan er en af de mest indflydelsesrige spioner i historien. Joan bringes til afhøring og her følger vi hendes tanker tilbage til 1930’erne, hvor hun som ung går på Cambridge Universitetet og studerer fysik. Her møder hun russeren Leo, som viser sig at være sabotør. Kærligheden er til at få øje på, for Joan bliver fuldstændig bjergtaget af Leo. Jobmæssigt ender Joan med at blive en del af et tophemmeligt atomforskningscenter og det er her hun ender med at stå i et frygteligt dilemma, som omhandler nationen kontra kærligheden.
Man må sige at de klæder hinanden, Judi Dench og Sophie Cookson, der spiller henholdsvis den aldrende og den unge Joan. Desværre er filmens progression lettere langsommelig og en anelse tør til denne anmelders smag. Drama og spænding er en mangelvare hvis man kigger på fordelingen ud over de godt 100 minutter, og vidner om at man altså ikke i tilstrækkelig grad har formået at forvalte fortællingen om Red Joan ud fra et ellers stort potentiale. Heldigvis er der også små sekvenser som fungerer fint – heriblandt forholdet mellem Joan og sønnen, hvor sidstnævnte i den grad er overrasket over morens sande professionsidentitet.
Det er absolut tankevækkende at filmen er baseret på virkelige begivenheder, men isoleret set har man altså ikke fået nogen videre spændende eller fængende resultat ud af det. Det er mig ikke muligt at svinge mig op på mere end to sølle stjerner.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Scanbox.