Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Lad det være sagt med det samme; man skal være en stor Hitchcockfan, og dem er der heldigvis en hel del af, for at få noget ud af hans amerikanske beredskabsfilm ”Redningsbåden” fra 1944. Beredskabsfilm er som bekendt den form for propagandafilm, hvor man så at sige bakker op om statens beredskab mod fjenden, her 2. Verdenskrigs nazister.
Filmhistorikere fortæller, at Alfred Hitchcock måske ikke følte det store ansvar som kunstner i forhold til at vise sit engagement i krigen. Hvorom alting er, er engagementet i verdenskrigen til at få øje på. Han instruerer en række beredskabsthrillers (”Forreign Correspondent” (-40); ”Saboteur” (-42); ”Shadow of Doubt” (-43) og ”Lifeboat (-44)) om end det som regel blot er med 2. Verdenskrig som kulisse. Fx i ”Forreign Correspondent” (1940) der først i slutscenen træder i karakter som beredskabsfilm, da hovedpersonen i et radiostudie i London slutter af med en ren beredskabstale til den amerikanske befolkning, imens tyske bomber regner ned over storbyen (den form for afslutningstale, som vi også kender fra Chaplins mesterværk ”Diktatoren” (1944)). Direkte involvering i krigen tog Hitchcock dog først, da han tog til London i slutningen af -43 og instruerede to korte film der skulle tilskynde franskmændene til at bakke op om modstandbevægelsen. Det er uklart om filmene nogen sinde blev vist i Frankrig. Da krigen sluttede tog Hitchcock igen til London. Denne gang for at redigere de optagelser, som engelske tropper optog, da de befriede koncentrationslejren Bergen- Belsen. Filmen blev dog aldrig offentliggjort, da man efter sigende fandt dens barske billeder demoraliserende i forhold til at give tyskerne en chance for at komme videre. Eftertiden har fundet en skamklippet udgave af filmen.
”Redningsbåden”s setup er til at føle på, hensigten er klar. Vi præsenteres for et samfundsmæssigt mikrokosmos, der lader os forstå at vi snarere skal se personerne som repræsentanter for samfundsgrupper end egentlige personligheder. I åbningsbilledet synker nemlig et allieret, et amerikansk skib efter at være blevet ramt af en torpedo fra en tysk ubåd. Og i redningsbåden sidder snart efter arbejderen, kapitalisten, negeren, sygeplejersken, high society-journalisten, den dannede englænder og moderen. Da de samler en sidste person op, udbryder han: ”Danske Schön!”. Vi forstår, at i vores demokratiske mikrokosmos har vi nu en nazist iblandt os.
Selvom problematikken således må være til at få øje på – ´vi skal nu se, at man umuligt kan stole på en nazist´ – lykkedes det ved filmens premiere ikke Hitchcock at overbevise offentligheden om de gode hensigter. Tværtimod mente man, at instruktøren fremstillede nazisten, der viser sig at være kaptajnen fra den ubåd der sænkede skibet, på en sådan måde, at man kunne stille alvorligt spørgsmålstegn ved, hvem han egentlig holdt med. I New York Times mente kritikeren Bosley Crowther således, at Hitchcock forherligede den nazistiske supermand.
Problemet er, at det tager de demokratisk indstillede passagerer i redningsbåden et par liv og mange dage at finde ud af, at nazisten er ond. Så imens passagererne diskuterer i stedet for at handle, viser nazisten sig at være en fremragende kirurg, der kan amputere et ben (men også kan lempe syge udover rælingen, når andre sover). Nazisten viser også vej bogstavelig talt (dog i forkert retning, og med et skjult kompas) og ror løs (fordi han har en skjult vandreserve), imens de andre sygner hen. Alt sammen satte ikke de allierede i et specielt flatterende lys, om end nazismens ondskab stod klar, men altså først efter 93 min. og alt for mange ofre. I en beredskabsfilm har man ikke brug for dyre lærepenge.
På trods af den hårde kritik ved premieren nomineredes filmen i -45 til en Oscar for bedste fotografering, bedste manus og bedste instruktion. Og man kommer da heller ikke uden om, at det er imponerende, hvor flot Hitchcock og hans fotograf Glen MacWilliams slipper fra 93 min der udelukkende foregår i en redningsbåd. Den slags formelle krav tiltalte utvivlsomt Hitchcock – i den ”ukendte” ”The Robe” (-48) fortalte han uafbrudt ”uden” klip (dog tre skjulte), i mesterværket ”Rear Window” (-54) foregår det hele så at sige fra en lejlighed, hvor hovedpersonen som en anden Peeping Tom iagttager naboernes liv.
Der er intet ekstramateriale på DVD-en på trods af, at coveret lover: ”Dokumentar: The Making of Lifeboat; Dokumentar: A Conversation with Hitchcock; Kommentarspor med Hitchcock-eksperten Drew Casper”. Det lyder ellers urolig godt.
Another World Entertainment.
