Overskrift konkurrence


Standard facebook

Seneste artikler
Game Of Thrones ...
Galla Premiere P...
Den Ukendte Dans...
Jaime Rosales Ta...
The World Of Han...

Se alle artikler
Overskrift konkurrence

Ad Astra
Ad Astra billede

Us
Pokémin Detectiv...
After


Vi anbefaler
Boligbasen.dk
Ligo.dk - en ven af huset

Biograf anmeldelse

Red Riding Hood

31. marts 2011 af Ana Janic

3 stjerner Skriv en kommentar

Red Riding Hood billede

“Men, bedstemor, sikken en forfærdelig stor mund du har.” - “Det er for, at jeg bedre kan æde dig,” sagde ulven …

”Der var engang” samt ”de levede lykkeligt til deres dages ende” er begge to henholdsvis det fastnaglede, emblematiske indgangsord og det obligatoriske, optimistisk indprentende efterord, der gennem årene har aftegnet en genkendelig formmæssig omramning for eventyrgenren, ligesom de i kompendiøse vendinger har forrettet en gennemslagskraftig tematisk tone. En tone, der bestandigt henlægger genrens epokemæssige ånd til perfektum, ligesom fremtiden klinger af lykkelige hurraråb. På trods af eventyruniversets inhærente kniber og kriser, udfordrende prøvelser samt trodsige, fjendtlige konkurrenter ender det ”gode” med dens, måske ikke altid fyndige, men endskønt evindeligt mægtige, skare af solidariske hjælpere og deres underliggende tro på livets skønhed og godhed med at tage luven fra det ”onde”.

Red Riding Hood revitaliserer eventyrgoliatten Rødhætte i filmisk form, men barnet inden i denne anmelder hvisker og tisker, at den dyrekøbte CGI-ulv ikke er nær så forfærdende eller mindeværdig som i billedbøgernes mere sparsomme, men også mere skarpladte aftegninger …

Twilight, teens og terror

Daggerhorn (lyder jo som et navn taget ud af Harry Potter) er en lille, arkadisk landsby, ukrænkeligt indskudt midt imellem højt kransende bjerge, hvis storslåede vue sætter den sidste maleriske prik over byens i(dyl). Landsbyen er dog langt fra kun pastorale dale, hygsomme landkoner og jodlende herrer. Byen har nemlig sin helt personlige plageånd, hvis fysiske tilskikkelse er af varulvearten og mentale sindsstemning af den dødbringende, altfortærende slags. Indbyggerne i byen har i flere år opretholdt en essentiel våbenhvile med væsnet ved månedligt at ofre et dyr til den blodtørstige skabning, hvis bopæl er de tætte, tilslørende skove. Under den blodrøde måne får den skattede våbenhvile dog et definitivt endeligt, da en ung kvinde bliver dræbt. Dennes unge søster, Valerie (Amanda Seyfried), ser sig pludselig kastet ind i genvordighedernes brændpunkt, da den stygge ulv synes at have fattet særlig interesse for den blonde ungmø.

Midt i alle omvæltningerne er Valerie tilmed splittet mellem to mænd – den vilde, cool og kække Peter (Shiloh Fernandez) på den ene side og den blide, heltemodige og retskafne Henry (Max Irons) på den anden. Da den rabiate varulvejæger, Fader Solomon (Gary Oldman), kommer til byen og proklamerer, at varulven jo er menneske om dagen, sætter han fut i paranoide spekulationer og mistroiske aktioner. Hvem er varulven, hvem bliver Valeries udkårne, og hvorfor minder Gary Oldmans seneste filmiske bedrifter om den groteske rolle af den spyttende, krukkede skuespiller, han spillede i Friends for nogle år siden …

Men … lad os starte med plusserne først:

- Billedsiden oser af dejlig ro, som bliver cementeret gang på gang gennem æstetiske indfangelser af det rustikke landskab. Miljøerne skifter fint mellem klaustrofobiske, men endog besnærende skove, den lune, indvarslende landsbyarkitektur og dybe panoreringer af tågede, distinkte egne.
- Historien er i teorien, og langt hen ad vejen også i praksis, tilpas spændende og eventyrlig med et tematisk korthus, der er funderet oven på en velelaboreret, korpulent fortælling og ikke vælter uden forsvarsløs modstand. Plottet bliver drevet frem på spændingsmættede hjul, der drejer i veltimet tempo og på indsigtsfuldt gødet, kausal jord. Sporadiske suspense-farvede passager kombineret med stænk af betimelige set ups og pay offs væver sammen en gennemsyret stemning af mystik og magi, der er så apprecierede bestanddele i eventyruniverset.
- Soundtracket er fedt, fedt, fedt. Ungdommeligt, uden at tangere Britney. Modent, uden at tendere Neil Diamond. Det beriger filmen med en vibrerende rytmik, som både giver associationer til sensuelle MTV-videoer og sanselige audiovisuelle poesier.

Minusserne er lidt mere mærkbare …

- Skuespillet føles programmeret … forskabet. Ofte fingeret, sjældent naturelt, for det meste stumfilmsagtigt, hvor vidtåbne, flakkende øjne betyder angst og uro, en sammenkneben, rynket pande samt en sammenbidt mund henviser til arrigskab og slette intentioner, og en bævrende mundvige med nedadgående øjenbryn refererer til bedrøvelse og fortørnelse osv. osv. … her må jeg især betone Gary Oldmans melodramatiske skuespil, der mest af alt minder om hysterisk, opskruet komediespil. Et ganske enkelt dårligt spil for galleriet.
- Filmens stemme taler ganske indlysende til Twilight-franchisens inkarnerede groupies og fans. Helt tilfældigt er det heller ikke, at filmens instruktør, Catherine Hardwicke, har siddet i den første Twilight-films instruktørstol. Denne er ikke nødvendigvis nogen forplumrende hæmning for filmen, da dens altoverskyggende atmosfæriske vibe bliver næret af en livskraftig ungdomsnerve, som muligvis vil tænde nogen tilskuere af med dens dramatiserede og taktile midler, mens andre vil finde denne ”over the top” - stil befriende umiddelbar og direkte. Smag og behag …
- Slutningen indtræffer en smule forjaget og henkastet, så man næsten ikke føler sig forberedt på den. Til gengæld efterlader den en utilfreds og steril følelse i munden, som ganske uhensigtsmæssigt også kommer til at devaluere filmen som helhed. I de allersidste minutter hejser filmen sig dog besværligt og akavet op igen, misser dog uheldigvis den filmiske uforglemmeligheds-tog, når imidlertid heldigvis heller ikke den filmiske forglemmelses-tog, men griber i stedet fat i det uforpligtende underholdningstog, hvor hverken hjerne eller hjerte er med, men til gengæld adspredelsen.

I en stresset tidsalder som vores skal man naturligvis heller ikke kimse ad denne faktor. For på trods af, at Red Riding Hood ikke er nogen kunstnerisk øjenåbner, er den heller ikke nogen fornedrende farce. Så længe filmen varer, er din opmærksomhed udmærket diverteret … det er først bagefter, at du indser, at den blot er en middelmådig frembringelse slynget ud af Hollywoods uophørlige showbusiness-karrusel. Men hey, det siges jo, at there´s no business like show business …

Titel: Red Riding Hood
Original Titel: Red Riding Hood
Premieredato: 31. marts 2011
Instruktør: Catherine Hardwicke
Skuespillere: Amanda Seyfried, Gary Oldman, Shiloh Fernandez, Max Irons, Virginia Madsen, Lukas Haas, Julie Christie
Spilletid: 100 min.
Selskab: Warner Bros. Pictures, 2011
Genre: Thriller
Link: http://www.redridinghood.warnerbros.com/
Amanda Seyfried som Rødhætte ...
Amanda Seyfried som Rødhætte ...
Lidenskab og kærlighed i stride strømme ...
Lidenskab og kærlighed i stride strømme ...
Gary Oldman som manieret varulvejæger ...
Gary Oldman som manieret varulvejæger ...


banner
Overskrift Højre Block
Pokémon Detectiv...
Late Night
Ready or Not
Good Boys
I Trygge Hænder
Letter from Masa...
The Last Gentleman
Hacker
Diego Maradona
It del 2



KLOVN FOREVER tr...
Blade Runner 2: ...
"Fantastic Beast...
Avengers: Infini...
Rumkapslen fra "...
Suicide Squad ti...
Superfast: Nyt k...
Trailer: Mission...
Gina Rodriguez m...
Frozen 2 officie...